Babysitter- og børnepasserkursus for unge
Med et nyt kursus tilbyder Gladsaxe unge på 13-18 år at blive uddannet i at være babysitter eller børnepasser, så de får gode forudsætninger for at varetage opgaven som fritidsjob enten privat eller i et børnehus.
GXU, Gladsaxe Kommunes ungdomsskole, har udviklet et nyt kursus til unge, som brænder for at passe børn og måske kunne tænke sig et fritidsjob med børnepasning i en daginstitution. Er man ansvarlig, glad for børn og tænker at et fritidsjob med børnepasning er sagen, så vil dette kursus hjælpe en godt på vej. Kurset er for alle unge mellem 13 og 18 år, som bor eller går i skole i Gladsaxe.
Grundig undervisning og praktik
I løbet af seks onsdage vil deltagerne lære at passe og lege med små børn. De får undervisning i bl.a. børns udvikling, sprog, kost, tilknytning, pleje, hygiejne, dagligdagen i en daginstitution samt førstehjælp til børn. Som en del af forløbet, vil man komme i praktik i en daginstitution i Gladsaxe to eftermiddage efter skoletid. Der er mødepligt til alle undervisningsgangene samt praktikken.
Bevis på kompetencer
Når man har gennemført kurset, vil man få et diplom samt et id-kort med bevis på sine nye kompetencer. Derudover vil vi hjælpe med at komme i gang med at søge job – enten som babysitter hos en familie eller som børnepasser i en daginstitution.
Kurset starter onsdag 5. marts 2025 kl. 16-18.45 og slutdatoen er 23. april 2025.
![To børn, en pige og en dreng, kigger i et fiskenet i naturen](https://cdn.moliri.dk/image/moliri-public/gladsaxekommune/thumbnail?filename=Pige-og-dreng-kigge-i-fiskenet-iStock-511928844.jpg&folderPath=Nyheder-Billeder%2fStandard+nyhedsbilleder&width=800)