Fornyelsen af Søborg Hovedgade
Fornyelsen af Søborg Hovedgade
Søborg Hovedgade - fra gaderum til byrum
Gladsaxe Byråd besluttede at renovere Søborg Hovedgade. Kommunen udførte derfor 1. etape af fornyelsen af Søborg Hovedgade fra januar 2023 til april 2024. Etapen gik fra Dyssegårdsvej til Runebergs Allé. Fornyelsen gav en mere attraktiv gade med mulighed for mere byliv gennem begrønning og opholdsmuligheder. Der er udført en smallere vejbane, bredere cykelstier og fortove. Vi gik fra gråt til grønt. Derfor er mange af arealerne uden hård belægning, men med grus, træer og planter, som er godt for biodiversiteten og for bylivet. Samtidig er gaden blevet mere tryg med flere krydsningsmuligheder og hastigheden blev nedsat til 40 km/t.
Fornyelsen omfattede:
- bredere fortove, tryggere cykelsti, smallere vejbane
- nye midterheller med træer
- ny belysning
- flere bænke og mere mulighed for ophold
- flere træer og mere beplantning langs vejen
Link til tegning med det samlede område over fornyelse af Søborg Hovedgade.
Fremtidens handelsgade
Fornyelsen af Søborg Hovedgade tog udgangspunkt i at skabe fremtidens handelsgade med bedre mulighed for ophold og byliv. Der blev grønt, mindre støjende og bedre forhold for fodgængere og cyklister. Gaden skal indbyde til, at man bliver lidt længere og gør sine indkøb og drikker sin kaffe i gaden. Der er et særligt fokus på at tilgodese de svage trafikanter både i forbindelse med gadens udformning og opholdsmuligheder.
Renoveringen er 1. etape af den samlede fornyelse af Søborg Hovedgade. De efterfølgende etaper vil blive udført efter samme principper og med samme fokus på byliv og trafikhåndtering som 1. etape. 2. etape af fornyelsen, forventes at starte i 2028.