---
title: "Referat fra møde i udsatterådet d. 22. september 2026"
description: "Referat fra møde i udsatterådet d. 22. september 2026"
date: "2026-10-07"
created: "2026-10-07"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Politik](https://gladsaxe.dk/politik)

                    [Byråd og udvalg](https://gladsaxe.dk/politik/byraad-og-udvalg)

                    [Andre udvalg, råd og nævn](https://gladsaxe.dk/politik/byraad-og-udvalg/andre-udvalg-raad-og-naevn)

                    [Udsatteråd referater og arrangementer](https://gladsaxe.dk/politik/byraad-og-udvalg/andre-udvalg-raad-og-naevn/udsatteraad-referater-og-arrangementer)

                [Referat fra møde i udsatterådet d. 22. september 2026](https://gladsaxe.dk/politik/byraad-og-udvalg/andre-udvalg-raad-og-naevn/udsatteraad-referater-og-arrangementer/referat-fra-moede-i-udsatteraadet-d-22-september-2026)

# Referat fra møde i udsatterådet d. 22. september 2026

## Deltagere

- Kenneth Bjeverskov
- Søren Søeborg Olsen
- Christian Tjagvad
- Sine Bordoff
- Margit Jacobsen
- Aisha Jensen
- Søren Hvid Karsten
- Lise Meldgaard.

### Afbud

- Anne Christensen
- Gitte Lassen
- Annatina Holm

## 1. Gennemgang af budgetaftalen 2027-2030

Søren gennemgik de dele af budgetaftalen 2027-2030, som har særlig relevans for udsatte borgere og Udsatterådets arbejde. Udsatterådet har fået budgettet til orientering, men ikke til høring. Søren vil undersøge om denne praksis skal ændres til næste budgetår.

### Styrkelse af det specialiserede socialområde

Søren orienterede om, at budgetaftalen tilfører det specialiserede socialområde 55 mio. kr. i 2027 samt 30 mio. kr. årligt fra 2028 og frem. Midlerne skal understøtte området, mens der gennemføres en større analyse af socialområdet. Der er samtidig afsat 40 mio. kr. til investering i nye kommunale tilbud, heraf 10 mio. kr. allerede i 2028. Det blev bemærket, at investeringerne skal bidrage til at sikre kapacitet og bæredygtighed på området i en situation med stigende behov.

### Øget indsats på misbrugsområdet

Budgetaftalen indeholder en styrkelse af misbrugsbehandlingen med 1,2 mio. kr. årligt til ekstern misbrugsbehandling samt 600.000 kr. årligt i 2027-2028 til Rusmiddelcentret. Baggrunden er stigenende udgifter til medicin samt en stigende efterspørgsel på rusmiddelbehandling og et lavere antal borgere end forventet, som er overgået til regionale dobbeltdiagnosetilbud.

### Værestederne Fundamentet og Mødestedet

Søren orienterede om, at kommunen vil undersøge mulighederne for at involvere civilsamfundsaktører mere i driften af Fundamentet og Mødestedet. Formålet er at afdække modeller, hvor frivillige kræfter kan spille en større rolle samtidig med, at den socialfaglige kvalitet fastholdes. Sagen skal drøftes i Psykiatri- og Handicapudvalget i 2027.

Lise er konsulent på opgaven og sammen med Søren vil udsatterådet også blive inddraget med henblik på at bidrage med input og sparring i det videre arbejde.

Margit bemærkede, at væresteder udfører en bred socialfaglig opgave og varetager opgaver, som ellers vil være placeret i blandt andet Råd og Indsats. Udsatterådet drøftede dernæst, at denne undersøgelse også giver anledning til at se efter muligheder i at involvere civilsamfundet for eksempel holde åbent om aftenen, som der er brug for.

### Værdigt gravsted for hjemløse

Der etableres et fælles minde- og gravsted for hjemløse. Der er afsat 100.000 kr. i 2027 til etablering samt 10.000 kr. årligt til vedligeholdelse. Formålet er at sikre mulighed for en værdig urnenedsættelse og et sted, hvor pårørende og venner kan mindes afdøde.

Der bliver spurgt ind til, hvor idéen til dette gravsted er kommet. Idéen er ikke kommet fra forvaltningen og det vides ikke, hvordan forslaget er blevet en del af budgetaftalen.

### Forebyggende indsats til udsatte familier

Det blev orienteret, at den midlertidige bevilling til ekstra socialrådgivere på familieområdet gøres permanent. Der afsættes 3 mio. kr. årligt fra 2027, hvilket fastholder 5-6 socialrådgiverstillinger med fokus på tidlig og forebyggende indsats.

Det blev fremhævet, at tidlige indsatser kan forebygge mere omfattende sociale problemer senere.

### Nyt tilbud til ensomme unge

Kommunen etablerer et samarbejde med organisationen Ventilen med et årligt tilskud på 200.000 kr. fra 2027. Tilbuddet retter sig mod unge, som oplever ensomhed og social isolation. Udsatterådet noterede sig, at indsatsen kan bidrage til at forebygge social udsathed blandt unge.

### Besparelser og effektiviseringer

Søren orienterede om de besparelser, som indgår i budgetaftalen:

- På Carlshuse gennemføres en effektivisering på tværs af tilbuddene til psykisk sårbare borgere svarende til 300.000 kr. årligt. Effektiviseringen skal ske gennem bedre organisering og udnyttelse af kapaciteten.
- På botilbuddet Ellekilde reduceres budgettet med 600.000 kr. årligt svarende til én medarbejderstilling. Baggrunden er et faldende antal beboere.

Efterfølgende blev der spurgt ind til budgetønskerne fra udsatterådet. Søren forklarede, at de ikke er en del af budgetaftalen i år. Det er ikke et udtryk for, at politikerne ikke anerkender behovene, men mere et spørgsmål om skarp prioritering fra deres side. Vi skal fortsætte med at indsende budgetønsker og nogle gange bliver de en del af budgetaftalen fx som med socialsygeplejersken i 2024.

## 2. Rekruttering til nyt udsatteråd

Frist for opstilling er 16. oktober hvorefter forvaltningen vil gå i dialog med de interesserede. Der er behov for cirka 5 nye medlemmer og gerne brugere/borgere. Lise har været til møde i

Ungehuset allerede, men der var ikke umiddelbart nogen som havde interesse for at blive en del af rådet. De vil dog gerne tages med i dialog fx gennem et temamøde eller via Gitte Lassen.

Lise har aftalt besøg i værestederne den 29. oktober (Fundamentet) og 4. oktober (Mødestedet).

Lise opfordrer til, at alle ser på egne borgere ift. om de kan være interesserede samt drøfter med kolleger ift. om I har egnede borgere.

Aisha undersøger om, de kan holde et informationsmøde for borgere/pårørende i rusmiddelcentret. Aisha og Lise aftaler nærmere.

Lise sender info og mail ud til alle, som kan videresendes til kolleger.

## 3. Evt.

Der skal holdes et bankoarrangement for udsatte. Lise undersøger dato og vender tilbage hurtigst muligt.
