Gladsaxe har landets næsthøjeste BNP pr. indbygger og sammen med tre andre kommuner buldrer virksomhederne frem i sådan en grad, at de står for to tredjedele af den samlede stigning i BNP i 2022. Det viser en ny Momentum-analyse.
Gladsaxe Erhvervskvarter. Foto: Astrid Busse.
I Gladsaxe Kommune, Kalundborg Kommune, Hillerød Kommune og Ballerup Kommune er stigningen i BNP på mellem 17 og 26 procent.
Fremgangen skyldes blandt andet succesrige medicinalvirksomheder og især Novo Nordisk. Det forklarer analysechef i KL, Søren Aagesen.
- De fire kommuner, der har den højeste vækst i 2022, er kendetegnet ved, at de huser nogle af Novo Nordisks produktionsfaciliteter. Når man har et firma, der er så succesrigt på verdensplan, så slår det selvfølgelig også igennem i denne opgørelse, siger Søren Aagesen.
- Vi er rigtig glade for at have nogle af de bedste virksomheder i landet, som er dygtige til at skabe vækst og værdi. For det er jo en ære, der først og fremmest tilfalder de virksomheder i Gladsaxe, der vokser, siger borgmester Trine Græse.
Hun peger på, at Gladsaxe Kommune arbejder med blandt andet at facilitere netværk og partnerskaber for de lokale virksomheder og sikre, at kommunens betjening af erhvervslivet er med til at understøtte virksomhedernes vækst.
- Vi har tidligt i kommunens udvikling sørget for at udvikle erhvervsområder, hvor der er plads til at have for eksempel fremstillingsvirksomheder, som jo godt kan larme lidt og skabe noget trafik. Og så sørger de dygtige medarbejdere i vores erhvervsservice for at have en god dialog med virksomhederne, siger borgmesteren.
Læs mere i artikel fra Momentum