Høring
Indkaldelse af idéer og forslag til miljøvurdering af Separatkloakering i Mørkhøj
Det regner oftere og kraftigere, og det presser kloaksystemet, fordi der ikke er plads til både spildevand og regnvand. Det giver oversvømmelser med spildevand til kældre og veje og overløb til åer, moser og søer.
Gladsaxe Kommune skal derfor have et nyt kloaksystem, hvor spildevand og regnvand bliver adskilt i hvert sit system. Mørkhøj er det første område, der skal separatkloakeres, og Novafos og Gladsaxe Kommune har nu sat projektet i gang.
Projektet er omfattet af krav om miljøvurdering, som er en nærmere undersøgelse, der beskriver og vurderer projektets mulige væsentlige miljøpåvirkninger. I den forbindelse skal der udarbejdes en miljøkonsekvensrapport.
Inden miljøkonsekvensrapporten bliver udarbejdet, inviterer Gladsaxe Kommune borgere, naboer, foreninger og andre interesserede til at sende idéer og forslag til miljøkonsekvensrapportens indhold. Det kan for eksempel være idéer til hvilke miljøpåvirkninger, der skal tillægges særlig vægt i vurderingen eller kendskab til lokale forhold, som er vigtige at være opmærksom på i miljøvurderingsprocessen.
Se idéoplæg til afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for Separatkloakering i Mørkhøj - PDF
Sådan sender du dine idéer og forslag
Har du idéer eller forslag til emner, du mener bør belyses i den videre proces, så kan du sende os dine input via knappen i bunden af siden. Fristen er 4. marts 2026.
Kom til drop-in på Mørkhøj Bibliotek lørdag 21. februar kl. 10-12
Separatkloakering af Mørkhøj er et omfattende og komplekst projekt. Hvis du har brug for mere viden om projektet, så står Gladsaxe Kommune og Novafos klar til at svare på spørgsmål og fortælle om projektet lørdag 21. februar fra kl. 10-12 på Mørkhøj Bibliotek.
Den videre proces
Efter idéfasen vurderer Gladsaxe Kommune alle forslag og udarbejder et afgrænsningsnotat, der fastsætter hvilke emner, der skal undersøges i miljøkonsekvensrapporten.
Vi forventer:
- at miljøkonsekvensrapporten og udkast til afgørelse kan sendes i offentlig høring i oktober-november 2026
- at vi kan træffe endelig afgørelse om projektet i starten af 2027.
Har du spørgsmål?
Så skriv til annest@gladsaxe.dk eller ring på tlf. 39 57 58 82.
Behandling af oplysninger
Alle høringssvar offentliggøres her på kommunens høringsportal i forbindelse med offentlige høringer samt på kommunens hjemmeside i forbindelse med den efterfølgende politiske behandling af den sag høringerne vedrører.
Læs mere om Gladsaxe Kommunes behandling af dine oplysninger.
Informationer
Tilmeld dig nyhedsbrevet "Din Kommune Informerer"
Hold dig opdateret om, hvad der foregår i din by