Ensretning af strækning på Buddinge Hovedgade mod Bagsværd i to måneder
Udrulningen af fjernvarme fortsætter på Buddinge Hovedgade, hvor arbejdet betyder ensretning af en strækning i perioden februar-april 2025.
Vestforbrændings fjernvarmeudbygning på Buddinge Hovedgade betyder, at entreprenøren fra mandag 24. februar 2025 og til forventeligt midt april 2025 ensretter vejen fra nr. 296 til nr. 334 med kørselsretning mod Bagsværd.
Man kan i perioden køre ad Gammelmosevej og Møllemarken som omkørsel. Cyklister og gående vil blive hjulpet forbi arbejdsområdet ved hjælp af skiltning der, hvor færdslen er anderledes end normalt.
Fjernvarmearbejdet omfatter opgravning og reetablering af veje og indkørsler. Arbejdstiden er typisk fra kl. 7 til 18 på hverdage, men der vil forekomme weekendarbejde. Entreprenøren gør, hvad de kan for at begrænse gener og få trafikken til at glide bedst muligt, men du vil både kunne se og høre deres arbejde. De takker på forhånd for forståelsen for, at de arbejder i området.
Arbejder på flere veje for at følge tidsplanen
Vestforbrænding og deres entreprenør gør, hvad de kan for at blive færdig hurtigst muligt. Det betyder, at de arbejder på flere veje samtidigt. Det kan se ud som om, de er gået i stå, men det er ikke tilfældet. Når de ikke graver, kan det skyldes, at de venter på specialproducerede komponenter eller er stødt på ledninger i jorden, der ligger anderledes end oplyst og skal omlægges. Når de venter et sted, arbejder de et andet for at holde tidsplanen for området.
Direkte påvirkede beboere får direkte varsling om arbejdet og påvirkningen af indkørselsforhold samt affaldsafhentning.
Hvis du har spørgsmål til arbejdet, er du meget velkommen til at kontakte entreprenøren M. J. Erikssons kundeservice man-torsdag kl. 8-14 på tlf. 53 51 80 21 eller skrive til fjv.gladsaxe@mje.dk
Få overblik over vejarbejde i Gladsaxe
