Skip til hoved indholdet Søg Søg Job Job

Kvalitetsstandard for social stofmisbrugsbehandling - Hvilke tilbud omfatter behandlingen?

Det faglige indhold i Gladsaxe Rusmiddelcenters tilbud for social behandling for stofmisbrug reguleres efter Servicelovens §§ 101 og 101a, som handler om henholdsvis stofmisbrugsbehandling og anonym stofmisbrugsbehandling. De sociale indsatser retter sig som udgangspunkt mod den nedsatte fysiske og psykiske funktionsevne og de sociale problemer, som følger af misbruget. For beskrivelse af de konkrete tilbud, jf. afsnit 5.

Tilbud om behandling

Gladsaxe Kommunes tilbud om rusmiddelbehandling er udviklet med henblik på at opfylde behandlingsbehovene hos en bred målgruppe af borgere. Denne målgruppe kan blandt andet variere i forhold til alder, misbrugsart og-mønstre, fysisk og psykisk sundhedssituation, social og familiemæssig situation mv. Rusmiddelcentret blev grundlagt med en vision om, at Gladsaxe Kommune tror på et forandringspotentiale hos alle samt med et fokus på en rehabiliterende indsats.

Læs mere om Gladsaxe Rusmiddelcenters behandlingstilbud

Personalets faglige kvalifikationer og kompetenceudvikling

Rusmiddelbehandlingen ved Gladsaxe Rusmiddelcenter varetages af en tværfaglig sammensat personalegruppe. Rusmiddelcentret råder over socialrådgivere, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger, læger, psykolog, administrativt personale mv.

Der arbejdes ud fra forskellige evidensbaserede behandlingsmetoder og best practise således, at vi tilbyder kvalificeret og relevant behandling til borgerne.

Udover deres grunduddannelse har personalet efteruddannelser i blandt andet:

  • Dobbeltfokuseret rusmiddelbehandling (samtidig misbrug og psykisk sårbarhed)
  • Systemisk løsningsfokuseret metode • Familieorienteret alkoholbehandling
  • Motiverende samtale (MI)
  • Psykoterapi
  • Kognitiv metode
  • Dialektisk adfærdsterapi (DAT)
  • Narrativ metode

Derudover modtager personalegruppen modtager løbende faglig supervision både internt og fra ekstern supervisor.

Der henvises i øvrigt til www.tilbudsportalen.dk for en mere detaljeret beskrivelse af Rusmiddelcentrets sammensætning af faglige kompetencer og udvikling.

Gladsaxe Rusmiddelcenter kategoriserer omfanget af den sociale stofmisbrugsbehandling i tre behandlingstyper, jf. Socialstyrelsens Nationale Retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling, 2020.

Intensitet af behandlingen

  • Ambulant behandling
    Ydelse mindst to gange om måneden og højst otte gange om måneden
  • Dagbehandling
    Ydelse mere end otte gange om måneden i ambulant regi
  • Døgnbehandling
    Døgnbehandling med henblik på stoffrihed eller stabilisering

Der arbejdes med individuelt tilpassede og relevante temaer under behandlingsforløbet. Som udgangspunkt stilles der således krav til konkretisering af behandlingsplanens temaer.

Ungebehandling under 25 år

Den sociale behandling for unge, der bruger rusmidler, hviler på U18-Modellen, Behandlingen er et samarbejde mellem den unges pårørende, Ungeenheden, Familieafdelingen, Rusmiddelcentret samt andre relevante aktører.

I Rusmiddelcentret findes følgende behandlingstilbud:

  • U18 som bærende metode
  • Råd og vejledning (1-2 samtaler)
  • Udredning (1-8 samtaler)
  • Behandling (6-12 måneder)
  • Anonym rådgivning (1-2 samtaler)
  • Udvidet råd og vejledning (5-8 samtaler)

Voksenområdet

Den sociale behandling for stofmisbrug på voksenområdet består af:

  • Indskrivningsfasen (udfærdigelse af MapPlan, social anamnese og behandlingsplan samt tilbud om screening for dobbeltbelastning og lægesamtale)
  • Behandling rettet mod borgerens eventuelle ambivalens samt personlige mål herunder ønsket stofpolitik (stoffrihed eller reduktion)
  • Familieorienteret behandling
  • Dobbeltfokuseret behandlingstilbud
  • Sundhedsfaglig behandling herunder substitutionsbehandling
  • Visitation til ambulant, dag- og døgnbehandling
  • Koordinering af behandlingstilbud med borgerens eventuel øvrige indsatser i kommunen eller regionen
  • Pårørendetilbud til voksne over 18 år
  • Gruppetilbud til børn og unge med forældre, der bruger rusmidler. Enten i eget regi eller ved henvisning til anden aktør

For en nærmere beskrivelse af de forskellige tilbud inden for den sociale stofmisbrugsbehandling, se afsnit 5.

Sundhedsfaglig rusmiddelbehandling

Sundhedsfaglig rusmiddelbehandling indgår som en del af den samlede behandlingsindsats, idet den skal understøtte den sociale indsats. Den sundhedsfaglige behandling omfatter foruden medicinsk behandling efter Sundhedslovens § 142, også indsatser i forhold til nedtrapning af lægeordineret afhængighedsskabende medicin og en indsats mod overdosisdødsfald blandt borgerne. Derudover er der i den sundhedsfaglige behandling et overordnet fokus på at bidrage til at generel ulighed i sundhedsvæsenet mindskes for Rusmiddelcentrets målgruppe.

Substitutionsbehandling tilbydes sideløbende med den sociale behandling. Gladsaxe Kommune har en målgruppe af borgere, der har behov for længerevarende medicinsk behandling. Substitutionsbehandling
er en veldokumenteret medicinsk behandling af opioid-afhængighed. Medicinen virker ved, at stoftrangen mindskes.

Gladsaxe Rusmiddelcenter har daglig åben for medicinudlevering og det er muligt at afhente gratis injektionsværktøj og prævention i medicinudleveringen. Lægemidler mod alkoholmisbrug – og afhængighed er gratis, hvis den foregår som led af den samlede behandling og afhentes på Rusmiddelcentret.

Det sundhedsfaglige team består af læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistent.

Der kan i særlige tilfælde udleveres medicin andre steder end på Rusmiddelcentrets adresse. Det vil typisk være i forbindelse med svær sygdom og kan da foregå i eget hjem. Visitation til denne ordning forudsætter en godkendelse i Rusmiddelcentrets visitationsudvalg.

Kvalitetskrav til eksternt dag- og døgnbehandlingstilbud

Alle borgere får udarbejdet en konkret og individuel helhedsorienteret behandlingsplan, som er målrettet den enkeltes ønsker og behov for behandling. Dette gælder ligeledes borgere med ønsker og behov for en
højere intensitet end ambulant behandling. Gladsaxe Kommune kan på baggrund af en konkret rusmiddelfaglig vurdering henvise til godkendt offentlig eller privat ekstern dag- og døgnbehandling i henhold til Tilbudsportalen.

For at sikre højst mulig kvalitet i behandlingen, stiller Gladsaxe Kommune krav til leverandørerne.
Kvalitetskravene dækker hele behandlingen, herunder rammer og indhold samt det værdigrundlag, behandlingen bygger på. I Gladsaxe Kommune indgår vi en behandlingskontrakt med vores leverandører for at sikre nedenstående krav efterleves.

Krav til behandlingstilbud.

Behandlingstilbuddet skal:

  • Være godkendt på Tilbudsportalen i henhold til Servicelovens § 101 og § 107 ved døgnbehandling
  • Samarbejde med henblik på, at borgeren kan udsluses til mindre indgribende foranstaltning hurtigst muligt
  • Udarbejde og fremsende løbende status og afslutningsstatus. Derudover stilles krav om beskrivelse af behandlingsindsatser og borgerens progression og fremtidige arbejdspunkter
  • Orientere Gladsaxe Rusmiddelcenter ved uplanlagt ophør
  • Umiddelbart informere Gladsaxe Rusmiddelcenter i tilfælde af, at der sker ændringer på behandlingstilbuddet, som kan påvirke kvaliteten af tilbuddet generelt og/eller den enkelte borgers behandlingsplan.

Gladsaxe Rusmiddelcenter fører individuelt personrettet tilsyn for at sikre, at borgeren modtager den aftalte behandling. Opfølgning ved statusmøder sker midtvejs i forløbet og senest efter tre måneder. Ved længere forløb vurderes behov for opfølgning i det enkelte tilfælde.

Visitation til døgnbehandling forudsætter som regel, at behandlingsmuligheder inden for tilbud af lavere intensitet er afprøvet og udtømte.

Målgruppen i det følgende omfatter alle borgere med stofmisbrug, der har brug for en særlig behandlingsmæssig og/eller social indsats.

Behandling til borgere med stofmisbrug og samtidigt alkoholmisbrug

Gladsaxe Rusmiddelcenter yder en helhedsorienteret behandlingsindsats. I situationer hvor borgeren har et behandlingskrævende stofmisbrug samtidig med et behandlingskrævende alkoholmisbrug, vil indsatsen blive koordineret og foregå samtidigt.

Behandling til gravide borgere med stofmisbrug og kommende fædre samt borgere med stofmisbrug med børn

Brug af rusmidler påvirker hele familielivet. Borgere som har familie og/eller er gravid, tilbydes et specialiseret familieorienteret behandlingsforløb, hvor partneren, børn, familie og professionelt netværk inddrages.

Behandlingen har følgende formål:

  • At motivere og støtte borgeren i at skabe en adfærdsændring
  • At forbedre samspillet i borgerens familie
  • At mindske indvirkningen af borgerens misbrug på borgerens familiemedlemmer, herunder børn
  • At medvirke til tidlig indsats overfor borgerens børn – herunder ufødte børn

Gladsaxe Kommune ønsker at rette særlig opmærksomhed mod gravide, der bruger rusmidler. Gladsaxe Rusmiddelcenter tilbyder, som et element i behandlingstilbuddet at indgå kontrakt om tilbageholdelse i døgnbehandling af den gravide i forbindelse med aktivt misbrug af stoffer og/eller alkohol.

Gravide med brug af rusmidler opfordres til at kontakte Familieambulatoriet i Region Hovedstaden og der indledes et samarbejde med Gladsaxe Familieafdeling med henblik på bedst mulig støtte til moderen, familien og det ufødte barn.

Gladsaxe Rusmiddelcenter hjælper gerne med at kontakte Familieambulatoriet – og har også mulighed for at ledsage den gravide til møde på Familieambulatoriet.

Når der er hjemmeboende børn af borgere med rusmiddelbrug, og det giver anledning til bekymring for børnenes trivsel, tages der altid initiativ til et samarbejde med Familieafdelingen.

Behandling af unge borgere under 25 år

Gladsaxe Rusmiddelcenter tilbyder anonym rådgivning og længerevarende rådgivnings- eller behandlingsforløb, hvor unge under 25 år kan få hjælp til at gøre noget ved deres forbrug af hash og andre rusmidler. Behandlingen sker i henhold til U18-Modellen.

Som ung kan du få en til to anonyme samtaler, hvis du er under 25 år og bor i Gladsaxe Kommune. Har du brug for flere samtaler, og du er under 18 år, skal dine forældre give tilladelse til, at vi taler med dig igen.

Rådgivning til forældre m.fl. til borgere med stofmisbrug under 25 år

Gladsaxe Rusmiddelcenter tilbyder rådgivning til forældre, der er bekymrede for deres barns trivsel i forbindelse med brug af illegale rusmidler og/eller alkohol. Rusmiddelcentret afholder kurser for forældre, der ønsker viden om unge og rusmidler, hvis der er nok tilmeldinger. Rådgivningen kan også foregå gennem individuel samtale.

Hvis dit barn er under 18 år, kan vi tilbyde den unge en til to anonyme samtaler uden, at du bliver inddraget. Hvis dit barn efter det anonyme forløb ønsker at fortsætte med flere samtaler, er det nødvendigt, at du giver tilladelse til, at vi taler videre med dit barn. Er dit barn mellem 18-25 år bliver du kun orienteret om forløb, hvis den unge giver samtykke. Rådgivningen kan også være en nænsom brobygger til behandlingssystemet, hvis dit barn/den unge har skadeligt brug af rusmidler, men ikke umiddelbart vil i behandling.

Rådgivning til pårørende

Gladsaxe Rusmiddelcenter tilbyder et pårørendekursus, hvor alle pårørende til borgere, der bruger rusmidler kan deltage. Tilbuddet henvender sig også til pårørende, hvor deres pårørende ikke er indskrevet i Gladsaxe Rusmiddelcenter. Kurset berører de udfordringer, som kan komme af at være pårørende til en, der bruger rusmidler. Undervisningen foregår i grupper. Kurset består af to undervisningsgange og efterfølgende mulighed for seks gruppesessioner med professionel gruppeleder. Kurset og gruppesessionerne kører flere gange årligt.

Behandling af borgere med både stofmisbrug og psykiske lidelser

Rollefordelingen mellem kommune og region fastsættes i sundhedsaftalen. Kommunen afviser ikke at behandle en borger, der henvender sig med et ønske om stofmisbrugsbehandling med den begrundelse, at borgeren har en psykisk lidelse. Ligeledes må den regionale behandlingspsykiatri ikke afvise at udrede eller behandle en borger med en behandlingskrævende psykisk lidelse med den begrundelse, at borger har et stofmisbrug.

Gladsaxe Rusmiddelcenter screener for dobbeltbelastning og kan ved indikation på psykisk lidelse henvise til samtale med læge i Rusmiddelcentret med henblik på videre henvisningsmuligheder til Region Hovedstaden eller privatpraktiserende psykiater. Som udgangspunkt ligger udredning og behandling af mild til let grad af angst og depression ved egen læge. I særlige tilfælde kan læger i Rusmiddelcentret iværksætte behandlingen. Rusmiddelcentret vurderer, om borgere kan være i målgruppen for det integrerede behandlingstilbud i Region Hovedstaden eller om de kan profitere af parallelt behandlingsforløb med psykiatrien. Der kan udarbejdes individuelle koordinerede indsatsplaner for borgere, der bruger rusmidler og samtidig har svære psykiske lidelser.

Behandling til borgere med et stærkt nedsat kognitivt funktionsniveau og et problematisk forbrug af rusmidler

Ved henvendelser fra borgere med stærkt nedsat kognitivt funktionsniveau med et problematisk forbrug af rusmidler, vil Gladsaxe Rusmiddelcenter i tæt samarbejde med Handicap og Psykiatri yde behandling med baggrund i borgerens sociale færdigheder og kognitive funktionsniveau. På den baggrund vil der blive sammensat et individuelt tilrettelagt behandlingsforløb. Gladsaxe Rusmiddelcenter har til enhver tid ansvaret for rusmiddelbehandling, hvorimod støtte efter den øvrige sociale lovgivning i nogle tilfælde vil skulle varetages et andet sted i Gladsaxe Kommune, for eksempel Handicap og Psykiatri. Målgruppeplaceringen beror på en konkret vurdering af borgerens funktionsnedsættelse og støttebehov.

Rusmiddelområdet styres af en overordnet sundhedspolitik. På Rusmiddelområdet følges der løbende op via lokalt udvalgte indsatser under Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakke, regulering af lovgivning, Ankestyrelsens principafgørelse og endelig tilsyn fra henholdsvis Socialtilsyn og Styrelsen for Patientsikkerhed.

I den sociale stofmisbrugsbehandling monitoreres indsatserne derudover blandt andet via:

  • MapPlan og eventuel efterfølgende follow-up
  • Stofmisbrugsdatabasen (SMDB)
  • Sagsgennemgang ved behov
  • Reviderede individuelle behandlingsplaner ved behov og minimum hver sjette måned
  • Statusskrivelse ved visitation til andet tilbud
  • Ved substitutionsbehandling yderligere lægelig gennemgang minimum hver sjette måned

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback