Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)
Du kan få tilbudt Borgerstyret Personlig Assistance, også kaldet en BPA-ordning, hvis du har betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og et behov, der gør det nødvendigt med ganske særlig støtte, som ikke kan kompenseres på anden vis.
Her kan du læse Gladsaxe Kommunes kvalitetsstandard for ’Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)’, som beskriver det politisk fastsatte serviceniveau på området. Formålet med kvalitetsstandarden er at synliggøre de rammer, vi i kommunen har fastlagt for hvem, der kan modtage støtte, hvad støtten kan anvendes til og hvor megen støtte, du som borger kan forvente. Vi tager altid udgangspunkt i en dialog med dig - og eventuelt dine pårørende - om dine ønsker og behov, når vi bevilger og tilrettelægger din støtte. Det betyder, at vi bevilger din støtte ud fra en konkret og individuel vurdering inden for de rammer, som lovgivningen og kvalitetsstandarden sætter.
Beskrivelse af standarden
Du kan få tilbudt Borgerstyret Personlig Assistance, også kaldet en BPA-ordning, hvis du har betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og et behov, der gør det nødvendigt med ganske særlig støtte, som ikke kan kompenseres på anden vis. En BPA-ordning giver mulighed for, at du selv kan ansætte hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse eller praktisk bistand.
For at få tilbudt Borgerstyret Personlig Assistance skal du have et omfattende og særligt behov for pleje, omsorg, overvågning eller ledsagelse, der ikke kan dækkes af andre bestemmelser i serviceloven. Det kan for eksempel være, at du har behov for hjælp til mange og spredte opgaver i løbet af døgnet, hvor det er en forudsætning, at hjælperne er til stede, for at du kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.
Det er desuden et krav, at du er i stand til at fungere som arbejdsleder. Det betyder, at du skal være i stand til at tilrettelægge din hjælp og fungere som daglig leder for dine hjælpere. For eksempel skal du kunne planlægge, hvilke opgaver der skal løses og hvornår og varetage en del af personaleledelsen.
Formålet med en BPA-ordning er at give dig, der har et omfattende og ganske særligt behov for pleje, overvågning, ledsagelse eller praktisk bistand, mulighed for at leve et så selvstændigt liv som muligt i egen bolig.
En BPA-ordning vil altid tage udgangspunkt i en konkret, individuel vurdering af dit behov for hjælp og din konkrete situation, og ordningerne kan derfor se meget forskellige ud. Der vil dog altid være tale om fleksible og helhedsorienterede ordninger med selvstændighed og selvbestemmelse i centrum.
Med en BPA-ordning skal du være arbejdsleder for dine personlige hjælpere. Det betyder blandt andet, at du skal være med til at udvælge og oplære hjælperne, varetage den daglige planlægning og afholde møder og udviklingssamtaler. Du kan vælge selv at varetage rollen som arbejdsgiver eller overdrage arbejdsgiveransvaret til en relevant forening eller en privat virksomhed. Der skal være tale om en forening eller privat virksomhed, som er godkendt af Socialtilsynet. Arbejdsgiveransvaret kan også overdrages til en nærtstående pårørende, som vil skulle godkendes af kommunen.
Der kan være følgeudgifter ved BPA-ordningen, for eksempel øget forbrug i hjemmet og udgifter til aktiviteter udenfor hjemmet. Kommunen yder som udgangspunkt et tilskud på 1000 kr. om måneden til dækning af følgeudgifter. Hvis du modtager bistands- eller plejetillæg, foretager vi en konkret beregning af følgeudgifterne.
Lov om social service § 96.