Skip til hoved indholdet Søg Søg Job Job

Kvalitetsstandard for social stofmisbrugsbehandling - Sagsbehandling og visitation

Social behandling for rusmiddelproblematikker er relevant for borgere, der har et skadeligt forbrug af rusmidler.

Gladsaxe Kommune har et samarbejde med Ballerup Kommune omkring anonym stofbehandling. Det betyder, at du som borger frit kan vælge, om du vil modtage din behandling i Gladsaxe eller Ballerup Kommune, jf. afsnit 5.

Hvad kan vi tilbyde dig

I Gladsaxe Rusmiddelcenter tilbyder vi råd og vejledning enten telefonisk eller ved personligt fremmøde. Råd og vejledning har til formål at hjælpe dig med at blive afklaret i forhold til, om du ønsker at søge behandling. Endvidere kan råd og vejledning afklare, om du er i målgruppe for rusmiddelbehandling eller, om vi skal henvise dig til andre tilbud i kommunen eller i regionen.

Når du henvender dig i Gladsaxe Rusmiddelcenter, får du en tid til en visitationssamtale. Hvis du ønsker at benytte dig af muligheden for en lægesamtale, får du også en tid hos lægen. Begge tider ligger senest 14 dage fra henvendelsen, men tiderne ligger ikke nødvendigvis den samme dag.

Behandling tilbydes, hvis du efter screening og udredning, vurderes at have et skadeligt brug eller afhængighedssyndrom af stof efter kriterier fastsat af World Health Organisation (WHO).

Ved visitationssamtalen foretages en udredning ved hjælp af MapPlan. MapPlan hjælper med at kortlægge misbrugets karakter og omfang – og øvrige sociale og helbredsmæssige faktorer, der kan få betydning for behandlingsindsatsen. På baggrund af MapPlan beskrives din samlede sociale- og sundhedsfaglige situation (social anamnese) og der udarbejdes et forslag til en behandlingsplan, der gennemgås sammen med dig. Visitationssamtalen kan deles i to samtaler, da erfaringen er, at det kan være hensigtsmæssigt at skabe rum for en grundig og fyldestgørende udredning samt grundig udarbejdelse af behandlingsplan.

Den ambulante behandling kan påbegyndes umiddelbart efter visitationssamtalen, hvis behandlingen foregår i Gladsaxe Rusmiddelcenter.

Gladsaxe Rusmiddelcenter skal tilbyde dig behandling senest 14 dage efter du har henvendt dig med ønske om behandling. Din gennemgående behandler udarbejder en behandlingsplan i samarbejde med dig.

Grundlaget for en behandlingsplan baseres på en helhedsvurdering af din:

  • Fysiske og psykiske tilstand
  • Misbrugets karakter
  • Sociale situation
  • Motivation for at engagere sig i behandling med det formål at ændre adfærd i forhold til brugen af stof
  • Medvirken til aktivt at løse egne problemer

Positiv effekt eller gennemførelse af behandling er betinget af, at du overholder behandlingsaftaler og følger de faglige anvisninger, eksempelvis:

  • Fremmøde til individuelle samtaler eller gruppeforløb
  • Lægefaglige anvisninger
  • Rådgivnings- og behandlingssamtaler

Behandlingsplanen indeholder en faglig begrundelse for det behandlingstilbud, du er blevet visiteret til. Planen vil desuden beskrive, hvad den konkrete behandling består af, og hvor den vil foregå. Der er ikke en tidsbegrænsning i behandlingsplanen. I samarbejde med din behandler sættes der mål for behandling, som indskrives i din behandlingsplan.

Behandlingsplanen følger dig under hele behandlingsforløbet og justeres løbende, og minimum hvert halve år evalueres behandlingsplanen med henblik på sikring af fortsat relevante behandlingsindsatser. Din behandler har ansvaret for, at der løbende følges op og justeres på din plan.

