Tandpleje 16-21 år
Her på siden kan du læse om hvordan læskedrikke, rygning, snus og piercinger kan gøre skade på dine tænder og i din mund. Du kan også læse om kost og hvordan du skal forholde dig, hvis du kommer til skade med dine tænder.
Læs mere
Visdomstænderne kommer i 18-25-års alderen, hvis man har anlæg til det.
Når en visdomstand vokser frem, kan man periodevis føle det generer og spænder. Generne kan ophøre i en periode, hvorefter de kan vende tilbage.
Når visdomstænderne vokser frem, er de delvist dækket af tandkød. I frembrudsfasen er det vigtigt, at du får børstet godt nede ved visdomstanden, som er delvist dækket af tandkød. Det kan du gøre ved at børste på tværs af visdomstanden, gerne med en solotandbørste.
På det første billede ses en visdomstand dækket delvist af tandkød. På det andet billede ses visdomstanden, hvor man børster på tværs af tanden i frembrudsfasen.
Hvis du oplever vedvarende gener, hævelse og rødme ved en af dine visdomstænder skal du kontakte tandklinikken.
I Tandplejen anbefaler vi, at du børster tænder to gange dagligt, morgen og aften.
Det er vigtigt at have en god rutine, hvad tandbørstning angår. Husk at børste på ydersiden, indersiden og på toppen af alle tænderne. Børst med cirkelbevægelser, så der børstes på halv tand og halvt tandkød.
Valg af tandbørste og tandpasta
Brug voksentandpasta med 1450 ppm fluor.
Brug en blød tandbørste som ikke har for stort børstehoved. Er tandbørsten for stor, kan det være svært at børste på alle tandflader.
Du må gerne bruge en el-tandbørste. Vi anbefaler en genopladelig el-tandbørste.
Vi anbefaler tandtråd én gang dagligt.
Når visdomstænderne vokser frem, er de delvist dækket af tandkød. I frembrudsfasen er det vigtigt, at du får børstet godt nede ved visdomstanden, som er delvist dækket af tandkød. Det kan du gøre ved at børste på tværs af visdomstanden, eller med en solotandbørste.
På billedet ses en visdomstand som bliver børstet med en solobørste.
Videoer af korrekt tandbørstning
Det er vigtigt at opretholde en god mundhygiejne, for at forebygge at du får huller i tænderne.
Bakteriebelægninger (plak) dannes på tænderne i løbet af dagen og natten. Hvis tænderne ikke børstes rene for plak morgen og aften, er der risiko for, at du får huller i tænderne.
Når sukker møder bakteriebelægninger på tænderne, omdannes sukker til syre, som ætser hul i tanden.
Små begyndende huller i den yderste del af tanden forhindres i at bliver større, hvis du børster tænderne godt og bruger tandtråd. På tandklinikken kan vi fluorbehandle tanden med passende intervaller.
Hvis hullet i en tand bliver for stort, skal der laves en fyldning.
Vi anbefaler, at du spiser en sund og varieret kost jævnfør de gældende kostråd.
Friske fødevarer som grøntsager, frugt samt hjemmelavet mad er sundest for tænderne. Færdiglavet mad indeholder ofte mere sukker end hjemmelavet mad.
Tørrede frugter som dadler, figenstænger og rosiner er dehydreret frugt, hvor frugtsukkerindholdet er højt. Tørrede frugter klistrer til tænderne, hvilket øger risikoen for at få huller i tænderne.
Vi anbefaler du slukker tørsten med vand, men du må også gerne drikke mælk.
Slik og søde sager
Hvis du skal have slik og søde sager, anbefaler Tandplejen kun én slikdag om ugen. Læskedrikke som sodavand (også light produkter), saftevand, juice, ice the, smoothie og energidrik hører også under kategorien ”slik”. Vi anbefaler maksimalt en halv liter læskedrik om ugen.
Drikker du ofte noget surt som for eksempel sodavand (også light produkter), saftevand, juice, ice the, smoothie og energidrik, kan det skade dine tænder. Når tandemaljen udsættes for syre, sker der en større eller mindre opløsning af kalk fra tandens overflade. Ved omfattende ”afkalkning” kan der ske et varigt tab af tandemaljen, dette kaldes for syreskader.
Ved syreskader bliver tænderne med tiden tyndere og tyndere - de bliver ofte meget følsomme og skrøbelige.
Den emalje som bliver ætset væk, kommer ikke tilbage og du risikerer derfor at dine tænder bliver skrøbelige for altid. Derfor anbefaler vi maksimalt en halv liter læskedrik om ugen, så du minimerer risikoen for at få syreskader.
Hvad kan du selv gøre
- Begræns dit forbrug af læskedrikke til en halv liter om ugen.
- Drik ”sure” drikkevarer hurtigt eller med sugerør. Tag ikke små mundfulde over lang tid, og skyl ikke væsken rundt i munden.
- Drik vand, mælk, te eller kaffe, hvis du bliver tørstig ind imellem måltiderne, eller når du dyrker sport.
- Skyl munden med vand straks efter du har fået noget ekstra surt på tænderne.
- Børst ikke lige før eller lige efter du har drukket noget surt.
- Børst tænderne med en blød tandbørste og brug en tandpasta med lavt indhold af slibemiddel.
Sunde tænder uden syreskader.
Ætset emalje pga. syreskader.
Rygning påvirker munden. Rygning giver øget risiko for at udvikle kræft i mundhulen, ligesom det giver større risiko for at udvikle parodontose.
Parodontose kaldes de løse tænders sygdom. Rygning får tandkødets blodkar til at trække sig sammen, hvilket svækker blodtilførslen og dermed også immunforsvaret. Denne svækkelse medfører, at tandkødet er ekstra sårbart overfor mundens egne bakterier.
Da immunforsvaret svækkes ved rygning, har man større risiko for at udvikle tandkødsbetændelse. Har man tandkødsbetændelse over længere tid, vil tandkødsbetændelsen med tiden gøre skade på den knogle som tænderne er fæstet i. Når tænderne mister fæste, bliver de med tiden løse, og i værste fald kan tænderne falde ud. Dette kaldes parodontose.
Hvis du er ryger, kan du eventuelt tale med dine forældre om, hvordan du kan stoppe med at ryge. Dine forældre kan måske hjælpe dig til at søge råd og vejledning hvad angår rygestop.
Jo før du stopper med at ryge, des bedre for din mund, dine tænder og din generelle sundhed.
Snus kan give skader i munden.
Snus kan give skader på dit tandkød, på dine tænder og det øger din risiko for kræft.
Hvad er snus?
Snus består af tobak tilsat vand, salte, smagsstoffer samt fugt- og pH-regulerende stoffer.
Snus indeholder også kræftfremkaldende stoffer samt nikotin, som er stærkt afhængighedsskabende.
Det er ikke ulovligt at bruge snus, men siden den 1. januar 2016 har det været forbudt at sælge snus i Danmark.
Snus er blevet mere udbredt i Danmark de senere år - især blandt gymnasieelever.
Snus kan give skader i munden og misfarvninger på tænderne.
Slimhinden
Som beskyttelse dannes hård hud i form af hvidlige, rynkede plamager, hvor snusen lægges.
Denne type slimhindeforandringer forsvinder, når man holder op med at bruge snus.
Tandkødet
Efter forholdsvis kort tid bliver der dannet dybe furer i tandkødet.
Tandkødet bliver over tid ætset væk.
Tandkød der først har trukket sig tilbage, kommer ikke igen, selvom man stopper med snus.
Tandhalsene blottes og kan give smertefulde og ubehagelige isninger i tænderne.
Tænderne bliver misfarvede.
Det kan have store konsekvenser at have en piercing i munden. Piercinger kan give skader både på dine tænder og dit tandkød.
En piercing i tungen eller læben samler bakterier som kan give årsag til infektion. Når for eksempel tungens slimhinde gennembores med en piercing, får bakterierne adgang til blodet og det kan skabe en betændelsestilstand.
Ud over skader på tænder og tandkød, kan din tale- og tyggefunktion også påvirkes af piercinger.
Hvis du har en vane med at bide i din piercing, er der risiko for at dine tænder knækker og kan ændre din tandstilling.
I Tandplejen ser vi unge have piercinger under tungen, i tungen og i læben.
Piercing under tungen
En piercing under tungen gør sjældent skade på tænderne. Men vitale dele i munden er gennemboret af piercingen, hvilket kan øge risikoen for infektion, da bakterierne kan få adgang til blodet via piercinghullet. Vi ser tit at store mængder bakterier sidder på piercingerne, hvilket også øger risikoen for infektion.
