Det bæredygtige børnehus Grønnegården blev indviet
19. januar 2023
Gladsaxe skal være en god by at leve i – også for de mindste. Det kan ses i Børnehuset Grønnegården, som blev indviet i starten af januar 2023 og byder på lækre, bæredygtige rammer.
Foto: Det store samlingsrum, hvor børn og pædagoger har skabt den kæmpestore pære.
Grønnegården er som alle Gladsaxes nybyggede børnehuse certificeret med Svanemærket, ligesom det også er CO2-neutralt. Det er bygget med massivt træ i vid udstrækning, mindst mulig beton samt genbrugssten, med stor omtanke for klima og miljø. Svanemærket betyder desuden lavt energiforbrug, godt indeklima og skrappe krav til brug af kemikalier samt bæredygtigt certificeret træ.
Samtidigt er der tænkt de bedst mulige rammer for børns leg og udvikling ind i den trelængede gård, som er bygget i samme stil som naboen, den gamle Grønnegård, der er bygget før 1900. Den gamle gårds mere end 100 år gamle lade bliver nu et stort legeområde for Grønnegårdens børn - et overdækket friareal, der er beskyttet for støj fra det omkringliggende vejnet.
På indvielsesdagen kunne man se, at børene allerede har taget de nye rammer til sig. De voksne kiggede nysgerrigt rundt og betragtede detaljer som den høje loftshøjde, kombinationen af store og små rum og et legende farvevalg. Det er nemt at se, at der er tænkt over hver en detalje i det nye børnehus.
Kreativ og spændende indretning
Borgmester Trine Græse indledte indvielsen med en tale og kunne fortælle, hvordan Gladsaxe Kommune var den første verdensmålskommune i Norden, som med Grønnegården har bygget endnu et svanemærket børnehus, og at ni ud af de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling er inddraget i byggeriet.
Det nye børnehus blev fejret i Grønnegårdens store samlingsrum, dekoreret med inspiration fra ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære”. Og der er tilmed en kæmpestor pære inde i samlingsrummet, som børnene kan lege inde i og pædagogerne kan bruge til aktiviteter med børnene.
Børnene har ligeledes været godt i gang med at dekorere andre rum i Børnehuset, blandt andet er et gangareal omdannet til en tur under havets overflade, hvor fisk svømmer rundt i luften.
God modtagelse
Områdeleder Hanne Heiberg og børnehusets leder Helene Tang-Nielsen sagde også et par ord til indvielsen. Begge gav udtryk for, at de nye rammer giver andre muligheder for børnene, og at både børn og forældre har været tålmodige i overgangs- og byggeperioden og taget godt imod de nye rammer.
De første børn tog børnehuset i brug i februar 2021. Mens de fandt sig til rette i det nye hus, blev de to legepladser bygget færdigt og sidste hånd lagt på børnehuset. Blandt de seneste tilføjelser er ni velvoksne egetræer, som blev reddet fra fældning med en kæmpe specialgravemaskine og flyttet dertil fra Genbrugsstationen lige om hjørnet, som skal udvides.
Grønnegården består af tre sammenhængende længer. Den midterste længe består af garderobe, samlingsrum, køkken og personaleafdeling. Den nordlige længe har plads til fire vuggestuegrupper, der er to og to om at deles om et fællesrum. Den sydlige længe kan rumme fire børnehavegrupper, der ligeledes deles to og to om et fællesrum.
Foto: Også på gangene har børnene været med til at sætte deres præg.
Foto: Borgmester Trine Græse kunne i sin tale fortælle om inspirationen fra den over 100 år gamle hal ved den gamle Grønnegård.
Foto: Grønnegårdens længer indrammer en skøn legeplads med grøn beplantning og træer.
Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.