Du kan søge om økonomisk hjælp, hvis du befinder dig i en økonomisk uventet situation. Du kan bl.a. søge om enkeltydelser til fx lægebehandling, samværsudgifter og boligindskud.
For overblik over satserne for offentlige ydelser henviser vi til opgørelse på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.
Er du i en uforudset økonomisk situation, kan du søge kommunen om økonomisk tilskud til en række udgifter – dét, der kaldes hjælp i særlige tilfælde.
Du læse om, hvad du kan søge økonomisk tilskud til på borger.dk
Hvis du har udgifter i forbindelse med din deltagelse i et beskæftigelsesrettet tilbud, fx virksomhedspraktik, kan du få dem dækket af Jobcenteret. Udgifterne kan fx være transport og andre merudgifter.
Generelle regler for udbetaling
- Der udbetales kun transportgodtgørelse, når den daglige transport mellem bopæl og det sted, hvor tilbuddet gennemføres, er mere end 24 km. tur/retur. Der udbetales kun godtgørelse for det antal kilometer, der ligger ud over 24 km.
- Godtgørelse for andre merudgifter må ikke overstige kr. 1.000,00 pr. måned.
Vi gør opmærksom på, at transportgodtgørelse og godtgørelse for andre merudgifter er skattepligtige.
Hvis du har brug for særlig støtte til høje boligudgifter, skal du opfylde alle nedenstående krav.
Du kan søge om særlig støtte til høje boligudgifter, hvis du:
- Har høje boligudgifter
- Modtager uddannelses- eller kontanthjælp, syge- eller barselsdagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, ressourceforløbsydelse, revaliderings- eller ledighedsydelse.
- Har været ude for ændringer i dine forhold, der har medført et indtægtstab (en social begivenhed). En social begivenhed kan fx. være arbejdsløshed, sygdom, skilsmisse eller andre situationer, hvor du ikke er i stand til at klare dine almindelige økonomiske forpligtelser.
Før den særlige støtte kan bevilges, skal det dog først undersøges, om der kan skaffes en rimelig, billigere bolig.
Du skal desuden være opmærksom på, at retten til særlig støtte til høje boligudgifter også afhænger af bl.a. dine formue- og indtægtsforhold. Hvis du er gift eller samlevende, og din ægtefælle/samlever har en indtægt, har dette også betydning for, om du har ret til støtte.
Når du deltager i aktivering efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan du have ret til at få udbetalt et beløb, der skal dække nogle af dine udgifter forbundet med din aktivering (dette kaldes også en "godtgørelse").
Du kan være berettiget til merudgiftsgodtgørelse, hvis du er:
- kontanthjælpsmodtager
- uddannelseshjælpsmodtager
- overgangsydelsesmodtager uden at være omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven
- i et ressourceforløb eller i et jobafklaringsforløb
- ledig selvforsørgende
- under 18 år og modtager et uddannelses.- eller beskæftigelsestilbud
Hvis du samtidig deltager i aktivering i form af:
- virksomhedspraktik
- vejledning og opkvalificering
- nytteindsats
Hvornår kan jeg få merudgiftsgodtgørelse?
Du kan få merudgiftsgodtgørelse, hvis transportafstanden mellem din bopæl og dit aktiveringssted er mere end 3 km. Udbetalingens størrelse afhænger af, hvor mange antal zoner, der er mellem bopæl og tilbudssted ved offentlig transport:
- 2 zoner: der udbetales brutto 600 kr.
- 3 zoner: der udbetales brutto 800 kr.
- 4 zoner og op til 24 km.: der udbetales brutto 1000 kr.
Godtgørelsen er skattepligtig og kan have en indflydelse på din boligstøtte og visse andre indkomstafhængige ydelser. Godtgørelsen vil blive udbetalt sammen med din ydelse sidst på måneden.
Hvordan søger jeg om merudgiftsgodtgørelse?
Jobcenteret bevilliger merudgiftsgodtgørelse i forbindelse med at du bevilliges et tilbud, hvis du opfylder kriterierne herfor. Du behøver derfor ikke at søge om godtgørelsen selv.
Hvis du ikke har fået merudgiftsgodtgørelse, og du mener, at du er berettiget hertil, kan du kontakte din sagsbehandler i Jobcenteret.
I juni måned og august måned 2023 udbetales ekstraordinær inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier. Hjælpen er til alle børnefamilier i kontanthjælpssystemet og børnefamilier, hvor mindst én af forældrene er i ressourceforløb eller jobafklaringsforløb og modtager ressourceforløbsydelse.
Inflationshjælpen har til formål at hjælpe økonomisk udsatte børnefamilier, der har været ramt af stigende priser som følge af den høje inflation.
Hvem kan modtage inflationshjælp?
Hjælpen er målrettet alle forsørgere, der i januar måned 2023 modtog:
- Kontanthjælp, Uddannelseshjælp samt Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller Overgangsydelse
- Ressourceforløbsydelse under ressourceforløb
- Ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb
Hjælpen udbetales til forældre, som deler adresse med egne børn under 15 år. Inflationshjælp ydes alene til den registrerede moder, hvis begge forældre opfylder betingelserne.
Du kan læse hele loven om inflationshjælpen på borger.dk
Hvornår udbetales hjælpen?
Pengene udbetales som skattefrit beløb i to rater og modregnes ikke i øvrige offentlige ydelser. Den første halvdel af beløbet udbetales den 30. juni 2023 og anden halvdel udbetales den 9. august 2023.
Inflationshjælpen udbetales automatisk til de familier som er berettiget - det betyder at du ikke selv skal ansøge om hjælpen.
Hvis du vil ansøge om inflationshjælp
Hvis du mener at du er omfattet af målgruppen for inflationshjælp, men du ikke får udbetalt inflationshjælpen inden den 1. juli 2023, kan du ansøge om inflationshjælpen i perioden fra den 1. juli 2023 til 30. november 2023.
Hvis du ønsker at søge, kan du rette henvendelse til Servicecenter på tlf. 39 57 66 20 alle hverdag mellem kl. 9.00 og 14.00. Inden du søger, bør du undersøge om inflationshjælpen er udbetalt til din ægtefælle eller til dit barns anden forældre.
Link til Retsinformation
Søg om enkeltydelser
Søg om kontanthjælp
Søg om uddannelseshjælp
Hjælp i særlige tilfælde
Anmeld socialt bedrageri
Søg om boligstøtte
Mere infomation
Dokumentation til Ydelsesafdelingen
Du kan indsende dokumentation eller andre henvendelser til os, når du har en sag i Ydelsesafdelingen.
Når du indsender dokumentation til os, vil du blive dirigeret direkte over til NemID, hvor du skal logge dig ind. Derefter skal du vælge, hvilken sag du ønsker at sende dokumentationen til.
Vi ønsker, at du indsender en besked til os, når du:
- har modtaget et partshøringsbrev, hvor vi efterspørger dine bemærkninger eller dokumentation - fx lønsedler, kontoudskrifter eller opsigelse
- har modtaget et brev om manglende dokumentation, som skal bruges til behandling af din ansøgning om økonomisk hjælp - bl.a. enkeltydelser eller kontanthjælp
- har en fast aftale om at indsende dokumenter hver måned - f.eks. lønsedler
- du har oplysninger eller dokumenter som kan have relevans for din sag
Dette gælder, når du bl.a. modtager eller har søgt om:
- overgangs-, selvforsørgelse- og hjemrejseydelse
- uddannelseshjælp
- kontanthjælp
- supplement til brøkpension
- flekslønstilskud
- ledighedsydelse
- ressourceforløb og Jobafklaring
- enkeltydelser, såsom medicin eller hjælp til betaling af husleje
OBS: Dette gælder ikke hvis du modtager sygedagpenge