Beskyttede arter

Vandflagermusen (Myotis daubentonii) er ligesom alle andre europæiske flagermus opført på EUs habitatdirektivs bilag 4 og er derfor omfattet af en streng beskyttelsesordning.

Det betyder, at den ikke må fanges, slås ihjel eller forsætligt forstyrres. Det er desuden forbudt at beskadige eller ødelægge dens yngle- og rasteområder. Vandflagermusen er en af Danmarks almindeligste flagermus, og den er udbredt i hele landet med undtagelse af visse mindre øer. Alle flagermus er fredede både på dansk og europæisk plan. Det skyldes, at flagermus stiller meget specifikke krav til deres yngle- og rasteområder og desuden formerer sig langsomt.

Vandflagermusen har om sommeren yngle- og rasteområder i hule træer, mens vinteren tilbringes på frostfri steder som kældre og brønde. Når vandflagermusen søger føde, foregår det som regel ved søer, hvor den kan ses flyvende lavt over den åbne vandflade. Når vandflagermusene i skumringen flyver fra deres dagkvarterer følger de ledelinjer i form af mindre vandløb, levende hegn eller skovveje til nærmeste velegnede fødesøgningsområde.

Hvordan ser den ud?

Flyvende flagermus kan normalt ikke bestemmes uden brug af en flagermusdetektor - et apparat der omsætter flagermusenes supersoniske ekkolod til en lyd, som mennesker kan høre. Ser man en flagermus her i Gladsaxe, der jager lavt over åbent vand, vil det dog højst sandsynligt være en vandflagermus.

Hvordan kan man hjælpe flagermusen?

Bevarelse af egnede rasteområder i form af hule træer er meget vigtigt for vandflagermusene. Kendte vinterkvarterer skal beskyttes mod ændringer, og flagermusenes adgang til dem skal sikres. Vandflader, der er blevet lukket inde i skyggende trævækst eller overgroet med andemad, kan genskabes som egnede fødesøgningsområder ved rydning eller oprensning. Etablerede ledelinjer må ikke nedlægges, brydes eller på anden måde forringes.

Spidssnudet frø (Rana arvalis) er fredet og opført på EUs habitatdirektivs bilag 4. Den findes næsten overalt i Danmark.

I Gladsaxe Kommune findes den for eksempel i mange af vandhullerne i Høje Gladsaxe Parken, Smør- og Fedtmosen og vandhullerne omkring Bagsværd Sø.

Hvordan ser den ud?

Spidssnudet frø er en mindre, brun frø med mørkere tegninger, bl.a. en mørk maske bag hvert øje. Den bliver 3,5-5 cm lang. Spidssnudet frø varierer meget i farver. I yngletiden får hannerne en kvækkepose i hver mundvig, og i mange bestande får den en lyseblå eller gråviolet farve. 

Arten ses uden for dvaletiden fra ca. marts til oktober. Den overvintrer mest på land, men kan også overvintre i vand.

Spidssnudet frø yngler normalt midt i april. De små frøer går på land omkring Sankt Hans. Ungerne især opholder sig tæt på vandhullet, og et vandhul er derfor særligt egnet, hvis det er omgivet af enge, moser og græsmarker, hvor frøerne kan finde føde.

Spidssnudet frø er gået meget tilbage og er nogle steder blevet en sjælden art. Den er gået tilbage, fordi dens ynglevandhuller er blevet fyldt op, groet til eller forurenet, der er blevet udsat fisk eller ænder i vandhullet, eller at moser og enge er blevet afvandet, så frøerne mister deres opholdssteder på land om sommeren. 

Hvad kan hjælpe arten?

Man kan hjælpe spidssnudet frø ved at grave nye vandhuller, helst flere i nærheden af hinanden, som er omgivet af eng eller græs, og hvor der er en svampet zone mellem vandet og den omgivende eng eller mark. Man kan også hjælpe arten ved at undlade at udsætte fisk og ænder i vandhullerne, da de vil kunne æde al frø-ynglen. Det vil også gavne spidssnudet frø, at vandhullerne oprenses, så det næringsrige slam fjernes, ligesom det vil gavne arten, at man undlader at tilføre vandhullerne næringsberiget vand, så man mindsker hastigheden, hvormed et vandhul kan gro til.

Stor vandsalamander er fredet og opført på EUs habitatdirektivs bilag 4. Stor vandsalamander er almindelig og findes for eksempel i mange af vandhullerne i Høje Gladsaxe Parken, Smør- og Fedtmosen og vandhullerne omkring Bagsværd Sø.

Stor vandsalamander er gået noget tilbage i antal. Det skyldes sandsynligvis, at vandhullerne forurenes med næringsstoffer og derfor gror til, eller at der udsættes fisk og ænder i vandhuller. Er der fisk eller ænder i vandhullet, yngler stor vandsalamander der sjældent.

Hvordan ser den ud?

Stor vandsalamander bliver 10-16 cm lang. De voksne dyr har mørkegrå eller sort ryg og har mange små, hvide vorter på kroppens sider. Bugen (maven) er svovlgul med sorte pletter. Hannen kendes i yngletiden på en høj rygkam med et savtakket omrids.

Stor vandsalamander er mest aktiv om natten. Om dagen gemmer den sig i huller i jorden, under grene eller lignende. I marts-april kommer stor vandsalamander frem af vinterdvalen og vandrer ned til vandhullerne. Her parrer salamandrene sig og opholder sig frem til slutningen af sommeren. I sensommeren forlader de voksne individer vandhullerne, og lever herefter på land, mest nær hegn og haver, og man kan af og til finde den i kældre, udhuse og lign. Omkring oktober opsøger den et overvintringssted.

Hvad kan hjælpe arten?

Stor vandsalamander foretrækker at leve i rene vandhuller, som solen gerne må kunne skinne på. Udyrkede bræmmer omkring vandhullerne kan være med til at sikre, at vandet ikke blive næringsbelastet. Den er afhængig af solskin for at kunne være aktiv. Kreaturafgræsning eller hugst omkring vandhullet vil sikre, at tilgroningen af de skyggende buske og træer holdes nede, og at der skabes gode vækstbetingelser for vandplanterne. Bevarelsen af dødt ved på skovbunden vil sikre, at der findes mange egnede overvintringssteder for stor vandsalamander.
Det vil også hjælpe den, at man undlader at udsætte fisk og fodre ænder i ynglevandhullerne, da de kan æde al ynglen i et vandhul.

Hvinand (Bucephala clangula) er en sjælden ynglefugl i Danmark og er på rødlisten som næsten truet.

Langt hovedparten af de ynglende danske hvinænder findes i Nordsjælland. Hvinanden yngler årligt med 5-6 par ved Nydam og 1-2 par ved Bagsværd Sø. Hvinanden yngler normalt ved søer omgivet af løvskov. Reden anbringes i hule træer eller i redekasser opsat nær bredden af passende søer. Fremgangen i den danske bestand skyldes især opsætning af redekasser.

Udenfor yngletiden opholder hvinanden sig især på havet i lavvandede vige og fjorde. I træktiderne i vinterhalvåret opholder mange hvinænder fra det øvrige Skandinavien sig i Danmark - helt op til 100.000 hvinænder eller en tredjedel af den nordeuropæiske vinterbestand. Hvinanden må - ligesom de fleste andre dykænder - jages fra 1. oktober til 31. januar. 

Hvordan ser den ud?

Hvinanden er en mellemstor dykand. Hannen har i yngledragt skinnende metalgrønt hoved med en stor hvid plet under det gule øje. Resten af fjerdragten er holdt i sort og hvidt. Hunnen er overvejende grå dog med hvide vingebånd og brunt hoved. Navnet skyldes, at svingfjerenes udformning gør, at vingerne synger i flugten.

Hvad kan hjælpe arten?

Bestanden begrænses af mangel på egnede redesteder. Opsætning af redekasser og bevarelse af hule træer er til stor gavn for hvinanden.