Genbrugs- og genanvendelsesplan
Hvad er en Genbrugs- og genanvendelsesplan?
Gladsaxe Kommunes Genbrugs- og genanvendelsesplan 2025-2036 beskriver, hvordan kommunen vil medvirke til at nå målene i Regeringens Handlingsplan for cirkulær økonomi, der udgør den nationale plan for forebyggelse og håndtering af affald for 2020-2032. Genbrugs- og genanvendelsesplanen definerer rammerne for kommunens affaldsplanlægning 2025 - 2036 med særlig fokus på de første seks år. Planen er et styrings- og planlægningsværktøj, som bliver brugt i kommunens arbejdet på forebyggelses, genbrugs- og genanvendelsesområdet.
Hvad vil vi opnå?
Genbrugs- og genanvendelsesplanen støtter op om Gladsaxestrategien 2022 - 2026 og Strategi for Grøn Omstilling. I Strategi for Grøn Omstilling fremgår det, at vi skal reducere madspild og blive bedre til at genanvende plast og andre genanvendelige materialer, så der bliver mindre til forbrænding. Vi skal i langt højere grad blive bedre til at forebygge produktionen af affald ved at forbruge mindre, købe langtidsholdbare produkter og reparere mere. Hermed skal Gladsaxe Kommune bidrage til, at de nationale mål i Handlingsplan for cirkulær økonomi nås.
Samarbejde med Vestforbrænding og de øvrige ejerkommuner
Udfordringerne på affaldsområdet, er ikke unikke for vores kommune. Det er som regel de samme problemstillinger, som alle øvrige kommuner står over for. Gladsaxe Kommune og 18 andre kommuner er ejere af I/S Vestforbrænding. Det fælles ejerskab giver mulighed for, at vi kan dele erfaringer og samarbejde inden for kommunernes opgaver med affaldsplanlægning og håndtering. Denne affaldsplan fastlægger én vision og tre overordnede mål, som er fælles for kommunerne i Vestforbrændings opland.
Hvad betyder Genbrugs- og genanvendelsesplanen for dig
Planen beskriver de initiativer, kommunen vil tage på affaldsområdet i de kommende år. Der vil være mange nye tiltag for at mindske mængderne til forbrænding og få mere til genanvendelse og der vil været et nyt og stærkt fokus på forebyggelse og genbrug.