Skip til hoved indholdet Søg Søg Job Job

Børnehuset Mosen

Hvor børn, fællesskab og natur går hånd i hånd

Gladsaxe Kommune er inddelt i seks geografiske områder for dagtilbud. Område Grønnemose består af 8 børnehuse: Gnisten, Hyldegården, Højmarksvej, Lauggården, Lundegården, Mosen, Olympen, Saxen. Der er en børnehusleder i hvert børnehus og en fælles områdeleder.

I Gladsaxe Kommune har vi ti uddannelseshuse, som er en central del af vores dagtilbudsområde. I hvert område er der et eller flere uddannelseshuse. Vores uddannelseshuse er kendetegnet ved et stærkt samarbejde på tværs af medarbejdere, elever og studerende.

Læs mere

Børnehuset Mosen er et sted, hvor alle børn og familier skal føle sig velkomne og have mulighed for at deltage i fællesskabet – uanset alder, baggrund eller forudsætninger. Vi arbejder bevidst med at skabe rammer, hvor alle kan bidrage og være en del af hverdagen, både i leg, læring og sociale aktiviteter.

I Mosen elsker vi naturen og nyder, at vi ligger i et naturskønt område ”for enden af vejen”, omgivet af grønne marker og med masser af plads til et aktivt udendørsliv. Naturen er en vigtig del af vores pædagogiske arbejde – vi bruger den til at styrke børnenes nysgerrighed, motorik, fantasi og fællesskabsfølelse.

Alle Mosens grupperum er indrettes så alle børn har lige udfoldelsesmuligheder i alsidige læringszoner der understøtter at alle børn kan lege og lære i sjove, inspirerende og rolige rammer. Grupperummene er indrettet med mindre læringszoner, som flittigt bliver brugt i hverdagen til leg, spil, rytmik højtlæsning og tegning.

Køkkenet er integreret del af vores store sal, hvor Frøerne holder til, her kan børnene følge med i madlavningen og dufte madens tilblivelse. Mosen har en køkkenansvarlig, som tilbereder alle måltider med overvejende økologiske råvarer. Børnene bliver inddraget i madens indhold og er i perioder med til at snitte grøntsager, bage og lignende.

Mosens værksted; her kan børnene udfolde deres kreative evner. Vi tegner og maler, laver sløjd og pynt til jul, fastelavn, påske og andre højtider. Værkstedet har en god funktion til at kunne nørkle, eksperimentere og fordybe sig med projekter og materialer af forskellig art.

Alle vores opholdsrum er indrettet til at understøtte, at børnene udfordres ud fra deres alderstrin. Rummene er inddelt i forskellige lege- og læringszoner så børnene har mulighed for, at udfolde sig på forskellig vis i deres grupperum - og samtidig får mulighed for at lege uforstyrret i de forskellige zoner. Grupperummenes æstetiske udtryk ændrer sig i takt med at der arbejdes med projekter i børnegruppen, således at rummet afspejler det som børnene er optaget af i en given projektperiode.

Familierne i Mosen afspejler det dejlige område, vi ligger i, og vi er stolte af at have en rig mangfoldighed med mange forskellige kulturer repræsenteret i huset. Denne mangfoldighed ser vi som en styrke, der beriger børnenes hverdag og giver mulighed for at lære om og respektere hinandens forskelligheder.

Hos os er der plads til alle – og vi tror på, at når børn oplever at være en vigtig del af et inkluderende fællesskab, får de mod, lyst og evner til at deltage aktivt i livet, både nu og i fremtiden.

Mini Landbrug

Der er knyttet et Minilandbrug til Mosen, som bliver brugt flittigt af børn og voksne. Vi har en dyrepasser der indgår som en fast del af Mosens ansatte. Andre børnehuse kan besøge Mosens minilandbrug ved at ringe og booke tider hos Katja som er vores dyrepasser. Katja kan tilbyde forskellige former for naturformidling i både vores Natur og sammen med vores dyr.

Grøn Flag

I Mosen er vi stolte af vores grønne profil. det grønne flag er en anerkendelse af vores særlig arbejde med natur, udeliv og science.

I Børnehuset Mosen starter vi dagen klokken 7.00, hvor vi tager imod de første børn – så længe vejret tillader det, foregår både aflevering og afhentning udendørs. Det giver en rolig start og afslutning på dagen, hvor børnene kan bevæge sig frit, få frisk luft og møde deres venner i trygge rammer.

Vi arbejder med langsomhedspædagogik, hvor vi prioriterer tid, nærvær og fordybelse frem for at skynde os fra aktivitet til aktivitet. Vi ønsker, at børnene får mulighed for at være til stede i nuet, udforske i deres eget tempo og udvikle sig i trygge omgivelser.

Vi opfordrer til, at alle børn er afleveret senest klokken 9.00. Det giver os mulighed for at starte dagens fælles aktiviteter uden forstyrrelser og sikrer, at alle børn får en god og sammenhængende oplevelse af fællesskabet. Når alle er til stede fra dagens begyndelse, kan vi skabe en rolig rytme, hvor børnene får tid til at lande, deltage og være en del af gruppens sociale liv.

