Alle 0-6-årige børn i Gladsaxe Kommunes børnehuse og dagpleje tilbydes frokost og mellemmåltider (formiddag og eftermiddag) samt mælk.
Formålet med madordningen er, at alle børn i dagtilbuddene tilbydes sunde måltider, der skal medvirke til at skabe sunde kostvaner og bidrage til børnenes generelle trivsel, udvikling og dannelse. Herunder, at børnene oplever måltider med nærvær, tryghed og fællesskab.
Tilbuddet om den kommunale frokost til børnehavebørn kan dog fravælges af flertallet af forældre i det enkelte børnehus i de kommunale dagtilbud eller forældrebestyrelsen i de selvejende dagtilbud.
Kort om maden
- Maden laves lokalt i det enkelte børnehus
- Maden er sund og lever op til de officielle anbefalinger
- Maden er minimum 80 % økologisk
- Der er fokus på klima og bæredygtighed
- Børnene inddrages i rutinerne i forbindelse med måltidet
- Der er fokus på fællesskaber og samtaler under måltidet
Maden og måltidet
Afstemning om frokost til børnehavebørn
Ifølge Dagtilbudsloven skal alle børn i kommunale, selvejende og private daginstitutioner alle hverdage tilbydes et sundt frokostmåltid. Gladsaxe Kommune har tilbudt frokost, mellemmåltider formiddag og eftermiddag samt mælk til alle børn i dagtilbud som en del af dagtilbudsydelsen siden september 2009.
Det er politisk besluttet, at forældre til børn, der er fyldt 3 år, særskilt skal betale for frokosten pr. 1. oktober 2024. Som udgangspunkt vil der være et sundt frokosttilbud i alle børnehuse, men ifølge loven skal forældre have mulighed for at fravælge den kommunale frokostordning, hvis de betaler særskilt for maden.
I lige år, startende i 2024, vil der være mulighed for afstemning om fravalg af frokosten blandt forældre til børnehavebørn. Valget foretages første gang i løbet af marts 2024 med virkning fra og med 1. oktober 2024 til og med 30. september 2026.
Valget omhandler udelukkende frokostmåltidet. Mellemmåltider og mælk vil stadig være en del af dagtilbudsydelsen, også for børnehavebørn.