Alkoholbehandling for voksne
Drikker du for meget alkohol? Og vil du gerne have hjælp til at komme af med dine alkoholvaner?
Gladsaxe Rusmiddelcenter tilbyder gratis og professionel behandling til dig, der ønsker at ændre dine alkoholvaner. Hvis du har brug for medicinsk afrusning, kan vi påbegynde en afrusning meget hurtigt.
I Gladsaxe Rusmiddelcenter står vi klar til at hjælpe dig tilbage til det liv, du ønsker at leve. Vores dygtige team af behandlere, psykologer og sundhedspersonale sikrer, at du får en så god og fagligt kompetent behandling, som muligt. Vores vigtigste mål er, at vi i fællesskab hjælper dig tilbage til livet og hverdagen gennem professionel behandling, der er tilrettelagt til dig. Vores værdier bygger på en gensidig tillid til hinanden – det tror vi på skaber de bedste resultater.
Du kan helt uforpligtende og anonymt kontakte os, eller du kan møde op i vores åbningstid, hvor vores personale i receptionen vil tage godt imod dig. Sammen finder vi ud af hvilken indsats, der er den rette for netop dig i den specifikke situation, du står i.
Du kan enten kontakte os på telefon, eller kigge forbi i åbningstiden og bestille en tid. Du kan finde vores telefonnummer og åbningstider nederst på siden.
Gratis og anonyme samtaler
Al behandling i Gladsaxe Rusmiddelcenter er gratis for dig, og du er garanteret behandling inden for 14 dage efter, at du kontakter os. Hvis du er i tvivl, om du kan benytte dig af vores behandlingstilbud, er du velkommen til at kontakte os for en uforpligtende (og anonym) telefonisk samtale.
Du vil blive mødt af en af vores dygtige medarbejdere, som vil spørge ind til din situation for at vurdere, hvorvidt du skal have yderligere råd og vejledning eller om du skal tilbydes behandling. Du vil herefter få en tid til enten råd og vejledning eller indskrivning til et behandlingstilbud.
Vi mødes en til to gange om ugen
Mens du er i behandling, skal du forvente, at du skal deltage en til to gange om ugen. Hvis det viser sig, at du har behov for behandling af højere intensitet (dag- eller døgnbehandling), taler vi med dig om det.
Gladsaxe Rusmiddelcenter er et professionelt behandlingstilbud placeret på Østmarken 4B i Søborg. Vi er et tværfagligt hold bestående af case managers, psykologer, sundhedsfagligt personale, læger og en psykiatrisk konsulent.
Ambulant behandling
Vi tilbyder ambulant rusmiddelbehandling, hvilket betyder, at behandlingen foregår i dagtimerne/sen eftermiddag.
Det er frivilligt at gå i rusmiddelbehandling
Vi arbejder med evidensbaserede metoder, og tager udgangspunkt i den kognitive tilgang. Du kommer til at arbejde med din motivation, tvivl og nogle gange benægtelse. Det skal give mening for dig, så du kommer også til at arbejde med, hvad en positiv forandring kan betyde for dig og dit liv.
Vi tilbyder gruppebaseret rusmiddelbehandling og individuelle samtaler, som finder sted i vores indbydende og lyse lokaler, der, ligesom hele huset, er handicapvenlige.
Dine mål for behandlingen
Du sætter dine egne mål for behandlingen, og vi støtter dig i målrettet at arbejde på at komme tættere på dit mål. Der kan indgå øvelser eller hjemmearbejde i behandlingen, som det er vigtigt, at du engagerer dig i for at behandlingen har så god en effekt, som muligt.
Familien som helhed
Vi har gode erfaringer med at anvende en familieorienteret tilgang, hvor vi inddrager partner, børn, familie og netværk i det omfang det er muligt og meningsfuldt. Det er alkoholen, der er i centrum. Når vi inddrager partner, børn og øvrigt netværk, har vi derfor udelukkende fokus på, hvilken betydning brugen af alkohol har for de enkelte familiemedlemmer og familien som helhed.
Dine pårørende - en del af behandlingen
Vi vil tale med dig om, hvem du har lyst til at involvere i din behandling. Det gør vi fordi dine pårørendes viden om dig, og den behandling du gennemgår, kan være med til at gøre behandlingen bedre, og senere fastholde de mål du når gennem behandlingen.
Pårørende kan for eksempel være din familie, en nær ven eller et andet menneske, som kan støtte dig i at gennemføre behandlingen. Det er vigtigt, at samarbejdet med dig og dine pårørende er kendetegnet ved respekt, tillid og med dine behov i centrum.
Det er dit valg - vi støtter dig
Det kan være du ikke har lyst til at involvere dine pårørende/andre i din behandling – måske ændrer det sig over tid. Vi har rigtig god erfaring med, at familie eller pårørende involveres. På den måde kan de støtte dig.
Har du børn under 18 år?
Vi spørger altid ind til, om du har børn under 18 år, og hvordan situationen er i din familie. Vi kan bygge bro til støtte i andre afdelinger, for eksempel til Familieafdelingen.
Vores læger og sundhedspersonale kan hjælpe med medicin og anden sundhedsfaglig behandling, der kan støtte dig i at opnå dine mål for behandlingen.
Tilbud om at tale med vores læge efter
Hvis du har brug for medicinsk afrusning, tilbydes du en lægetid hurtigst muligt, og typisk indenfor to dage. Hvis du umiddelbart ikke har brug for medicinsk afrusning, tilbydes du lægetid indenfor den normale behandlingsgaranti, som er senest 14 dage efter du første gang henvender dig.
Den sundhedsfaglige indsats bliver tæt koordineret med din sociale behandling. Udover den lægefaglige indsats, kan den sundhedsfaglige indsats også bestå af indsatser, der sikrer, at der bliver taget hånd om din øvrige sundhed. Denne indsats kan bestå af råd og vejledning i forhold til eksempelvis tandlægebesøg, samarbejde med egen læge, blodprøvetagning.
Vi ved, at mange, der drikker for meget alkohol, har bagvedliggende årsager, som kan forårsage for højt alkoholindtag. Vores psykologer tilbyder screening for eventuelle psykiske sårbarheder, og du kan efter konkret vurdering blive tilset af vores speciallæge i psykiatri.
Samarbejde med Region Hovedstadens psykiatri
Har du behov for yderligere hjælp, arbejder vi sammen med Region Hovedstadens psykiatri, som kan henvise til behandling.
Hjælp uden for åbningstiden
Har du brug for at tale med nogen uden for vores åbningstid, kan du ringe til Alkolinjen
På Giftlinjen kan du få rådgivning døgnet rundt
Læs mere og stoffer og alkohol
Retningslinjerne på stof- og alkoholområdet hos Socialstyrelsen
Læs om alkohol (fakta, forebyggelse, behandling og pårørende) hos Sundhedsstyrelsen
Vi kan hjælpe dig med at rådgive og vejlede om økonomi, job, bolig eller andre sociale problemstillinger. Ligeledes støtter vi dig gerne i samarbejdet med andre dele af kommunen eller andre relevante aktører, da en helhedsorienteret indsats er vigtig for, at du kan opnå dine personlige målsætninger i forhold til alkohol.
Vejleder om frivillige tilbud
Vi har mulighed for at vejlede om frivillige tilbud – både i privat og kommunalt regi – og kan medvirke til brobygning til kommunale væresteder.