Fra klokken 9.00 til formiddagen er vi ofte ude i naturen, på legepladsen eller i nærområdet, hvor vi bruger omgivelserne aktivt i vores pædagogiske arbejde. Vi spiser formiddagsmad sammen, hvorefter vi fordyber os i planlagte aktiviteter, leg og læring – altid med plads til børnenes egne initiativer.

Vi arbejder med deltagelsesmuligheder for alle børn – både ude og inde. Indendørs skaber vi læringsmiljøer, hvor børnene kan være med i aktiviteter, der understøtter årets valgte temaer. Temaerne danner en rød tråd gennem året og giver børnene mulighed for at fordybe sig i emner, der styrker deres nysgerrighed, kreativitet og sociale kompetencer.

Middagsstunden byder på frokost og herefter hvile eller rolig aktivitet, afhængigt af alder og behov. Om eftermiddagen er vi igen meget ude, hvor børnene kan lege frit, deltage i kreative projekter eller være med i små fælles aktiviteter.

Dagen slutter klokken 17.00, hvor de sidste børn hentes – gerne udendørs, så vi kan give en rolig afrunding på dagen og dele små glimt fra barnets oplevelser.

I Mosen tror vi på, at tid, ro, nærvær og inkluderende fællesskaber – både ude og inde – skaber de bedste rammer for børns trivsel, udvikling og glæde ved at være en del af fællesskabet.

I Børnehuset Mosen har vi en række traditioner, som vi værner om, fordi de skaber glæde, fællesskab og kulturel forståelse blandt børn, forældre og personale. Vi fejrer Fastelavn, hvor børnene klæder sig ud, slår katten af tønden og nyder en festlig dag sammen.

Til Halloween pynter vi op, laver kreative aktiviteter med græskar og hygger os med uhyggelige, men børnevenlige indslag.

Julen markeres med hyggelige aktiviteter, sang, julepynt og fælles samvær, og i den forbindelse fejrer vi også Lucia, hvor børnene går Luciaoptog og synger for at sprede lys og varme i den mørke tid.

Sommerfesten er en særlig begivenhed, hvor vi samles om en stor buffet med retter fra alle de kulturer, som Mosen rummer – en fejring af vores mangfoldighed og fællesskab. Vi taler også med børnene om Eid og andre traditioner, så de får indsigt i og forståelse for forskellige kulturelle baggrunde.

Op til hver tradition arbejder vi med små temaer, der giver børnene forståelse for baggrunden for fejringen og styrker deres kendskab til traditionernes betydning.

I Mosen har vi cirka 25 vuggestuebørn og cirka 40 børnehavebørn, fordelt i fem aldersopdelte grupper. Når børnene starter hos os, begynder de som små Larver i vores modtagergruppe. Her er der ro, nærvær og voksne, der er specialiseret i at skabe ”den gode modtagelse”.

Vi har en særlig modtagelsesramme, hvor vi giver tid og plads til, at barnet kan knytte sig til personalet, og hvor vi samtidig er opmærksomme på, at hele familien føler sig velkommen og tryg i Mosen. Inden barnet starter, afholder vi en modtagelsessamtale med jer forældre, så vi sammen kan finde den bedste start for netop jeres barn.

Larverne holder til lige ved siden af Sommerfuglene, som er de lidt større vuggestuebørn. Barnet bliver en Sommerfugl, når det er trygt modtaget, kan gå, spise selv og viser tegn på, at det er klar til nye udfordringer.

I Mosen følger vi børnenes udviklingsrejse tæt. Vi rykker børnene videre, når de er klar – og gerne, hvis det er muligt, sammen med deres kammerater så venskaber og fællesskaber bevares og styrkes. På den måde sikrer vi, at hvert barn får en tryg, udviklende og sammenhængende start på livet i Mosen.

Tilsyn

De strukturerede pædagogisk anmeldte – og uanmeldte tilsyn afholdes indenfor en periode på 4 år. Tilsynene er dialog- og udviklingsbaserede og har fokus på kvaliteten af det pædagogiske arbejde.


Tilsynsrapport for Børnehuset.

Rapporten bliver genereret elektronisk, når der klikkes på linket. Der kan derfor gå op til 10 sekunder før den bliver vist.

Mere information om Gladsaxe Kommunes pædagogiske tilsyn.

Fødevarestyrelsens smiley rapport

Alle dagtilbud i Gladsaxe Kommune tilbyder sund mad til alle børn. Vi lægger vægt på, at maden er hjemmelavet, varieret og delvis økologisk. Børnehuse og dagplejen har et særligt ansvar for at understøtte udviklingen af dit barns madkultur. Med det fælles måltid påvirkes dit barns sanser og lyst til at spise varieret.

Fødevarestyrelsens smileyrapport.

Børnehuset Mosen

Høje Gladsaxe 130
2860 Søborg

Ring til os

Skriv til os

Ledelse

Børnehusleder Ann Christina Sjøstrøm Hansen


Områdeleder Sanne Kaarslev
Telefon 29 43 10 43

Send digital post til områdelederen


EAN nr. 5798008694837

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback