Ved fest- og kulturdagen Gladsaxe Loves Culture modtog Netværk for flygtninge og indvandrere i Gladsaxe Integrationsprisen 2023 for deres indsats for at hjælpe flygtninge og indvandrere på plads i samfundet.
Foto: Formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget Michael Dorph Jensen og borgmester Trine Græse overrækker Integrationsprisen 2023 til Rikke Ljunggren, formand for Netværk for flygtninge og indvandrere i Gladsaxe
Gennem de sidste 12 år har den frivillige forening Netværk for flygtninge og indvandrere ydet en helt særlig indsats for at hjælpe flygtninge og indvandrere med at finde sig til rette i Gladsaxe og i det danske samfund. Derfor modtog foreningen lørdag 3. juni 2023 Gladsaxe Kommunes Integrationspris.
En hel vifte af aktiviteter
Netværk for flygtninge og indvandrere har løbende formået at tilpasse aktiviteter og støtte og dermed hjulpet en masse mennesker med lige præcis det, de har brug for. Hver tirsdag aften står frivillige klar til åbent hus og rådgivning på BIBLIOTEK+ i Høje Gladsaxe, hvor de blandt andet hjælper med lektielæsning, at skrive jobansøgninger, sprogtræning gennem hverdagssamtaler, leg og spil, kommunikation med sundhedssystemet og egen læge.
Langvarige relationer
Foreningen arrangerer også fællesspisning og udflugter, og over årene er der opbygget flere tætte relationer og venskaber. Rigtig mange får lyst til at komme igen og blive en fast del af netværket. Nogle er endda landet så godt i Gladsaxe og i netværket, at de selv har påtaget sig rollen og ansvaret som frivillig i Netværk for flygtninge og indvandrere.
I sin tale ved overrækkelsen af prisen fremhævede borgmester Trine Græse, at det vidner om en stærk forening, som kan noget helt særligt.
- Jeg vil gerne takke dig og hele foreningen for jeres store engagement og vedholdende og kontinuerlige arbejde. I er i den grad med til at gøre en forskel i mange menneskers liv og understøtte integrationen af nye borgere i vores kommune. I Gladsaxe er vi heldige, at vi har så engagerede frivillige som jer, sagde borgmester Trine Græse til formand Rikke Ljunggren ved overrækkelsen.