Din behandler i Rusmiddelbehandlingen udarbejder behandlingsplanen i samarbejde med dig. Udover din behandlingsplan i Rusmiddelcentret, får du tilbudt en koordineret handleplan jf. Servicelovens § 141, hvis du er i målgruppe. Den koordinerede handleplan er et redskab, der sætter en ramme for den samlede indsats, som du tilbydes i kommunen. Planen skal sikre en koordineret og helhedsorienteret indsats med udgangspunkt i dine egne ønsker og behov.

I Gladsaxe Kommune udarbejdes den koordinerede handleplan typisk af en koordinerende sagsbehandler fra Jobcentret. Hvis du er i ordinært arbejde, hjælper vi dig med at finde ud af hvem, der er handleplansansvarlig i din sag.

Handleplanen giver dig mulighed for at fremlægge hvilke områder, du ønsker hjælp og støtte til. Handleplanen kan for eksempel støtte dig i at forandre og styrke din relationer og kompetencer på
følgende områder:

  • Misbrug af rusmidler
  • Behandlingstiltag
  • Familie og børn
  • Socialt netværk (inklusive fritid)
  • Beskæftigelse og/eller uddannelse
  • Økonomi
  • Kriminalitet
  • Fysisk helbred
  • Psykisk helbred
  • Bolig

Den koordinerende sagsbehandler i kommunen vil ved udarbejdelse af handleplanen sørge for, at der
skabes en hensigtsmæssig kobling til indsatserne i din behandlingsplan. Handleplanen vil fungere som en
koordinerende handleplan – og er dermed overordnet alle andre handleplaner, som du måtte have i
kommunen.

Gladsaxe Rusmiddelcenter har et tværfagligt sammensat visitationsudvalg, som træffer afgørelse i alle sager om rusmiddelbehandling. Dette omfatter både tilbud om ambulant behandling, dagbehandling og døgnbehandling. Du modtager en skriftlig afgørelse med klagevejledning, når din sag har været behandlet af visitationsudvalget. Du har mulighed for at mødes med visitationsudvalget i forbindelse med, at din sag skal behandles. Din behandler kan vejlede dig herom.

Du har mulighed for at vælge et andet behandlingstilbud end det, du tilbydes af kommunen. Det frie valg af behandlingstilbud er dog begrænset til andre tilbud af samme karakter, som det, du har fået tilbudt. Vælger du at gøre brug af det frie valg, kan der være ventetid - nogle gange i mere end 14 dage. Retten til at vælge kan begrænses, hvis hensynet til din samlede situation taler for det.

Vælger du et andet tilbud end det, du tilbydes af kommunen, skal dette tilbud være i stand til at følge de faglige retningslinjer og mål, der er beskrevet i din behandlingsplan. Tilbydes du et ambulant behandlingstilbud af kommunen, har du ikke mulighed for frit at vælge et døgntilbud, da der er tale om forskellige grader af intensitet i de to typer af tilbud. Der kan kun vælges mellem behandlingstilbud, der er godkendt på Tilbudsportalen (www.tilbudsportalen.dk).

Ved indskrivning i behandlingen kan du give samtykke til, at Rusmiddelcentret må kontakte dig for at følge op på forløbet. Det vil ske senest 1 måned efter behandlingstilbuddet afsluttes – og igen efter 6 måneder. Tilbuddet om opfølgning efter endt behandling er et frivilligt tilbud til dig som borger. Tilbuddet forudsætter, at dit forløb afsluttes planmæssigt. Denne type opfølgninger har vist en tendens til højere grad af fastholdelse af opnåede behandlingsmål.

Kontakt os hvis du er bekymret for en pårørende eller har brug for rådgivning og behandling

Rusmiddelcentret

Østmarken 4B
2860 Søborg
rusmidler@gladsaxe.dk

Ring til os

Bemærk

Der kan tilbydes individuelle samtaler udenfor åbningstid

Rusmiddelcentret

Østmarken 4B
2860 Søborg
rusmidler@gladsaxe.dk

Ring til os

Bemærk

Der kan tilbydes individuelle samtaler udenfor åbningstid

Rusmiddelcentret

Østmarken 4B
2860 Søborg
rusmidler@gladsaxe.dk

Ring til os

Bemærk

Der kan tilbydes individuelle samtaler udenfor åbningstid

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback