Erhvervsområder, som helt eller delvist forbeholdes produktionsvirksomheder, skal friholdes for forureningsfølsom anvendelse. De områder, der udpeges til produktionsvirksomheder, skal forbeholdes virksomheder med en vis miljøbelastning og med investeringer knyttet til deres beliggenhed, som derfor ikke kan flyttes uden væsentlige omkostninger.
Produktionsvirksomheder er i planloven defineret som virksomheder, der er omfattet af Godkendelsesbekendtgørelsen bilag 1 og 2, Maskinværkstedsbekendtgørelsen og virksomheder anført på Brugerbetalingsbekendtgørelsens bilag 1 (maskinfabrikker, cementfabrikker m.m., dog ikke husdyrbrug).
Der gælder følgende retningslinjer:
- Indenfor områder, der er udpeget til produktionsvirksomheder, må der kun etableres produktionsvirksomheder, herunder produktions-, transport-, logistik- og lagervirksomheder eller funktioner, der har tilknytning hertil.
- Indenfor de udpegede konsekvensområder, kan der ikke etableres forureningsfølsom anvendelse med mindre, miljølovgivningens til enhver tid gældende grænseværdier kan overholdes således, at virksomhedernes drifts- og udviklingsmuligheder ikke forringes.