Piercing under tunge. Bakterieansamling i form af plak/tandsten ses på piercingen.
Piercing i tungen
Ud over risiko for infektion når tungen gennembores af en piercing, kan en piercing også skade tænder og tandkød. Når du taler og spiser, kan piercingen slå mod dine tænder og gnide mod dit tandkød. Hvis piercingen slår hårdt mod dine tænder, kan skærekanterne splintres. Et slag fra en piercing kan også medføre at nerven i din tand dør. Hvis nerven i din tand dør, bliver tanden misfarvet og det vil kræve en rodbehandling af tanden. I værste fald kan din tand flække helt. Sker det må man trække tanden ud.
Hvis din piercing gnider mod tandkødet, vil tandkødet over tid trække sig tilbage og du vil få en blotlagt tandrod. Det er meget uhensigtsmæssigt at få blotlagte tandrødder i en tidlig alder, da skaden på tandkødet vil være permanent.
Piercing i læberne
Ved piercing i læberne vil metalstykket som sidder på indersiden af læben, gnide mod tænder og tandkød.
På tænderne vil der med tiden kunne opstå et stort slid på tanden. Emaljen på tænderne vil gå tabt der hvor metalstykket slider på tænderne.
Tandkødet ved tænderne vil trække sig, når metalstykket fra piercingen gnider på tandkødet, når du spiser og taler. Det er meget uhensigtsmæssigt at få blotlagte tandrødder i en tidlig alder, da skaden på tandkødet vil være permanent.
Det er vigtigt du kontakter tandklinikken, hvis du slår dine tænder.
På tandklinikken undersøger vi og følger den beskadiget tand efter gældende retningslinjer. Vi tager blandt andet røntgen af tanden, måler vitaliteten i tanden og observerer tandens farve.
En tandskade skal altid meldes til forsikringen, hvis du er dækket af en tandskadeforsikring. Dette er vigtigt i det der kan opstå komplikationer efter du er udskrevet fra børne- og ungdomstandplejen.
Hvornår du bliver indkaldt til undersøgelse er afhængigt af, hvornår du sidst var til undersøgelse. I Gladsaxe kommunale Tandpleje indkalder vi til undersøgelser med intervaller op til 18 måneder. Ved hver undersøgelse vurderer vi, hvornår dit næste behov til undersøgelse er.
Hvis du har spørgsmål inden du bliver indkaldt til næste undersøgelse, er du altid velkommen til at kontakte tandklinikken.
Tandplejen Grønnemose
Høje Gladsaxe Torv 4
2860 Søborg
Telefon 39 57 64 80
Tandplejen Skovbrynet
Værebrovej 156
2880 Bagsværd
Telefon 39 57 65 90
Kontakt
Tandplejen Grønnemose
Høje Gladsaxe Torv 42860 Søborg
Ring til os
Skriv til os
Bemærk
Adgang til klinikken er fra Kirketorvet gennem skolens hovedindgang og ned ad trappen til venstre. Husk P-skive ved parkering på Kirketorvet. Parkering på kirketorvet er forbudt ml. 7:30-8:30.Ledelse
Tandlæge Anne Amlund Kunckel
Tandplejen Skovbrynet
Værebrovej 1562880 Bagsværd
Ring til os
Skriv til os
Bemærk
Adgang til klinikken er gennem første dør (Indgang B) på Skovbrynet Skole (ved parkeringspladsen). Tandklinikken ligger på højre hånd efter glasdørene i trappeopgangen.Ledelse
Distriktstandlæge Sara Abbasi
Tandregulering
Triumfvej 12800 Kongens Lyngby
Ring til os
Skriv til os
Bemærk
Adgang til klinikken er direkte fra Triumfvej over for Stengård Kirke. Der er ikke adgang via Stengård Skole.Ledelse
Ledende specialtandlæge Lone Møller
Kontakt Tandplejens Administration
2860 Søborg
Skriv til os
Ledelse
Overtandlæge Anne Mette Mosegaard Bjerrum
anmemo@gladsaxe.dk
Telefon: 39 57 54 60
Kontaktperson
Assistent Julie Bjerre
Telefon: 39 57 54 62