Vandselskabet Novafos har undersøgt drikkevandet for 76 nye stoffer og fundet ét nyt stof, trifluoreddikesyre (TFA) i drikkevandet fra fem vandværker. Stoffet er det samme, som Miljøstyrelsen har fundet i 219 ud af 247 grundvandsboringer over hele landet. Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er stoffet ikke sundhedsfarligt i de koncentrationer, som Novafos har målt. Forbrugerne kan derfor fortsat trygt drikke vandet fra Novafos.
Novafos har undersøgt drikkevandet på samtlige af sine 17 vandværker for 99 miljøfremmede stoffer. Af de 99 stoffer er drikkevandet aldrig tidligere blevet undersøgt for de 76 af stofferne. Ingen af de fem vandværker, hvor det nye stof er påvist, ligger i Gladsaxe.
- Ud af de 76 nye stoffer har vi påvist ét nyt stof, trifluoreddikesyre (TFA) i drikkevandet fra fem vandværker. Det drejer sig om Marbæk Vandværk, Femhøj Vandværk og Skovsognets Vandværk i Frederikssund Kommune, Ølstykke Vandværk i Egedal Kommune og Ermelundsværket i Gentofte Kommune. Stoffet stammer ifølge Miljøstyrelsen med stor sandsynlighed fra kølemidler, der anvendes i klimaanlæg, køleanlæg og varmepumper, siger Bo Lindhardt, vicedirektør og vandchef i Novafos.
Vandet kan trygt drikkes
De fundne koncentrationer af TFA i drikkevandet fra Novafos ligger langt under den grænseværdi, som Miljøstyrelsen forventes at fastsætte for det nye stof, og Styrelsen for Patientsikkerhed, som foretager den sundhedsmæssige vurdering af stoffet, oplyser, at der ikke er nogen sundhedsmæssig risiko ved at indtage drikkevandet i de koncentrationer, som Novafos har fundet.
Vandet i hele Novafos' forsyningsområde, også fra de fem vandværker, hvor stoffet er påvist, kan derfor fortsat trygt drikkes.
Hvad gør Novafos nu?
Som opfølgning på fundene af TFA i drikkevandet fra de fem vandværker udtager Novafos prøver fra de boringer, der hører til de fem vandværker. Samtidig fortsætter Novafos med en øget og tæt kontrol af drikkevandet.