Referat 09.09.2024
Mødedeltagere
Kellersvej 6 ABD
Borgerrepræsentant: Christian Magnussen Afbud
Pårørenderepræsentant: Peter Breum (6D)
Medarbejderrepræsentant: Jesper Rosander
Daglig leder: Dorthe K. Olsen Afbud
Kellersvej 6C
Borgerrepræsentant: Vakant
Pårørenderepræsentant: Tonni Albrechtsen Afbud
Medarbejderrepræsentant: Jeanette William
Daglig leder: Eva E. Jacobsen
Kellersvej 9-11
Borgerrepræsentant: Kim Arvid Afbud
Pårørenderepræsentant: Vivian Danielsen Afbud
Medarbejderrepræsentant: Martin Ahlehuus
Daglig leder: Tine M. Jensen Afbud
Kellersvej 13-15
Borgerrepræsentant: Ole Sørensen Afbud
Pårørenderepræsentanter: Iqra Farooq (13) Afbud og Britt Helle Larsen (15)
Medarbejderrepræsentant: Sofie Kaufmann Afbud
Daglig leder: Sylwia N. Olsson Afbud
Kellersvej 17-19
Borgerrepræsentant: Vakant
Pårørenderepræsentanter: Morten Shultz (17) (formand) og Anders Bo Møller (19) Afbud
Medarbejderrepræsentant: Metha Liff Lemming Afbud
Daglig leder: Tina Jonassen Afbud
Cathrinegården
Borgerrepræsentant: Joan Fischmann Afbud og Martin Nordskov Christensen
Pårørenderepræsentant: Mette Lindeberg Afbud
Medarbejderrepræsentant: Bettina Høglund
Daglig leder: Helle Ingemann
Leder af GHT: Kristian Wedel Andersen
Ordstyrer: Morten Shultz
Referent: Helle Ingemann
1. Velkomst v. Morten Schultz
På baggrund af en henvendelse fra en pårørende, fremhævede Morten, hvor vigtigt det er, at referaterne fremover er udførlige og forståelige - også for dem, der ikke har deltaget i mødet.
2. Forsøgs- og udviklingsprojekt med IBG som pædagogisk metode v. Henrik Nordahl
Formål: Information om et forestående projekt i samarbejde med ProReact (firmaet bag IBG).
Baggrund: IBG skal bruges som en decideret pædagogisk metode på lige fod med de enkelte tilbuds andre metoder.
Vi så først en kort præsentationsvideo om kernefunktionaliteterne i IBG. IBG taler ind i:
- at vi kan overlevere så meget information om hverdagen i tilbuddet som muligt til den enkelte beboer
- Muligheden for at visualisere en daglig struktur for den enkelte beboer
- Mulighed for fællesskaber på tværs – både i de enkelte tilbud men også på tværs af tilbud (også mellem bo- og dagtilbud)
- Man kan tilgå oplysningerne i egen lejlighed via app’en eller i fællesrummet via skærmen, hvor man også kan tale sammen om tidligere og kommende begivenheder
- Mulighed for at dele udvalgt information med de pårørende
GHT ønsker at udnytte flere af de muligheder, der er i IBG. Firmaet bag IBG, ProReact, har tilbudt os et etårigt projekt, som de kalder ”forsøgs- og udviklingsprojekt med IBG som velfærdsteknologisk pædagogisk metode”. Udvalgte medarbejdere fra alle de tilbud i GHT, der bruger IBG, vil deltage. Første workshop er 24. oktober og sidste workshop i september 2025.
Der laves baseline interviews i alle tilbud for bl.a. at finde ud af, hvordan de enkelte tilbud nu og her arbejder med at dele relevante informationer. Hvert enkelt tilbud skal beslutte, hvilke prøvehandlinger de vil give sig i kast med imellem de fire workshops på baggrund af deres nuværende situation og deres mål/ønsker med IBG.
Pårørende som en ressource
Flere af de pårørende gav udtryk for, at de var interesserede i at kunne hjælpe beboerne med at bruge app’en. En pårørende foreslog, at der ved en større event – fx julemarkedet (23. november, kl. 11-16), var en bod, hvor pårørende kunne få information om Connect og måske få hjælp til at komme på, hvis botilbuddet er koblet på Connect, og beboeren accepterer det. Det var så god en idé, at IBG-tovholder dagen efter mødet arrangerede, at han får en bod på julemarkedet. I det omfang det er muligt, kan borgere også få hjælp til deres IBG app.
Connect – pårørende app
I øjeblikket er der åbnet op for Connect på Cathrinegården, Kellersvej 6ABD og Kellersvej 17-19.
Alle botilbud kan i princippet få åbnet op for pårørendeadgang. Det er forskelligt hvor langt de enkelte tilbud er i deres overvejelser om at få åbnet Connect. På jeres samrådsmøder kan I tale om ønsker til, at der åbnes op for Connect, eller til at det bruges mere. Det vil være vigtigt med en forventningsafstemning om, hvad og hvor meget det enkelte tilbud har mulighed for/vælger at dele. Der var i hvert fald en efterspørgsel blandt flere til at kunne se nogle af de oplysninger, som der også deles med beboerne via IBG-skærmen og app’en. Der er bl.a. et ønske om, at man kan se, hvem der er på arbejde – det kunne fx bare være på selve dagen. Ønsket blev begrundet med, at det kunne hjælpe de pårørende med bedre at forstå og tale med beboerne om deres hverdag, og hvem beboerne havde mulighed for at henvende sig til.
Der var også en kort drøftelse om, at ikke alt skulle deles med de pårørende. Hvis der fx åbnes op for at vise billeder, skal der tages stilling ved hvert album, om indholdet skal deles med pårørende eller ej. Når de pårørende er på besøg, kan beboeren i øvrigt vælge at dele det indhold med sine pårørende, som beboeren selv ønsker.
3. Beboerindflydelse v. Martin Nordskov Christensen, Bettina Høglund og Helle Ingemann
Formål: En samtale om, hvordan der arbejdes med konkret beboerindflydelse og borgerperspektiv i hverdagen på Cathrinegården.
Baggrund: Ved seneste møde fortalte Tine Maribo Jensen om arbejdet med beboerindflydelse på Kellersvej 9-11. I forlængelse heraf har Morten og Kristian også ønsket at høre, hvordan andre botilbud arbejder med dette.
Martin og Bettina fortalte om, hvordan der hele tiden bliver talt og handlet i forhold til beboernes selv- og medbestemmelse på Cathrinegården.
Alle beboere og medarbejdere er bekendt med metoden ”Rød, Gul, Grøn”.
Dagsorden til husmøder på Cathrinegården er opdelt i tre punkter (rød, gul og grøn). Dagsordenen er dermed med til at skabe tydelighed i forhold til, det jeg selv bestemmer (grøn), det vi bestemmer i fællesskab (gul), og det de andre bestemmer (rød).
På husmøderne bliver der lavet forslag til madplanerne, punket er ”gult” og meget vigtigt for beboerne.
På deres hjemmedag køber flere af beboerne ind til morgenmad eller frokost, fordi de har valgt at spise i deres egen lejlighed.
Martin fortalte, at han selv bestemmer, hvem han vil have besøg af, og hvornår han står op på sine hjemmedage. Det er ”grønt”.
Da vi fik malet basehusene sidste gang, valgte beboerne i fællesskab, hvilken farve de ville have malet på en af væggene.
4. Temaaften 06.11.2024 v. Morten Schultz
Formål: Arbejdsgruppen præsenterer planen for temaaftenen i november.
I november er der temaaften med psykolog Annette Due Madsen som oplægsholder. Annettes søn har et udviklingshandicap, og hun har for nyligt udgivet bogen ”Uden Manual. At være forældre til et barn med særlige behov”.
Der vil være fokus på psykologisk tryghed i et pårørendeperspektiv. Der er et ønske om, at vi får et fælles sprog og kender til hinandens dialemmer. Hvad sker der fx i samspillet mellem de pårørende og medarbejderne? Hvornår lykkes det?
Invitation kommer senest i starten af oktober med efterfølgende mulighed for at tilmelde sig.
5. Kort redegørelse fra samrådene/botilbuddene v. alle
Formål: Information om emner, der er særligt fokus på i de enkelte botilbud/samråd, som kan have interesse for de andre botilbud.
