Bibliografen sætter fokus på kvindeliv
19. februar 2026
Kvindernes internationale kampdag nærmer sig, og Bibliografen har hele to arrangementer på programmet, der på hver sin måde fortæller om kvindeliv og kvindeskæbner.
I anledning af kvindernes internationale kampdag retter Bibliografen blikket mod kvindeliv i både det nære og det globale perspektiv. Med to arrangementer i dagene op til og på selve 8. marts inviteres publikum til at dykke ned i fortællinger om kvinders erfaringer, rettigheder og livsvilkår – fra overgangsalderens personlige omvæltninger til politisk kamp i Iran.
Sjov og tankevækkende forfatteraften
Onsdag 4. marts kl. 19.30 får Bibliografen besøg af Ann Lind Andersen og Julia Lahme, som vil sætte fokus på kvinders overgangsalder. Lind & Lahme Bogklub inviterer til en ærlig, sjov og tankevækkende forfatteraften med tre kvinder, der har kastet sig ud i emnet med nysgerrighed, indsigt og selvironi. Forfatterne Lotte Kaa Andersen og Anne Hjernøe har med bøgerne ’Mit Hemmelige Liv’ og ’Stå Stærkt’ på hver deres måde beskrevet og behandlet den uundgåelige tid i ethvert kvindeliv. Annette Fuhrmann bruger sin populære Instagram-profil som kanal for et potpourri af anekdoter og personlige erfaringer krydret med videnskabelige facts og gode råd.
Aftenen rundes af med en åben panelsnak, hvor du kan stille spørgsmål til forfatterne – og som altid er der mulighed for bogsignering og en hyggelig snak efter, så du vil gå hjem med nye tanker, grin og inspiration.
Oscarnomineret dokumentar fra Iran
På selve kampdagen – søndag 8. marts kl. 15 – viser Bibliografen den stærke dokumentar ’Saras Stempel’ med indledning af forfatter og professor emerita Birgitte Possing. I filmen møder vi Sara, der under stor jubel bliver valgt som den første kvindelige politiker i en iransk landsby. Hun møder snart modstand, men det er hun vant til, og hun ved bedre end at give slip på det stempel, der helt konkret giver mulighed for at modarbejde korruption og kvindeundertrykkelse. Hun tilbyder motorcykellektioner til kvinder og udfordrer praktiseringen af børneægteskaber.
’Saras Stempel’ er netop blevet Oscar-nomineret som bedste dokumentarfilm.