Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Børn og familie Børn og sundhed Tandplejen Tandpleje 6-9 år

Tandpleje 6-9 år

Dit barn skal til at have sine første rokketænder. Her på siden kan du læse mere om hvornår dit barn skal skifte sine fortænder, om tandbørstning, kost og syreskader på tænderne samt emaljefejl og lakering af tænderne.

Alle børn skifter fra mælketænder til voksentænder i to faser. Første fase i tandskiftet begynder, når dit barn er cirka seks år gammelt. Det er meget individuelt, hvornår børn får sin første rokketand.

Dit barn skal i første fase af tandskiftet skifte alle otte fortænder i mælketandsættet – fire fortænder i overkæben og fire fortænder i underkæben. Dit barn får også sine fire seks års tænder – én i hver side af overkæben og underkæben. Seks års tænderne kommer bagved mælkekindtænderne. 

Når dit barn har skiftet alle otte fortænder, er der en pause i tandskiftet på to til tre år, før anden fase i tandskiftet starter.

Dobbelttænder

En mælketand bliver løs, fordi den nye voksentand opløser roden på mælketanden. Nogle gange kan den nye voksentand vokse frem bagved eller foran mælketanden. Dette medfører at mælketanden ikke bliver løs, da den nye voksentand ikke får opløst roden på mælketanden.

Hvis dit barn har ”dobbelttænder”, skal du kontakte tandklinikken. Så vurderer vi, om mælketanden skal trækkes ud, eller om den kan blive løs på naturlig vis.

”Dobbelttænder”, de nye voksentænder vokser frem inden bagved mælketænderne.

 

 

I Tandplejen anbefaler vi, at dit barn får børstet tænder to gange dagligt, morgen og aften. 

Det er vigtigt at have en god rutine, hvad tandbørstning angår. Husk at børste på ydersiden, indersiden og på toppen af alle tænderne. Børst med cirkelbevægelser, så der børstes på halv tand og halvt tandkød.

Valg af tandbørste og tandpasta

Brug voksentandpasta indeholdende 1450 ppm fluor.

Brug en blød tandbørste med et lille børstehoved. Er tandbørsten for stor, kan det være svært at børste på alle tandflader i en lille mund.

Man må gerne bruge en el-tandbørste. Vi anbefaler en genopladelig el-tandbørste.

Vi anbefaler tandtråd én gang dagligt. 

Det er en god idé at dit barn ligger ned, når I børster tænder. Det giver et bedre overblik/udsyn og dit barn slapper mere af i kinder og tunge.

Voksenhjælp til tandbørstning

Vi anbefaler voksenhjælp til tandbørstning til dit barn er cirka 12 år. Før har dit barn ikke udviklet tilstrækkelig motorik til selv at kunne børste sine tænder korrekt.

Når barnet er cirka seks år, kan du se de nye seksårs-tænder bagerst i tandrækken. Mens tænderne bryder frem, vil de være delvist dækket af tandkød. Derfor anbefaler vi, at man børster på tværs af seksårstænderne i frembrudsfasen. Det kan tage op til et år før seksårstænderne er fuldt frembrudt.

Videoer af korrekt tandbørstning

Det er vigtigt at opretholde en god mundhygiejne, for at forebygge at dit barn får huller i tænderne.

Bakteriebelægninger (plak) dannes på tænderne i løbet af dagen og natten. Hvis tænderne ikke børstes rene for plak morgen og aften, er der risiko for, at dit barn får huller i tænderne.

Når sukker møder bakteriebelægninger på tænderne, omdannes sukker til syre, som ætser hul i tanden.

Små begyndende huller i den yderste del af tanden forhindres i at bliver større, hvis man børster tænderne godt og bruger tandtråd. På tandklinikken kan vi fluorbehandle tanden med passende intervaller.

Hvis hullet i en tand bliver for stort, skal der laves en fyldning.

Vi anbefaler, at dit barn får en sund og varieret kost jævnfør de gældende kostråd.

Friske fødevarer som grøntsager, frugt samt hjemmelavet mad er sundest for tænderne. Færdiglavet mad indeholder ofte mere sukker end hjemmelavet mad.

Tørrede frugter som dadler, figenstænger og rosiner er dehydreret frugt, hvor frugtsukkerindholdet er højt. Tørrede frugter klistrer til tænderne, hvilket øger risikoen for at få huller i tænderne.

Vi anbefaler, at dit barn drikker mælk eller vand.

Slik og søde sager

Hvis dit barn skal have slik og søde sager, anbefaler Tandplejen kun én slikdag om ugen. Sodavand, juice, kakaomælk og saftevand hører under kategorien ”slik”. 

Vi ser en stigende tendens til at børn fra en tidlig alder får læskedrikke dagligt. Læskedrikke som blandt andet er sodavand (også light produkter), saftevand, juice, ice the, energidrik, giver syreskader på tænderne.

Syreskader opstår, når tandsubstans bliver opløst på grund af syren i læskedrikke. Tænderne bliver med tiden tyndere og tyndere. Tænderne bliver ofte meget følsomme og skrøbelige.

Læskedrikke hører også under kategorien ”slik”. Vi anbefaler maksimalt en halv liter læskedrik om ugen.

 

Sunde tænder uden syreskader.   

Tænder med syreskader. 

Ti til tyve procent af alle børn har en eller flere tænder med det, vi kalder for ”plettet emalje” som på fagsprog kaldes emaljehypoplasier.

Emaljehypoplasier rammer meget hyppigt seksårstænderne, men kan ramme alle tænder – herunder også mælketænderne.

Den ”plettede emalje” opstår under tandens dannelse i kæben og skyldes derfor ikke dårlig tandbørstning. Vi kender ikke årsagen til emaljehypoplasier.

Tanden bryder frem med defekter i emaljen og har ofte ”pletter” der er gullige, brunlige eller hvide. Denne emalje har en ringere hårdhed i forhold til normal emalje, og derfor ses ofte et forøget slid eller ligefrem brud på emaljen.

Følsomme tænder

Tænderne kan være følsomme for koldt og varmt, og der er en forøget risiko for, at der kommer hul i tanden. 

Børst grundigt

Grundig tandbørstning med fluortandpasta to gange dagligt og begrænsning af søde sager, er derfor ekstra vigtige ved forekomsten af ”plettede” tænder.

Pletterne kan ikke fjernes, men på tandklinikken kan vi reparere tanden med en plastfyldning, hvis der er knækket noget af, eller den er meget følsom.

Er tanden intakt men meget følsom, kan et forløb med fluorpensling hver tredje måned i ét år afhjælpe følsomheden i tanden.

     

På det første billede ses en seksårstand med en gullig-brun ’plettet’ emalje, kaldet opaciteter. Farven, graden og udbredelsen af opaciteterne kan variere meget. På det andet billede ses to fortænder med tydeligt gullig-brune ’pletter’.       

 

 

Seksårstænderne har furer på tyggefladerne. Furerne er hos nogle børn så dybe, at tandbørsten ikke kan komme til bunds. Dette vil kunne afhjælpes med en lakforsegling.

Hvis bakteriebelægninger får lov til at ligge i fred i disse furer, kan der meget hurtigt komme hul i tanden.

Når dit barns seksårstænder er fuldt frembrudt vurderer vi, om dit barns tænder kan have gavn af lakforsegling. Vi lakerer ikke rutinemæssigt, men efter behov.

Lakforseglinger er en behandling, der giver kindtænderne en ekstra beskyttelse mod huller. Furerne på tænderne lukkes med en speciel plastlak, så bakterierne ikke kan komme ned i furerne. Behandlingen giver en god beskyttelse mod huller på tandens tyggeflade, da tanden nu er lettere at børste. Selv om tænderne er lakerede, er det fortsat vigtigt med grundig tandbørstning – også dér, hvor lakken sidder.

Billedet viser en kindtand med plak i de dybe furer. Plakken er farvet rød, så den kan ses tydeligt i tandens furer.

Det sker ofte, at børn skærer tænder om natten.

Det kan lyde voldsomt og højt, men det er ikke en tilstand, vi kan gøre noget ved. Det plejer at stoppe når dit barn bliver ældre.

Der kan normalt ses et slid på mælketænderne, og til tider kan en tandflig gå af tanden. I mange tilfælde er behandling ikke nødvendig.

Hvis dit barn slår sine tænder, er det vigtigt, at du kontakter tandklinikken. 

En tandskade skal altid meldes til forsikringen, hvis dit barn er dækket af en tandskadeforsikring. Dette er vigtigt i det der kan opstå skade på de nye voksentænder, eller komme komplikationer efter dit barn er udskrevet fra børne- og ungdomstandplejen.

Cirka hvert fjerde barn falder og slår sine nye voksentænder. På tandklinikken undersøger vi og følger den beskadigede tand efter gældende retningslinjer. Vi tager blandt andet røntgen af tanden, måler vitaliteten i tanden og observerer tandens farve.

Hvornår dit barn bliver indkaldt til undersøgelse, er afhængigt af, hvornår dit barn sidst var til undersøgelse. I Gladsaxe kommunale Tandpleje indkalder vi til undersøgelser, med intervaller op til 18 måneder. Ved hver undersøgelse vurderer vi, hvornår dit barn har behov for næste undersøgelse.

Hvis du har spørgsmål inden dit barn bliver indkaldt til næste undersøgelse, er du altid velkommen til at kontakte tandklinikken.

Tandplejen Grønnemose
Høje Gladsaxe Torv 4
2860 Søborg
Telefon 39 57 64 80

Tandplejen Skovbrynet
Værebrovej 156
2880 Bagsværd
Telefon 39 57 65 90

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback