Fjernvarmearbejde: Skovdiget ensrettes i retning mod Bagsværd
17. september 2025
Vestforbrænding begynder på arbejdet med hovedledning og stikledninger til fjernvarme ned ad Skovdiget i perioden 29. september til april 2026.
Fjernvarmearbejdet er nu nået til Skovdiget og omfatter opgravning og reetablering af veje og indkørsler. Arbejdstiden er typisk kl. 7-18 på hverdage og kl. 7-18 på lørdage. Der kan forekomme arbejde ud over disse tidsrum, men i de tilfælde vil de berørte beboere blive orienteret om det. Entreprenøren og medarbejderne gør, hvad de kan, for at begrænse gener og få trafikken til at glide bedst muligt.
Sådan påvirkes de trafikale forhold
Skovdiget ensrettes med retning mod Bagsværd. Du kan benytte Ring 4 og Åvej som omkørselsrute til området. Entreprenøren arbejder i etaper ned ad Skovdiget – fra nr. 223 og ned forbi motorvejen. En etape tager ca. 8-10 uger. For at optimere arbejdet kan der være to etaper i gang på samme tid.
Den ene etape foregår på strækningen fra Skovdiget 223 og ned mod Langemosevej. Der vil være adgang for gående langs med arbejdsområdet. Der vil blive opretholdt indkørsel til Skovsøen og til Skovkæret. Når der graves på selve strækningen foran disse veje, vil der periodevis være begrænset ind- og udkørsel.
![]()
Den anden etape foregår på strækningen mellem Skovkanten og hen forbi motorvejen. Cykelsti og fortov indsnævres til en fælles sti langs med arbejdsområdet. Cyklister og gående vil blive hjulpet forbi området ved hjælp af skiltning der, hvor færdslen er anderledes end normalt.
![]()
Kontakt
Har du spørgsmål generelt vedr. konvertering til fjernvarme, kan du kontakte Vestforbrænding på telefon 70 25 70 60.