Rammevedtægter for Beboer-Pårørenderåd
I Gladsaxe har hver af kommunens plejeboliger et Beboer- og pårørenderåd, som repræsenterer beboernes og de pårørendes interesser. Rådet er et forum for dialog mellem beboere, pårørende og kommunen om at tilrettelægge hverdagen for beboerne i plejeboligerne.
Hvert Beboer- og Pårørenderåd består af 1-4 beboere, 1-4 pårørende og en frivillig.
Samarbejdsmøder med Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget
Der tilbydes forsat samarbejdsmøder i plejeboligerne en gang årligt til de Beboer- og pårørenderåd, der ikke har haft ad hoc samarbejdsmøder i løbet af året.
Formålet med at nedsætte et beboer- og pårørenderåd i kommunens plejeboliger og plejehjemmet Hareskovbo er at repræsentere beboernes og de pårørendes interesser. Rådet skal fungere som et forum for dialog mellem beboere, pårørende og kommunen om at tilrettelægge hverdagen for beboerne i de enkelte plejeboliger og plejehjem, hvor beboerne modtager kommunale serviceydelser.
Beboer- og pårørenderådets overordnede opgaver er:
- At medvirke til at få det pågældende sted til at fungere bedst muligt for beboeren i overensstemmelse med politikker og gældende retningslinjer
- At formidle beboeres og pårørendes synspunkter overfor ledelsen
- At deltage med en konstruktiv indstilling til samarbejdet om stedets anliggende
- At bidrage til at styrke kontakterne indadtil på stedet og udadtil mod omverdenen
Paragraf 3
Der nedsættes for hver plejebolig/hvert plejehjem et beboer- og pårørenderåd bestående af følgende medlemmer:
- 1-4 beboere
- 1-4 pårørende
- 1 frivillig
Paragraf 4
Beboer- og pårørenderådet sammensættes under hensyntagen til lokale forhold, dog således at beboere og pårørende udgør et flertal i rådet. Der skal tilstræbes et ens antal beboere og pårørende.
Stk. 2.
Beboer- og pårørenderådets medlemmer vælges blandt institutionens beboere og pårørende.
Stk. 3.
Pårørenderepræsentanter skal være pårørende til beboere.
Ved pårørende forstås forældre, ægtefæller, samlever, søskende, børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn eller andre, som beboeren har en nær tilknytning til og selv har udpeget.
Stk. 4.
Beboer- og pårørenderådet afgør, om det ønsker at indkalde ad hoc-medlemmer til at deltage i rådet, som f.eks. lokale ildsjæle, pårørende eller besøgsvenner.
Stk. 5.
En pårørenderepræsentant fratræder sin plads i rådet ved førstkommende rådsmøde, efter at vedkommende ikke længere er pårørende til en beboer på stedet.
Stk. 6.
Der vælges en suppleant for hvert rådsmedlem.
Stk. 7.
Beboer- og pårørenderådet skal hvert år tage stilling til, om rådet ønsker en repræsentant fra Seniorrådet med som observatør til deres møder.
Valgperioden er 4 år og følger den kommunale valgperiode. Hvis beboer- og pårørenderådet beslutter det, kan valgperioden for beboere og pårørende nedsættes til 2 år.
Stk. 2.
Valg til beboer- og pårørenderådet skal være afholdt inden april måned i lige år, henholdsvis hvert 2. eller 4. år.
Stk. 3.
Beboere og pårørende og den frivillige person, som vælges til beboer- og pårørenderådet, har stemmeret med en stemme pr. medlem.
Stk. 4.
Medlemmerne kan stemme ved fuldmagt, ved evt. fravær.
Stk. 5.
Efter behov kan der afholdes ekstraordinært valg/suppleringsvalg.
Paragraf 6
Beboer- og pårørenderådet vælger selv sin formand og næstformand blandt repræsentanterne for beboerne og pårørendegruppen. Konstituering foretages på første møde efter valget.
Paragraf 7
Beboer- og pårørenderådet afholder møde hvert kvartal. Møderne indkaldes af formanden eller på et medlems forlangende. Beboer- og pårørenderådet er beslutningsdygtigt, når et flertal af medlemmerne er til stede.
Stk. 2
Institutionens leder deltager i møderne, som sekretær for rådet.
Stk. 3
Beboer- og pårørenderådets afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 4
Formanden leder møderne og drager omsorg for at gennemføre de vedtagne beslutninger. Der udarbejdes referat fra rådsmøderne. Rådets referater offentliggøres, således at beboere, pårørende og medarbejdere m.fl. har mulighed for at læse dem. Referatet offentliggøres på hjemmesiden.
Paragraf 8
Beboer- og pårørenderådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Paragraf 9
Beboer- og pårørenderådet informerer én gang om året om rådets arbejde, på et særligt indkaldt møde for beboere og pårørende.
Paragraf 10
Der fastsættes et årligt beløb til brug for mødernes afholdelse.
Paragraf 11
Der afholdes et samlet årligt møde mellem Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget og beboer- og pårørenderådene, hvor aktuelle emner fra plejeboligområdet kan bringes op.
Beboer- og pårørenderådet udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, der er fastsat af Byrådet. Byrådet kan ikke delegere sin kompetence på følgende områder:
- bevillingskompetence
- arbejdsgiverkompetence
Stk. 2
Beboer- og pårørenderådet skal inddrages ved fastlæggelse af retningslinjerne for institutionens daglige pleje- og omsorgsindsats.
Stk. 3
Beboer- og pårørenderådet inddrages i tilsynet for institutionen i overensstemmelse med kommunens gældende tilsynskoncept. Beboer- og pårørenderådet kan afgive udtalelse om alle spørgsmål, som Byrådet forelægger det.
Stk. 4
Beboer- og pårørenderådet kommenterer på de indsatser, som plejeboligen/plejehjemmet har, med henblik på udvikling af institutionen.
Paragraf 13
Institutionens leder forestår den administrative, pleje- og omsorgsmæssige ledelse af institutionen, og er, overfor beboer- og pårørenderådet og Byrådet, ansvarlig for institutionens virksomhed.
Stk. 2
Lederen drøfter med beboer- og pårørenderådet de forhold, der har indflydelse på den pleje- og omsorgsmæssige indsats, kost eller større ændringer i medarbejdersammensætningen.
Stk. 3
Lederen udøver sin virksomhed i samarbejde med institutionens medarbejdere.
Stk. 4
Det påhviler i øvrigt lederen at holde rådet orienteret om alle sager, hvor rådet har medindflydelse eller interesse.
Paragraf 14
Beboer- og pårørenderådets medlemmer og suppleanter har, både under og efter deres virke, tavshedspligt med hensyn til de personfølsomme oplysninger, de måtte få kendskab til via deres arbejde i rådet.
Paragraf 15
Denne vedtægt træder i kraft 1. januar 2024 og afløser vedtægterne af:
- 7. februar 2022
- 1. januar 2016
- 28. september 2011 og 15. april 2002
- samt 1. januar 1994 med ændring vedtaget af Gladsaxe Byråd 15. april 1998.