Skip til hoved indholdet Søg Søg Job Job

Kvalitetsstandard for social stofmisbrugsbehandling - Indledning

I Gladsaxe Kommune er rusmiddelområdet organiseret i Social- og Sundhedsforvaltningen, Sociale Tilbud og Indsatser (STI), tæt knyttet til kommunens øvrige tilbud.

Denne kvalitetsstandard for den sociale behandling af stofmisbrug i Gladsaxe Kommune henvender sig til borgere, pårørende og sagsbehandlere. Den beskriver den hjælp, borgere kan forvente at modtage i kommunens behandlingstilbud om social misbrugsbehandling i henhold til Servicelovens § 101, eventuelt parallelt med en sundhedsfaglig indsats i henhold til Sundhedslovens §142, der omhandler medicinsk stofmisbrugsbehandling.

Formålet med kvalitetsstandarden er:

  • At give borgerne en oversigt over kommunens tilbud om social stofbehandling
  • At beskrive indsatsernes serviceniveau, herunder de politiske målsætninger og prioriteringer, som behandlingen tager afsæt i
  • At være et arbejdsredskab for ledere og medarbejdere i kommunen i relation til at sikre en ensartet visitation til behandling og udførelsen af indsatserne på rusmiddelområdet

Stofmisbrug betyder i denne sammenhæng at være fysisk og/eller psykisk afhængig af ét eller flere illegale rusmidler i en sådan grad, at det medfører skader eller problemer for vedkommende selv og/eller pårørende, eller samfundet.

Borgere der alene har et alkoholmisbrug og søger behandling er således ikke omfattet af denne kvalitetsstandard.

Formål, indsatser og værdigrundlag og lovgrundlag

Den politiske ramme for den sociale stofmisbrugsbehandling i Gladsaxe Kommune udgøres af:

  • Politisk behandling af sag om etablering af Rusmiddelcentret 2009
  • Gladsaxe Kommunes Sundhedspolitik • Gladsaxestrategien
  • Socialstyrelsens Nationale Retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling 2020
  • Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler 2019
  • Vejledning til læger, der behandler opioidafhængige patienter med substitutionsmedicin 2017

Det overordnede mål med behandlingsindsatsen er at mindske de rusmiddelrelaterede skader for borgeren, familien og det omgivende samfund. Det sker ved at hjælpe borgeren med at ophøre med sit misbrug. Hvor dette mål ikke er realistisk, hjælpes borgeren med at reducere sit forbrug og/eller de skader, der følger af misbruget. Rusmiddelcentret arbejder familieorienteret, og hvor det er muligt, inddrages pårørende. Rusmiddelcentret tilbyder løbende pårørendekurser.

Målet med behandlingen er derudover:

  • At borgeren opnår indsigt i sit brug af rusmidler og udvikler handlemuligheder til at reducere og/eller blive stoffri
  • At borgeren kan forebygge negative konsekvenser af både fysisk, psykisk og social karakter ved brug af stoffer
  • At borgeren kan fastholde et liv med færre stoffer eller stoffrihed
  • At borgeren forbliver i eller kommer i gang med, uddannelse eller arbejde
  • At borgeren gennem en tværfaglig og helhedsorienteret indsats opnår stabile forhold boligmæssigt og økonomisk og indgår i samfundet mere bredt
  • At borgeren kan arbejde på at etablere netværk uden aktivt brug af rusmidler
  • At borgeren opnår indsigt i sin eventuelle psykiske sårbarhed, og får mulighed for specialiseret behandling rettet mod psykisk lidelse
  • At borgeren opnår bedre generel sundhed, og modtager relevant behandlingstilbud, hvis nødvendigt
  • At pårørende opnår indsigt om og handlemuligheder i forhold til misbrugsmønstre og relationer

Behandlingsindsatsen bygger på respekt for individet samt på den nyeste evidensbaserede viden om indsatser og effekt samt nationale sociale og kliniske retningslinjer og vejledninger. I behandlingen gælder følgende grundlæggende principper:

  • Behandlingen skal være frivillig1
  • Behandlingen skal være gratis for borgeren
  • Behandlingen skal være let tilgængelig
  • Behandlingen tilbyder et varieret behandlingstilbud ud fra evidensbaserede metoder knyttet til borgerens individuelle ønsker og behov
  • Behandlingen skal kunne suppleres med medicinsk behandling, jf. Lægelig vejledning for substitutionsbehandling, jf. Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler 2018.

I Gladsaxe Kommunes behandlingstilbud har borgeren indflydelse på egen behandling og tilrettelæggelse af behandlingen. Borgerindflydelse sikres blandt andet gennem deltagelse i udarbejdelse af mål og plan for behandlingen. Rusmiddelbehandlingen i Gladsaxe hviler på en forventning om, at borgeren indgår aktivt i forløbet. Tilbud og indsatser tilrettelægges i en professionel dialog med borgeren og tager udgangspunkt i borgerens opfattelse af problemomfang, ønsker og målsætning for forløbet.

-----------------------------------------------------------------------------

1 Undtaget er unge under 18 år, hvor myndighedshaveren kan bestemme.

Gladsaxe Kommune tilbyder social behandling for stofmisbrug i overensstemmelse med Servicelovens § 101. Tilbuddet skal iværksættes senest 14 dage efter borgerens anmodning om at komme i behandling.

Denne kvalitetsstandard beskriver borgerens ret til at modtage samt kommunens pligt til at tilbyde, social behandling inden for fristen på de 14 dage. Samtidig har borgeren ret til at vælge mellem offentlige og private godkendte behandlingstilbud, som kan sidestilles med det tilbud, som kommunen har visiteret til.

Den medicinske behandling sker med hjemmel i Sundhedslovens § 142 og er ikke omfattet af denne kvalitetsstandard. Gladsaxe Kommune skal ifølge lovgivningen tilbyde gratis medicinsk behandling for stofmisbrug.

Den medicinske behandling med substitutionsmedicin er en del af kommunens samlede behandlings- og rehabiliterende tilbud for borgere med stofmisbrug. Det er den behandlingsansvarlige overlæges og ledelsens ansvar at tilrettelægge den samlede behandlingsindsats. Den behandlingsansvarlige overlæge og ledelsen sikrer således den fornødne sammenhæng mellem en eventuel lægelig behandling, den psykosociale indsats og indsatsen mod de sociale problemer, som borgeren i øvrigt måtte have behov for. Det er således kommunes ansvar at sikre en koordineret sundhedsfaglig og socialfaglig behandlingsindsats.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback