Orlov og omsorgsdage til pårørende
Du har mulighed for orlov fra dit arbejde, hvis du ønsker at passe en nærtstående med betydeligt og varigt handicap eller en langvarig eller uhelbredelig sygdom i hjemmet. I pasningsperioden kan du få økonomisk støtte fra kommunen i op til seks måneder og du har ret til orlov fra dit arbejde i perioden.
Ordningen er for dig, der varetager pleje- og omsorgsopgaver over for en nærtstående, som har et omfang, der ikke kan forenes med et erhvervsarbejde. Det kan også være for dig, der passer en nærtstående, mens kommunen vurderer, hvordan hjælpebehovet bedst kan tilrettelægges fremover.
Betingelserne for orlov og støtte fra kommunen er:
- at sygdommen eller handicappet er kronisk eller langvarig
- at alternativet til pasning i hjemmet er et døgnophold uden for hjemmet
- at plejebehovet svarer til et fuldtidsarbejde
- at den syge eller handicappede har sin egen bolig og for eksempel ikke bor i botilbud eller i en plejebolig
- at begge parter – den syge og dig – er enige om pasningsforholdet
- at kommunen vurderer, at du er i stand til at varetage opgaven
- at du har tilknytning til arbejdsmarkedet
Du kan som pårørende søge om et plejevederlag til at pleje en nær slægtning eller ven, der ønsker at dø hjemme. Du har ret til at få orlov fra dit arbejde, når du modtager plejevederlag.
Betingelserne for at få bevilget plejevederlag er:
- at en læge har vurderet, at den døende har kort levetid, og at videre behandling alene har et lindrende formål
- at den døende har et plejebehov
- at du og din nærtstående er enige om plejeordningen
- at plejen skal kunne varetages i dit eller den døendes hjem.
Plejevederlaget kan ikke overstige din hidtidige indtægt. Beløbet svarer til 1,5 gange det sygedagpengebeløb, som du vil have ret til ved sygdom. Du får udbetalt et basisbeløb, hvis du ikke er berettiget til sygedagpenge.
Det er muligt at dele plejeopgaven og plejevederlaget mellem flere pårørende. Plejevederlaget kan i det tilfælde højst være 1,5 gange det maksimale sygedagpengebeløb.
Du kan få vejledning om muligheden for støtte fra kommunen i pasningsperioden ved at kontakte følgende:
- Hvis den, du er pårørende til, er 18-29 år, skal du kontakte Ungeenheden
- Hvis den, du er pårørende til, er 30-64 år, skal du kontakt Handicaprådgivningen
- Hvis den, du er pårørende til, er 65 år eller ældre, skal du kontakte Visitationen
Kontaktoplysningerne fremgår nederst på siden.
Som pårørende kan du få fri fra arbejde for at hjælpe et nært familiemedlem.
Du har ret til at afholde fem omsorgsdage til pårørende om året, hvis du er lønmodtager. Omsorgsdage kan afholdes, hvis du skal give omsorg til en nærtstående, der har behov for væsentlig omsorg eller støtte på grund af en alvorlig helbredsmæssig tilstand. Det kan være omsorg eller støtte i en situation, hvor det er nødvendigt at følge en, der er alvorligt syg eller er under udredning for en alvorlig sygdom. Det kan fx være demens, kræft, Alzheimer eller Parkinson.
Det er de nærmeste relationer, som fx børn, ægtefælle eller partner til den syge, der har mulighed for at afholde de fem årlige omsorgsdage, men det kan også gælde, hvis man bor sammen med personen. Din arbejdsgiver kan forlange lægelig dokumentation for behovet for omsorg eller støtte.
Du skal være opmærksom på, at det ikke er sikkert, at du får løn, når du holder omsorgsdage som pårørende, da det afhænger af dine ansættelsesvilkår. Hvis du ikke har ret til løn, vil de dage, du har holdt omsorgsorlov, blive trukket fra din løn.
Læs også
Støtte til pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom på Social-, Bolig- og Ældreministeriets hjemmeside
Reglerne for pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom på DOKU´s hjemmeside
Plejeorlov til pasning af nærtstående i hjemmet på Sundhed.dk
Kontakt os
Ungeenheden
Gladsaxevej 3782860 Søborg
Ring til os
Skriv til os
Ring til os
Visitationen - Hjælp til borgere
Rådhus Alle 72860 Søborg