Cathrinegården
Havde samrådsmøde den 02.09.2024.
Mad, kultur og struktur
Cathrinegårdens projekt ”Mad, kultur og struktur” har stået på i to år og sluttede 01.09.2024. Fremover bliver der igen lavet mad i basehusene.
Samarbejde med Bagsværd Kirke
Beboere fra Cathrinegården har fået mulighed for at lave en udstilling i Bagsværd Kirke. Tegningerne laves i Oasen. Overskriften på udstillingen, der er åben i november og december, er ”Livet på Cathrinegården”.
Julemarked på Aldershvile Planteskole
Julemarkedet foregår 16. og 17. november.
Flere beboere fra Cathrinegården sælger begge dage varme æbleskiver sammen med medarbejdere. Overskuddet går ubeskåret til Tivoliture.
Kellersvej 6 ABD
Ønske om flere pårørende til møder og arrangementer
Havde samrådsmøde lige før sommerferien. Der blev drøftet, hvordan de fremover kan få flere pårørende med til møder og arrangementer. Pårørenderepræsentanten vil kontakte civilsamfundskoordinatoren for at høre, om hun har en ide til, hvordan man kan få flere pårørende gjort interesseret.
Borgernes deltagelse i de mange aktiviteter på området
Samrådet talte om alt det, der foregår på området og i Slotscafeen. Udfordringen er, hvordan borgerne kommer til at deltage i de forskellige aktiviteter.
Kellersvej 6C
Havde samrådsmøde 04.09.2024. Her gennemgik de den seneste tilsynsrapport fra socialtilsynet.
Kellersvej 9-11
Havde samrådsmøde 03.09.2024.
Tour de terrasse
Der afholdes ”Tour de terrasse” 14.09.2024. Da nogle beboere ikke benytter deres terrasse, har de valgt, at det holdes på fællesterrassen. Derefter går de en tur rundt på området, så de kan se det færdige byggeri. Der er sendt invitation ud via mail til alle pårørende. Der bydes på saft, frugt og snacks, og de har planlagt at synge et par sange sammen.
Dødsfald og ledige boliger
Der har været fire dødsfald på Kellersvej 9 og to på Kellersvej 11 siden foråret 2024.
Tre nye beboere er flyttet ind på tilbuddet. Så på nuværende tidspunkt er der tre ledige boliger på Kellersvej 9. Der arbejdes på at finde nye beboere.
Kellersvej 13-15
Samrådsmøde i uge 38 var blevet aflyst.
Sommerfest
De har holdt en dejlig sommerfest, hvor beboere, pårørende og medarbejderne havde god tid til at hygge sig med hinanden. Der var mange aktiviteter på dagen med ismaskine og pølsevogn.
Pølsevognen var meget populær.
Kellersvej 17-19
Holder næste samrådsmøde 19.09.2024.
Fester
Sommerfesten blev flyttet ind i Salen på Kellersvej på grund af vejret.
Den næste fest er til oktober. Temaet er allerede fastlagt: ”Spansk”.
Legionella
Der har været et udbrud af Legionella i en af lejlighederne. Stillestående vand i hanen fra en håndvask, der ikke bliver brugt, er et bud på forklaringen.
Metodehus i pixiudgave
Tilbuddet har fået lavet en flot pixibog, der beskriver tilbuddets metodehus. Det er meningen, at interesserede pårørende, studerende og vikarer kan få udleveret en pixibog.
Stoleyoga
På Kellersvej 17 har de lavet ”stoleyoga”.
6. Dialogmøde med politikerne 04.11.2024 v. Morten Schultz
Formål: En samtale om, hvilke ønsker vi har for, at det bliver et godt møde med politikerne. Hvilke emner ønsker vi fokus på? Det kunne fx være:
- Hvad kan vi forvente af forandringer i botilbuddene på baggrund af Gladsaxe Kommunes ambitioner og greb, som Søren Hvid fortalte om på seneste møde?
- Hvilken holdning har politikerne til færdiggørelse af byggeriet på Kellersvej?
