Gladsaxe Byarkiv holder fysisk til på to adresser. På rådhuset befinder sig over ti kilometer arkivalier, som du skal have særlig tilladelse til at kigge i. På biblioteket ligger Lokalhistorisk Afdeling, og her kan du som borger komme i åbningstiden.
Gladsaxe Byarkiv - hvis du vil se foreningsarkiver, dyrke slægtsforskning, finde noget om områdets historie, se gamle fotos på papir eller have flere gode råd og mere vejledning, end hjemmesiden giver dig.
Lokalhistorisk Afdeling
Søborg Hovedgade 220
2860 Søborg
Telefon: 39 57 61 01
[email protected]
Åbningstider
Tirsdag:
10.00-15.00
Torsdag:
11.00-17.00
Gladsaxe Byarkiv - hvis du vil have gamle folkeregisteroplysninger, se kommunale arkivalier, have kopi af dit eksamensbevis eller har brug for mere råd og vejledning, end hjemmesiden giver dig.
Rådhus Alle 7
2860 Søborg
Telefon: 39 57 51 37
[email protected]
Telefontider
Mandag-fredag:
09.00-14.00
Gladsaxe Byarkiv er hele kommunens hukommelse. Vi modtager, ordner, registrerer og arkiverer data fra kommunens institutioner og borgere. Både fysiske og digitale arkivalier kommer dagligt gennem arkivet.
Hvis du for eksempel mangler dit afgangsbevis fra folkeskolen eller har brug for oplysninger fra de gamle folkeregisterkort, er det arkivet, du skal kontakte.
Derudover udvikler arkivet en lang række projekter, der skal formidle alle de gode historier fra Gladsaxe før i tiden:
Undervisningsforløb til folkeskolen
Guides til historiske vandrerture i kommunen
App til digitale fortællinger i billede og lyd
Erindringsarrangementer med indsamling af borgernes egne historier
Endelig deltager arkivet i flere udstillinger og arrangementer i samarbejde med andre aktører på kulturområdet.
Du kan følge med i arkivets samlinger på Facebook.
Gladsaxe Byarkivs Lokalhistoriske Afdeling har siden sin spæde start i 1976 udgivet en årlig beretning. Beretningen sikrer, at både borgere og politikere ved, hvad skattekronerne gives ud til. Du er også meget velkommen til at læse med!
Gladsaxe Byarkivs Lokalhistoriske Afdeling rummer alt det, som borgerne kommer med. Vi modtager gerne jeres gamle grundejerforeningsarkiv, spejdernes dagbøger, idrætsklubbernes papirer og alt muligt andet, der viser, hvordan det er at være borger i Gladsaxe.
Vi siger ja tak til det meste, når det gælder papirarkivalier, dog går grænsen ved større firmaarkiver, som vi ingen mulighed har for at opbevare. Hvis der der i mod er bevaret fire regnskabsbøger fra købmandsforretningen på hjørnet, vil vi gerne have dem. Hvis du har noget, som du synes kan være af interesse for andre og for eftertiden, så ring til arkivet på 39 57 61 01 og fortæl om det.
Arkivalier omfatter ikke genstande. Vi er et arkiv og ikke et museum. Bedstefars seler, et flot flintøksehoved og lignende genstande, uanset om de har med Gladsaxes fortid at gøre, kan ikke afleveres på Gladsaxe Byarkiv. Du kan spørge Museet på Kroppedal, da de også dækker Gladsaxe Kommune på det museale område.
Gladsaxe Byarkiv modtager omkring 1000 nye billeder hvert år. Billederne skannes og vises i Gladsaxebilleder. Hvis intet andet er ønsket fra givers side, bliver billedet lagt ud til fælles afbenyttelse i jpg-formatet. Gladsaxebilleder er borgernes fælles fotografiske hukommelse, men styret af Gladsaxe Byarkiv.
Der er mulighed for at lægge vandmærke henover billederne. I så fald kan de ses af andre, men ikke downloades uden særlig tilladelse fra den, der har taget og/eller doneret billedet. Billeder uden vandmærke deles ofte i grupper på Facebook - både private og på arkivets egen Facebookside.
Billeder afleveres til Gladsaxe Byarkivs Lokalhistoriske Afdeling i åbningstiden eller efter anden aftale. Oftest låner og skanner vi originalfotografier på stedet, og du får originalen med hjem igen.
Gladsaxe Byarkiv er en sammensmeltning af rådhusets arkiv og lokalhistorisk arkiv. Sammenlægningen fandt sted efter beslutning i Økonomi Udvalget 9. september 1997, og trådte i kraft 1. januar 1998.
Vedtægterne fortæller, hvad arkivets opgaver er, og hvem vi refererer til.