Detailhandlen i Gladsaxe Kommune er kortlagt i en analyse gennemført fra juli til oktober 2017 af Cowi A/S. Analysen rummer bl.a. en kortlægning af samtlige butikker, deres omsætning, og areal i hele kommunen. Den rummer også en række andre kortlægninger, beregninger og vurderinger af detailhandlens styrke og udviklingsmuligheder.
Gladsaxe Kommune er tæt bebygget, og der er politisk ønske om at styrke de eksisterende handelssteder i kommunen. Dermed er fortætning og kvalitetsløft i de eksisterende handelsområder vejen frem. Analysen kommer med en række konkrete forslag til, hvordan dette kan ske.
Analysen er lavet, så den kan sammenlignes med to tidligere analyser i 2014 og 2008. Resultaterne viser, at detailhandlen i Gladsaxe har tabt konkurrencekraft, men har en styrkeposition inden for særlig pladskrævende varer.