Kvalitetsstandard for alkoholbehandling - Indledning
I Gladsaxe Kommune er rusmiddelområdet organiseret i Social- og Sundhedsforvaltningen, Sociale Tilbud og Indsatser (STI), tæt knyttet til kommunens øvrige tilbud.
Denne kvalitetsstandard for alkoholbehandling i Gladsaxe Kommune henvender sig til borgere, pårørende og sagsbehandlere. Den beskriver den hjælp, borgere kan forvente at modtage i kommunens behandlingstilbud om alkoholbehandling i henhold til Sundhedslovens § 141.
Formålet med kvalitetsstandarden er:
- At give borgerne en oversigt over kommunens tilbud om alkoholbehandling
- At beskrive indsatsernes serviceniveau, herunder de politiske målsætninger og prioriteringer, som behandlingen tager afsæt i
- At være et arbejdsredskab for ledere og medarbejdere i kommunen i relation til at sikre en ensartet visitation til behandling og udførelsen af indsatserne på rusmiddelområdet
Alkoholmisbrug betyder i denne sammenhæng at være fysisk og/eller psykisk afhængig af alkohol i en sådan grad, at det medfører skader eller problemer for vedkommende selv og/eller pårørende, eller samfundet.
Formål, indsatser og værdigrundlag samt lovgrundlag
Den politiske ramme for alkoholbehandling i Gladsaxe Kommune udgøres af:
- Politisk behandling af sag om etablering af Rusmiddelcentret 2009
- Gladsaxe Kommunes Sundhedspolitik
- Gladsaxestrategien
- National kliniske retningslinjer for behandling af alkoholafhængighed, 2018
- National klinisk retningslinje for udredning og behandling af samtidig alkoholafhængighed og psykisk lidelse, 2019
- Socialstyrelsens Nationale Retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling 2020
Det overordnede mål med behandlingsindsatsen er at mindske de rusmiddelrelaterede skader for borgeren, familien og det omgivende samfund. Det sker ved at hjælpe borgeren med at ophøre med sit misbrug. Hvor dette mål ikke er realistisk, hjælpes borgeren med at reducere sit forbrug og/eller de skader, der følger af misbruget. Rusmiddelcentret arbejder familieorienteret, og hvor det er muligt, inddrages pårørende. Rusmiddelcentret tilbyder løbende pårørendekurser.
Målet med behandlingen er derudover:
- At borgeren opnår indsigt i sin brug af rusmidler og udvikler handlemuligheder til at reducere og/eller ophøre
- At borgeren kan forebygge negative konsekvenser af både fysisk, psykisk og social karakter ved brug af alkohol
- At borgeren kan fastholde et liv med mindre alkohol eller ophør
- At borgeren forbliver i - eller kommer i gang med - uddannelse eller arbejde
- At borgeren gennem en tværfaglig og helhedsorienteret indsats opnår stabile forhold boligmæssigt og økonomisk samt indgår i samfundet mere bredt 6
- At borgeren kan arbejde på at etablere netværk uden aktivt brug af alkohol
- At borgeren opnår indsigt i sin eventuelle psykiske sårbarhed, og får mulighed for specialiseret behandling rettet mod psykisk lidelse
- At borgeren opnår bedre generel sundhed, og modtager relevant behandlingstilbud hvis nødvendigt
- At pårørende opnår indsigt om og handlemuligheder i forhold til misbrugsmønstre og relationer
Behandlingsindsatsen bygger på respekt for individet samt på den nyeste evidensbaserede viden om indsatser og effekt samt nationale sociale og kliniske retningslinjer og vejledninger. I behandlingen gælder følgende grundlæggende principper:
- Behandlingen skal være frivillig1
- Behandlingen skal være gratis for borgeren
- Behandlingen skal være let tilgængelig
- Behandlingen tilbyder et varieret behandlingstilbud ud fra evidensbaserede metoder knyttet an til borgerens individuelle ønsker og behov
- Behandlingen udbydes i henhold til de Nationale kliniske retningslinjer for behandling af alkoholafhængighed, 2015
I Gladsaxe Kommunes behandlingstilbud har borgeren indflydelse på egen behandling og tilrettelæggelse af behandlingen. Borgerindflydelse sikres blandt andet gennem deltagelse i udarbejdelse af mål og plan for behandlingen.
Rusmiddelbehandling i Gladsaxe hviler på en forventning om, at borgeren indgår aktivt i forløbet. Tilbud og indsatser tilrettelægges i en professionel dialog med borgeren og tager udgangspunkt i borgerens opfattelse af problemomfang, ønsker og målsætning for forløbet.
--------------------------------------------------------
1 Undtaget er unge under 18 år, hvor myndighedshaveren kan bestemme.
Gladsaxe Kommune tilbyder alkoholbehandling i overensstemmelse med Sundhedslovens § 141. Tilbuddet skal iværksættes senest 14 dage efter borgerens anmodning om at komme i behandling.
Denne kvalitetsstandard beskriver borgerens ret til at modtage, og kommunens pligt til at tilbyde, social behandling inden for fristen på de 14 dage. Samtidig har borgeren ret til at vælge mellem ambulante offentlige og private godkendte behandlingstilbud.
Den medicinske behandling og sundhedsfaglige indsats er en del af kommunens samlede behandlings- og rehabiliterende tilbud for borgere med alkoholmisbrug. Det er den behandlingsansvarlige overlæges og ledelsens ansvar at tilrettelægge den samlede behandlingsindsats. Den behandlingsansvarlige overlæge og ledelsen sikrer således den fornødne sammenhæng mellem en eventuel lægelig behandling, den psykosociale indsats og indsatsen mod de sociale problemer, som borgeren i øvrigt måtte have behov for. Det er således kommunes ansvar at sikre en koordineret sundhedsfaglig og socialfaglig behandlingsindsats.