---
title: "Ældrelov"
description: "Læs om hvad den nye ældrelov betyder for dig"
date: "2026-06-02"
created: "2025-06-18"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Politik](https://gladsaxe.dk/politik)

                    [Planer, politikker og visioner](https://gladsaxe.dk/politik/planer-politikker-og-visioner)

                    [Social og sundhed](https://gladsaxe.dk/politik/planer-politikker-og-visioner/social-og-sundhed)

                [Ældrelov](https://gladsaxe.dk/politik/planer-politikker-og-visioner/social-og-sundhed/aeldrelov)

# Ældrelov

Hvad betyder den nye ældrelov for dig

Regeringen har vedtaget en ældrelov. Det har betydning for ældre, pårørende og medarbejdere i kommunen. Ældreloven gælder for alle borgere med alderspension, der har brug for støtte i hverdagen.

Ældreloven trådte i kraft 1. juli 2025, og den nye lov beskriver de lovgivningsmæssige rammer for, hvordan vi som kommune kan støtte dig i din alderdom.

De bærende værdier i ældreloven er:

- Den ældres selvbestemmelse
- Tillid til medarbejdere og den borgernære ledelse
- Et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

Med ældreloven indføres det nye begreb; ”helhedspleje”, som betyder, at vi arbejder for at skabe et sammenhængende og fleksibelt forløb, der indeholder netop den støtte, du har brug for.

Det vigtige er, at du oplever højere grad af selvbestemmelse samtidig med, at medarbejderne sikrer den faglige kvalitet. Du og de medarbejdere, der kommer hos dig aftaler, hvordan I bruger tiden. Målet er at støtte dig i dét, der er vigtigt for dig og træne dig til at kunne så meget som muligt selv.

Nedenfor kan du finde yderligere information om, hvordan vi kan støtte dig, hvis du er i målgruppe for ældreloven.

## Læs mere om ældreloven og helhedspleje

###

                                    Hvilken støtte kan vi tilbyde dig i hjemmet

Hvis du har svært ved at klare dig selv i hverdagen, kan du som borger i Gladsaxe Kommune få tilbud om helhedspleje. Helhedspleje gives med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Det betyder at vi vil støtte dig i, at du bevarer din selvstændighed så lang tid som muligt.

Helhedspleje kan omfatte støtte til personlig pleje, praktiske opgaver og genoptræning.

- Støtte til personlig pleje omfatter for eksempel støtte til bad og påklædning.
- Støtte til nødvendige praktiske opgaver betyder, at du for eksempel støttes i at tørre støv af, rengøre dit badeværelse eller skifte sengetøj.
- Du kan modtage tilbud om genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse (for eksempel på grund af influenza eller et fald), som ikke behandles i forbindelse med sygehusindlæggelse. I de fleste tilfælde tilbydes træningen på hold, hvor du træner sammen med andre borgere.

Du skal forvente, at vi vil erstatte eller kombinere din støtte med hjælpemidler og teknologier, hvor det fagligt giver mening. Det kan for eksempel være et ganghjælpemiddel, en robotstøvsuger, digital genoptræning eller en medarbejder, der kontakter dig på telefonen eller via tablet frem for et fysisk besøg.

###

                                    Hvad er rammerne for støtten

Hvis en visitator vurderer, at du har brug for støtte, bevilges du helhedspleje inden for nogle vejledende rammer, vi har besluttet i Gladsaxe Kommune. Det betyder, at du enten får støtte gennem én udviklingspakke eller inden for én af vores fem rehabiliteringspakker.

#### Udviklingspakker

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/7033b802-da7a-4b6f-0f9c-08de013c75e3?width=800)

[Se den webtilgængelige udgave af illustrationen med helhedspleje i pakker.](https://gladsaxe.dk/p/SSF-Filer/Seniorer/Ældrelov/Figur-med-Helhedsplejens-pakker-a.pdf "Se den webtilgængelige udgave af illustrationen med helhedspleje i pakker.")

Udviklingspakken er til dig, som rammes af sygdom eller et funktionstab, som medfører, at du får brug for støtte til praktiske opgaver, personlig pleje eller genoptræning. Foruden den praktiske og personlig hjælp, som du kan have brug, arbejder vi samtidig fokuseret med afklaring af dine behov og genoptræning.

Formålet med udviklingspakken er, at du genvinder din selvstændighed i så stort omfang som muligt og kan komme tilbage til et meningsfuldt liv med mindst mulig støtte  Du kan også blive visiteret til en udviklingspakke, når du i forvejen får støtte i hjemmet, hvis du oplever markante ændringer i dit funktionsniveau.

Du får tilknyttet en forløbskoordinator, som senest efter 12 uger genvurderer dit behov. Du kan dog visiteres til flere udviklingspakker i forlængelse af hinanden, hvis koordinatoren vurderer, at det bidrager til at øge eller fastholde din selvstændighed.

#### De fem rehabiliteringspakker

Kommunens rehabiliteringspakker er til dig, som har et stabilt behov for støtte til personlig pleje, praktisk hjælp og til at fastholde din selvstændighed.

Pakkerne findes i fem forskellige størrelser og den pakke, som du bevilges, sætter nogle vejledende og fleksible rammer, som gør det muligt at tilpasse støtten til dine aktuelle og varierende behov. Hvis dit behov ændrer sig, tilpasser medarbejderne sammen med dig den støtte, du modtager. Det kan være, at der skal træffes en ny afgørelse om en større eller mindre pakke, hvis dit støttebehov ændrer sig væsentligt.

Du får tilknyttet en forløbskoordinator, hvis du visiteres til den største af de fem rehabiliteringspakker – den udvidede rehabiliteringspakke.

###

                                    Vi arbejder i tværfaglige team

Hvis du bevilges støtte i dit hjem, bliver du tilknyttet et tværfagligt team af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker samt ergo- og fysioterapeuter. Teamet arbejder med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte, fordi vi lægger stor vægt på, at du bevarer din selvstændighed i så stort omfang som muligt. Du kan forvente, at det tværfaglige team har fokus på din aktive deltagelse i den støtte, du modtager.

Du har indflydelse på den støtte du får. Det betyder, at du i sammen med medarbejderen aftaler, hvordan støtten udføres. Målet er at støtte dig i dét, der er vigtigt for dig inden for rammen af den pakke, du har fået bevilget og samtidig træne dig til at kunne så meget som muligt selv. Du kan også sammen med teamet aftale at flytte opgaver mellem dage.

Vi tilstræber, at det er den samme gruppe af medarbejdere, du møder i dit hjem

###

                                    Sådan søger du om støtte i hjemmet

Hvis du ikke får støtte i forvejen, og du har brug for hjælp i hjemmet eller genoptræning, skal du henvende dig til Visitationen i Sundheds- og Rehabiliteringsafdelingen.

Visitationen foretages ved et hjemmebesøg, hvor det vurderes, om du er i målgruppen for helhedspleje. Hvis du er berettiget til at modtage støtte, får du efterfølgende besøg af kommunens leverandør af helhedspleje, som tilrettelægger støtten i samarbejde med dig.

[Sagsbehandlingstider](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/de4cfa80-485c-4d6e-834b-89867bc79f3d)

###

                                    Du kan vælge mellem en kommunal eller privat leverandør

Støtte bevilges efter ældrelovens § 10, og er omfattet af frit leverandørvalg. Du kan derfor vælge mellem at modtage den bevilgede støtte fra den kommunale leverandør, privat leverandør eller en selvudpeget hjælper.

###

                                    Dine muligheder for at klage

Du har mulighed for at klage til Ankestyrelsen, hvis du er uenig i Visitationens afgørelse. En klagevejledning vil fremgå af din afgørelse.

Den daglige tilrettelæggelse af støtten sker i et samarbejde mellem dig og teamet inden for rammerne af den pakke, du er bevilget. Hvis der opstår uenighed mellem dig og teamet, kan du klage til kommunen. Hvis du benytter den kommunale hjemmepleje, skal du henvende dig til den daglige leder for teamet i dit område, og hvis du benytter en privat leverandør, er det lederen for denne, du skal kontakte.
