Græsning som naturgenopretning
I Gladsaxe Kommune har vi store arealer, hvor heste og okser græsser til gavn for biodiversiteten.
I Gladsaxe Kommune arbejder vi med genopretning af de naturlige processer for at bevare og styrke biodiversiteten. En nøglefaktor i naturgenopretning er udsætning af store planteædere, som fx heste og okser, som går ude hele året i en varieret og stor fold uden tilskudsfodring. Det kalder vi naturnær græsning.
I dag har Gladsaxe Kommune to projekter med naturnær græsning. I samarbejde med Københavns Kommune driver vi Høje Gladsaxefolden i Søborg, mens Fedtmosefolden i Bagsværd er etableret i samarbejde med Herlev Kommune. Når foldene krydser kommunegrænsen, sikrer vi, at de er så store som muligt.
Her på siden kan du læse mere om naturnær græsning, og du kan finde svar på spørgsmål om foldene. De to folde forvaltes lidt forskelligt.
Hvorfor har vi græssende dyr?
Helårsgræssende planteædere som heste og okser er en af de bedste måder at styrke biodiversiteten i et naturområde. De store dyr bidrager væsentligt til en mere mangfoldig og varieret natur med flere blomster, insekter og fugle.
Dyrene skaber lysninger i krat og skov og sørger for, at der kommer flere blomster og mindre græs. At dyrenes går på arealerne i vinterhalvåret, gør en verden til forskel for at begrænse dominerende grove græsser og skabe plads til mindre blomsterplanter.
Dyrene æder siv og tramper i vandhullerne, så disse forbliver lysåbne. Hermed bliver vandet lunt, hvilket er vigtigt for padder og mange vandinsekter som fx guldsmede.
Om vinteren gnaver dyrene til tider i træernes bark og knopper, og de fremmer dermed krogede, skæve og hullede såkaldte veterantræer – og skaber dermed nye levesteder for biller, svampe, laver og mosser.
Dyrenes efterladenskaber er levested for specialiserede svampe og insekter.
De gavnlige effekter af helårsgræsning sker som en kombination af påvirkningen i henholdsvis sommer- og vinterhalvåret. I løbet af vinteren og foråret bides vegetationen helt i bund, hvilket sikrer masser af lys og varme til blomsterplanterne. Hvis der ikke er et tilstrækkeligt højt græsningstryk i vinterhalvåret, vil de positive effekter blive tilsvarende mindre.
Om sommeren kan de relativt få dyr ikke følge med plantevæksten. Derfor bliver der masser af plads til blomstring.
Flere blomster, efterladenskaber, veterantræer og lysåbne vandhuller øger alt sammen mængden og diversiteten af insekter. Og det forplanter sig opad i fødekæden og øger fødeudbuddet til fugle, padder, rovinsekter og flagermus.
De græssende dyr giver ekstra naturoplevelse
Mange synes, at det er sjovt at se på dyrene, så det giver en ekstra naturoplevelse for alle, der færdes i foldene. Gladsaxe Kommune har en ambition om, at Gladsaxe skal være en grøn, levende og klimavenlig by. De græssende dyr bidrager til denne ambition.
I denne film fortæller vi, hvorfor der er sat heste ud i parken, og hvordan de gavner naturen. Filmen er fra 2021, og derfor er det ikke de samme heste, som går der nu.
Spørgsmål og svar om græsning med okser og heste
Urokser og vildheste har været vidt udbredt i Danmark, men de blev udryddet af mennesket for cirka 5.000 år siden.
De store dyr spillede en nøglerolle og skabte levesteder for mange andre arter.
Når vi nu lader robuste racer af okser og heste græsse hele året, udfylder de således den rolle, som vilde heste og okser havde.
Naturnær græsning er græsning på naturens præmisser. Her skal vi ikke producere store bøffer, men i stedet stor biodiversitet!
Naturnær græsning er helårsgræsning uden tilskudsfodring. Dyrene må ikke sulte, og når der skal være føde til dyrene på arealet hele året, kan der kun gå få dyr pr. hektar.
I naturnær græsning har dyrene adgang til mineraltilskud, men de får ikke ormekur, da disse slår insekterne ihjel.
Overordnet set har dyrene et fantastisk liv i de store og varierede naturområder.
Hvis der er et dyr, der mistrives og ikke er egnet til projektet, bliver det selvfølgelig fjernet fra folden.
Naturnær græsning fungerer mest optimalt, når flere arter, fx heste og okser, græsser på samme fold - også kaldet samgræsning.
Samgræsning – det vil sige græsning med flere dyrearter som heste og okser på samme fold – har en række fordele.
Heste og okser har forskellige fødepræferencer, og de kan derved bedre udnytte føden på arealet. Det sikrer et mere naturligt græsningstryk til gavn for biodiversiteten.
Samgræsning giver blandt andet disse fordele:
- Det skaber større variation i naturen pga. dyrenes forskellige græsningsmønstre
- Det bidrager til spredning af forskellige typer plantefrø
- Dyrenes efterladenskaber understøtter forskellige typer gødningsfauna
- Det reducerer naturligt mængden af parasitter, hvilket betyder øget dyrevelfærd. Det skyldes, at okser er drøvtyggere, og heste ikke er. En række parasitter kan ikke skifte mellem okse og hest som vært.
- De forskellige dyr giver flere forskellige naturoplevelser for de besøgende i området.
En tommelfingerregel er, at der er føde til et dyr pr. 2-3 hektar. En hektar er 10.000m2.
I traditionelt landbrug med sommergræsning går der normalt flere dyr – ofte et dyr pr. hektar. Det høje græsningstryk betyder, at de fleste blomster bliver ædt, og overgræsning er desværre et problem på mange naturarealer med sommergræsning.
Overordnet set viser vegetationen, om der er for få dyr, mens dyrenes huld (sundhedstilstand mm.) afslører overgræsning.
Når området er optimalt græsset, skal der være ædt helt ned til rosetplanterne i april måned på langt det meste af arealet, men der må gerne være pletter tilbage med høj vegetation, især under krat og buske.
Hvis der stadig er et lag dødt plantemateriale tilbage i april måned, er der for få dyr på arealet til at græsse det optimalt efter formålet - at øge biodiversiteten.
Hvis dyrene taber sig for meget, er der for mange dyr på arealet. Vurderingen af dyrenes huld og sundhedstilstand sker i samarbejde med tilknyttede dyrlæger.
Det er afgørende for projektets formål med at øge biodiversiteten i området, at dyrene ikke tilskudsfodres.
Derfor tilpasses antallet af græssende dyr nøje et optimalt græsningstryk samtidigt med, at dyrene trives.
Hvis dyrene tilskudsfodres, vil de ophøre med at udføre deres naturlige fourageringsadfærd om vinteren.
I vinterhalvåret æder dyrene frugter fra træer som bøg, eg, vildæble mm. De æder også kviste, bark og knopper fra træer og buske, lysesiv, brombær og andet, de typisk ikke æder meget af om sommeren. Der er også masser af vissent græs som fortsat har en foderværdi, ligesom græsset tit sætter nye skud i mildere perioder af vinteren.
Dyrenes trivsel øges i øvrigt af, at de skal finde deres føde rundt omkring på arealet.
Særligt hestenes fordøjelsessystem og blodcirkulation er bygget til, at de skal vandre, imens de æder. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt, at de står stille omkring en balle hø mange timer om dagen. Naturlig fouragering giver desuden dyrene en mere varieret kost, hvilket også gavner deres trivsel.
Hvis et dyr bliver for tynd, vil den enten blive fjernet fra området eller begrænset fodret. En kortvarig fodring sker kun, hvis vi vurderer, at fodringen vil være så begrænset, at den ikke ændrer på dyrets adfærd og naturen i folden.
Ormemidler udskilles som gift i afføringen i op til to måneder, og det har en meget negativ påvirkning af biodiversiteten, da det dræber de dyr, der lever af hestepærer og kokasser. Denne negative effekt forplanter sig opad i fødekæden. Derfor anvender vi som udgangspunkt ikke ormemidler.
Netop insekter, der lever af af gødning - også kaldet gødningsfaunaen - er en af de insektgrupper, der er gået mest tilbage, og mange af arterne er truede. Derfor styrker vi disse insekter ved at undlade ormekure.
Orm er tillige et mindre problem, når dyrene har store folde og en varieret kost. Ved samgræsning bliver parasittrykket yderligere reduceret.
På foldene er der opsat læskur, så dyrene kan finde læ og tørt leje.
Dyrene bruger dog sjældent læskuret, da deres pels er tilpasset vind og vejr.
Når foldene er store og varierede, kan dyrene altid finde ly og læ langs skovbryn eller under træer.
Særligt skygge om sommeren er vigtig for dyrene, som sjældent fryser, men hurtigt kan få det for varmt. Derfor giver partier med krat og muligheden for at svale sig i en sø rigtig god dyrevelfærd.
I foldene findes der op til flere planter, som er giftige for dyr i større eller mindre mængder. Nogle planter er særligt giftige for heste, mens okser godt kan tåle dem.
Giftighed handler i høj grad om mængde.
Dyrene kan fx godt æde agern uden at blive syge, så længe de frit kan supplere med anden kost.
Dyrene er evolutionært tilpasset til at undgå de mest giftige planter. Ellers havde et dyr som hesten, der som art er mere end én million år gammel, ikke overlevet.
Derudover har de enkelte individer i deres opvækst i flokken tillært sig en adfærd, så de undgår de giftige planter.
Billede af blodplettet larve
Fx er der brandbæger i foldene, hvilket er en giftig plante for heste. Hestene har siden 2020 levet i Høje Gladsaxefolden med brandbæger uden problemer. De æder simpelthen udenom.
Til gengæld trives den smukke sommerfugl blodplet, hvis larver udelukkende lever af brandbæger. Deres advarselsfarver signalerer, at de er giftige. En gift de har optaget fra brandbæger-planten.
Billede af sommerfuglelarven blodplet.
Mindre dyr som ræv eller hare kryber let under hegnet.
Rådyr og andre hjorte, kan enten krybe under eller hoppe over hegnet.
De dyr, der anvendes i de bynære græsningsprojekter, er rolige og fredelige, og du er meget velkommen til at gå tur i foldene.
Dyrene kan være nysgerrige, men vil som udgangspunkt trække sig og holde naturlig afstand til de besøgende. Som besøgende skal du holde afstand og gå væk, hvis dyrene er opsøgende.
Må der være hunde i folden?
Okser og heste kan være mere opsøgende på hunde, så sørg for at holde hunden i kort snor og hold afstand til dyrene - eller lad hunden blive hjemme, hvis du skal ind i folden.
Fodring gør, at dyrene ændrer adfærd og bliver opsøgende.
Dyrene er store, og de kan komme til at nappe og skubbe, hvis de begynder at forbinde mennesker med godbidder. Nogle besøgende synes, at det er utrygt og ubehageligt, hvis dyrene er opsøgende og kommer tæt på.
Tag derfor hensyn til hinanden og dyrene – og lad være med at fodre dem.
Spørgsmål og svar om folden i Høje Gladsaxe Park
Antallet af dyr i folden kan svinge lidt.
Status april 2024: 2 Galloway-okser og 3 Exmoor-heste.
Fælles for dyrene er, at det er robuste racer, der klarer sig godt i naturen hele året.
I midten af marts 2024 valgte Gladsaxe Kommune at udskifte de to Konik-hopper i Høje Gladsaxe Park med tre Exmoor-hingste.
Det skete, fordi den ene Konik-hoppe fik en revne i en hov. Dyrlægen og dyrepasser vurderede, at det ikke umiddelbart var noget, der gav hesten problemer, men at det kunne kræve behandling og ekstra tilsyn over en periode.
Den slags behandlinger er ikke optimale i en fold som denne. Da den anden hoppe ikke kunne gå alene, valgte Gladsaxe Kommune derfor at bytte de to heste ud med tre andre heste, så de to hopper kan fortsætte med at gå sammen.
Nu går der i stedet en lille flok på tre hingste af racen Exmoor i folden.
Ude i naturen er det normalt, at hingste går sammen i flokke, hvor de enes fint, og de tre nye hingste, som er seks år gamle, kender hinanden godt og er i dag en del af en harmonisk flok.
Exmoor er ligesom Konik hesteracer, der egner sig godt til helårsgræsning, og de er lige så publikumsvenlige som de hopper, vi før havde i folden.
De første heste i folden var af racen Konik. I dag anvender vi Exmoor. Du kan i videoen høre mere om konik-racen, men langt de fleste pointer om racen, gælder for alle de robuste hesteracer, herunder Exmoor.
Der er dagligt opsyn med dyrene af en professionel dyrepasser fra den lokale institution Mosen.
Derudover er der ansat ”weekendpassere”, hvis dyrepasseren holder fri eller er syg.
Dyrepasseren har også et ugentligt tjek af hegnet.
Uden for almindelig arbejdstid er Gladsaxe Kommunes Vagtordning og projektets dyrlæger med døgnvagtordning tilknyttet projektet.
I folden findes flere søer og vandhuller samt et naturligt kildevæld. Her kan dyrene finde rigeligt vand af en fin kvalitet.
Dyr, der går i naturarealer, får en stor del af deres væskebehov dækket i forbindelse med græsning til forskel fra dyr, der fodres med hø og andet tørfoder.
I tilfælde af hård frost løber vandet stadig fra kilden, som er grundvandsfødt. Hvis det ikke er tilfældet, eller at der ikke er tilstrækkeligt med vand, køres der vand ud til arealet.
De fleste heste passer selv deres hove, når de går på naturarealer. Det kommer dog an på, hvor meget de bevæger sig i området, og hvor blødt arealet er. Heste, der har behov for jævnlig hovbeskæring, vil blive fjernet, hvilket også anbefales af dyrlægerne, der er tilknyttet projektet.
Der er dagligt tilsyn med dyrene i folden, så hvis du ser en skadet eller syg hest/okse, kan det være en god idé at se situationen lidt an.
Det er ikke sikkert, at dyret er alvorligt skadet, men ved akutte situationer kan du ringe til:
- Gladsaxe Kommune på 39 57 50 00 på hverdage kl. 9-14
- Vagttelefonen 20 25 75 51 på hverdage kl. 14-9 og hele døgnet i weekenden og på helligdage.
Hvis du opdager, at hegn eller låger er gået i stykker, må du meget gerne ringe på ovenstående numre.
Kort over dyrefolden i Høje Gladsaxe Park.
Folden ligger i Høje Gladsaxe Park, og du er meget velkommen til at besøge den.
Den ligger i parkens sydlige ende og er dermed beliggende i den sydligste del af Gladsaxe Kommune.
Faktisk strækker folden sig ind i Københavns Kommune, som er med i projektet ved at lægge lidt jord til folden.
Der er gode adgangsmuligheder med cykel, og hvis du er i bil, kan du fx parkere på Grønnemose Allé under 500 meter fra folden.
Se større kort
Hold afstand til dyrene
Dyrene i folden er rolige og fredelige. De kan være nysgerrige, men vil som udgangspunkt trække sig og holde naturlig afstand til de besøgende. Som besøgende skal du holde afstand og gå væk, hvis dyrene er opsøgende.
Må der være hunde i folden?
Okser og heste kan være mere opsøgende på hunde, så sørg for at holde hunden i kort snor og hold afstand til dyrene - eller lad hunden blive hjemme, hvis du skal ind i folden.
Hvorfor er det strengt forbudt at fodre dyrene?
Fodring gør, at dyrene ændrer adfærd og bliver opsøgende. Dyrene er store, og de kan komme til at nappe og skubbe, hvis de begynder at forbinde mennesker med godbidder.
Nogle besøgende synes, at det er utrygt og ubehageligt, hvis dyrene er opsøgende og kommer tæt på.
Tag derfor hensyn til hinanden og dyrene – og lad være med at fodre dem.
Spørgsmål og svar om folden i Fedtmosen
27/10 2023 fik vi fire Galloway-okser i Fedtmosefolden, hvor de går hele året. Folden er et stort område på 19 hektar - det svarer til cirka 25 fodboldbaner. Projektet er et samarbejde mellem Herlev og Gladsaxe kommuner.
28/11 2024 blev flokken udvidet til i alt 6 okser.
Galloway er en robust race, der klarer sig godt i naturen hele året.
I denne film kan du se, da galloway-okserne kom til Fedtmosen.
I folden findes flere søer og vandhuller samt Tibberup Å. Her kan dyrene finde rigeligt vand af en fin kvalitet.
Dyr, der går i naturarealer, får en stor del af deres væskebehov dækket i forbindelse med græsning til forskel fra dyr, der fodres med hø og andet tørfoder.
Der er også opsat et frostfrit drikketrug, så dyrene altid har adgang til vand - også i perioder med længerevarende, hård frost.
Den social-økonomiske virksomhed Grantoftegård er forpagter af Fedtmosefolden. Grantoftegård ejer okserne, og står for det tilsyn mm.
Hvis du oplever skader på hegnet, et sygt dyr eller andet, så kan du kontakte Grantoftegård på telefon 88 18 58 30.
Okserne gemmer sig ofte i krattet og ligger og tygger drøv, så det er ikke sikkert, at du ser dem i den store fold.
Der er dagligt tilsyn med dyrene i folden, så hvis du ser en skadet eller syg okse, kan det være en god idé at se situationen lidt an.
Det er ikke sikkert, at dyret er alvorligt skadet, men ved akutte situationer kan du ringe til forpagteren Grantoftegård på telefon 88 18 58 30.
Dem kan du også kontakte, hvis du opdager, at hegn eller låger er gået i stykker.
Kort over Fedtmosefolden
Folden ligger i Fedtmosen, som ligger i både Herlev og Gladsaxe Kommune. Du er meget velkommen til at besøge folden.
Der er gode adgangsmuligheder med cykel, og hvis du er i bil, kan du fx parkere på parkeringspladsen på Gråpilevej (indkørsel fra Klausdalsbrovej), ved Naturcenter Kildegården på Klausdalsbrovej eller området omkring Værebrovej.
Se større kort
Hold afstand til dyrene
Dyrene i folden er rolige og fredelige. De kan være nysgerrige, men vil som udgangspunkt trække sig og holde naturlig afstand til de besøgende. Som besøgende skal du holde afstand og gå væk, hvis dyrene er opsøgende.
Må der være hunde i folden?
Okser kan være mere opsøgende på hunde, så sørg for at holde hunden i kort snor og hold afstand til dyrene - eller lad hunden blive hjemme, hvis du skal ind i folden.
Hvorfor er det strengt forbudt at fodre dyrene?
Fodring gør, at dyrene ændrer adfærd og bliver opsøgende. Dyrene er store, og de kan komme til at nappe og skubbe, hvis de begynder at forbinde mennesker med godbidder.
Nogle besøgende synes, at det er utrygt og ubehageligt, hvis dyrene er opsøgende og kommer tæt på.
Tag derfor hensyn til hinanden og dyrene – og lad være med at fodre dem.