Baggrund: Gladsaxe Byråd har i juni 2024 besluttet, at dialogmøderne med bruger- og pårørenderåd på psykiatri- og handicapområdet som udgangspunkt fremover holdes hvert andet år med deltagelse af brugerråd og politikerne i Psykiatri- og Handicapudvalget. Det næste fælles dialogmøde med deltagelse af politikerne i Psykiatri- og Handicapudvalget, brugerråd samt borger og pårørenderåd holdes mandag den 4. november 2024 fra kl. 17-20 i Salen på Kellersvej 14. Forslag til emner, der ønskes drøftet på dialogmødet med politikerne, skal sendes pr. mail inden 16. september 2024.
Forslag til emner:
- Hvad kan vi forvente af forandringer i botilbuddene på baggrund af Gladsaxe Kommunes ambitioner og greb, som Søren Hvid fortalte om på seneste møde?
- Hvilken holdning har politikerne til færdiggørelse af byggeriet på Kellersvej?
- Hvordan kan I være med til at gøre GHT til en god arbejdsplads for at fastholde medarbejderne?
- Hvis der skal spares, ønsker vi, at I tænker uden om at spare de varmehænder.
- Hvad tænker I som politikere at gøre for at understøtte og øge brug af frivillige på GHT?
- Har I tænkt over, hvordan medarbejdere i fremtiden kan parkere på området - og få bilerne opladet?
7. Nyt om botilbuddene v. Kristian Wedel Andersen
Sikkerhed
Alle opfordres til at have fokus på sikkerhed på Kellersvej. Der er kommet fire regnvandsopsamlinger på Kellersvej. Vær særligt opmærksom på dem og sig til, hvis de skaber utryghed.
Husk at lukke vinduerne, når der ikke er nogen i lejlighederne. Vi skal have opmærksom på, hvor let en potentiel indbrudstyv kan kravle ind af vinduerne.
Debatarrangementet ”Alle har ret til kærlighed”, 29. oktober i Salen, Kellersvej 14
Hvor går man hen, og hvem kan man tale med, hvis man har svært ved at finde kærligheden? Hvilke udfordringer kan der være i denne søgen? Det er bare nogle af de spørgsmål, der bliver taget op til debat, når paneldeltagere og publikum mødes i Salen på Kellersvej, 29. oktober kl. 18.30 – 21.00.
TILMELD DIG SENEST MANDAG 21. OKTOBER til civilsamfundskoordinator Mille Tindø på e-mail: MILTIN@gladsaxe.dk eller telefon: 23 45 14 85.
Sammen med din tilmelding kan du forudbestille en portion brændende kærlighed til 45 kr.
Debatarrangementet ”Alle har ret til kærlighed” arrangeres i samarbejde mellem Gladsaxe Handicaptilbud og SUKA efter initiativ af Kasper Jensen.
Se evt. opslag og video på Opslag i GHT's Facebookgruppe med video om debatarrangementet "Alle har ret til kærlighed".
Valg til samråd
I løbet af 4. kvartal skal der være valg til de lokale samråd (se bilag).
Flere tilbud har et ønske om, at nye beboeres pårørende bliver meldt ind i samrådene.
Nødberedskab i botilbuddene
Botilbuddene skal have et lager af vand, mad, biologisk nedbrydelige poser, vådservietter m.m. Botilbuddenes lederne er indkaldt til et møde, hvor de bliver oplyst om kravene.
Økonomi halvårsresultat
På baggrund af de seneste tal fra 2. kvartal, ser økonomien generelt godt ud for botilbuddene.
Reform på det specialiserede område
Der kommer en ny reform på handicapområdet i løbet af 2024/2025. Det er endnu usikkert, hvad det præcis vil medføre af forandringer.
8. Eventuelt v. Morten Schultz
KAB afdelingsmøde
Der er holdt afdelingsmøde med KAB for alle botilbud. Der var ingen drøftelse af dette, men blot en tilkendegivelse af, at ny kontaktperson hos KAB virker meget imødekommende.
For Cathrinegården blev dog fremhævet, at:
Der var 17 beboere til stede.
Der er varslet en huslejestigning på 220 kr. pr. 01.01.2025.
Der skal udføres vedligehold af det nederste træværk på bygningen.
Ønske om mere farverig beplantning ved basehusene.