Gladsaxe har fire erhvervsområder, Bagsværd, Gladsaxe og Mørkhøj samt Gyngemosepark. De fire områder er meget forskellige i forhold til beliggenhed, erhvervstyper og arkitektur.
Vi vil styrke de fire områders forskelligheder, men der er også fællestræk, vi styrker i alle områderne. Der skal gøres en indsats for at bevare og/eller etablere nye grønne strukturer i erhvervsområderne. Erhvervsområderne er typisk anlagt til transport med bil, men som et led i den grønne omstilling er det vigtigt at arbejde for en mere varieret og finmasket infrastruktur i områderne, så de i højere grad tilgodeser alle former for mobilitet.
Der gælder følgende retningslinjer:
- Erhvervsområdernes identitet og forskellighed skal styrkes, så vi fortsat sikrer et mangfoldigt erhvervsliv.
- I erhvervsområderne skal der arbejdes for en mere finmasket infrastruktur, som i højere grad prioriterer de bløde trafikanter.
- Bilismen skal begrænses i erhvervsområderne, blandt andet ved at arbejde med mobilitetsløsninger samt nedbringe antallet af parkeringspladser. Se de generelle rammer
- Der skal sikres flere grønne områder og opholdsmuligheder i erhvervsområderne, ved at stille krav til friarealer samt biofaktor. Se de generelle rammer