---
title: "Værebro Basketball udvider: Nyt hold for børn starter om fredagen"
description: "Interessen for basketball vokser i Værebro. Derfor udvider Værebro Basketball Club nu med endnu et hold for børn og unge – denne gang med træning om fredagen."
date: "2026-05-04"
created: "2026-05-04"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Værebro Basketball udvider: Nyt hold for børn starter om fredagen](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/vaerebro-basketball-udvider-nyt-hold-for-boern-starter-om-fredagen)

# Værebro Basketball udvider: Nyt hold for børn starter om fredagen

Interessen for basketball vokser i Værebro. Derfor udvider Værebro Basketball Club nu med endnu et hold for børn og unge – denne gang med træning om fredagen.

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/de731d56-1dbc-4d1c-9db0-08de9ba436cb?width=800)

Det nye hold er opstået efter en stor tilslutning til klubbens eksisterende onsdagstræning for de yngste. Da holdet startede, var der omkring 10 børn til træning. I dag er det ikke usædvanligt, at mere end 20 børn møder op for at spille med.

Derfor åbner Værebro Basketball Club nu et fredagshold for de lidt større børn, hvor alle kan være med uanset niveau.

Den stigende interesse har også fået skoleklubben på Skovbrynet Skole til at opfordre klubben til at starte et nyt tilbud.

**Lokale trænere styrker relationer til børnene**
En vigtig del af succesen er klubbens fokus på at udvikle unge trænere fra lokalområdet. Fire unge tosprogede piger fra Værebro står i dag for træningen på både onsdags- og det nye fredagshold.

Formand i Værebro Basketball Club, Henrik Veiergang, glæder sig over udviklingen.

“Vi har de seneste år haft stort fokus på at udvikle vores unge trænere fra lokalområdet, og det er virkelig lykkedes i år. Fire dygtige piger fra Værebro står nu for træningen, og det giver en stærk relation til børnene. Samtidig er vi rigtig glade for vores tætte samarbejde med Gladsaxe Kommune, som er med til at gøre det muligt at udvikle aktiviteterne,” siger Henrik Veiergang.

Udviklingen er blandt andet sket i samarbejde med Gladsaxe Kommune om indsatsen ”Flere børn i foreningslivet”  ~~~~ og organisationen PLAY, hvor klubben har haft særligt fokus på at styrke de unge træneres kompetencer.

**Faktaboks: Basketball i Værebro**

**Onsdagshold – de yngste spillere**

- **Målgruppe:** 0.–3. klasse

- **Tid:** Onsdag kl. 15-16.15

- **Sted:** Hallen på Skovbrynet Skole

- Holdet har fokus på leg, grundlæggende basketball og fællesskab

**Nyt fredagshold – de lidt større spillere**

- **Målgruppe:** 4.–6. klasse

- **Tid:** Fredag kl. 16–17.15

- **Sted:** Hallen på Skovbrynet Skole

- Startet efter stor efterspørgsel fra børn i skoleklubben på Skovbrynet Skole. Holdet har fokus på leg, grundlæggende basketball og fællesskab

**Trænere:**

- Fire unge lokale piger fra Værebro fungerer som trænere på holdene: Minna, Marwa, Hasha og Selin

 ****

**&gt;Find flere oplysninger om hold og træning m.m. på hjemmesiden for [Værebro Basket](https://vaerebrobasketball.netlify.app/ "Værebro Basket")**

**Flere børn i foreningslivet i Gladsaxe Kommune**
Værebro Basket er blandt en række foreninger, der har indgået et samarbejde med Gladsaxe Kommune i indsatsen ”Flere børn i foreningslivet” og herunder om såkaldte sociale partnerskaber. Du kan læse mere om indsatsen på [gladsaxe.dk](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser/flere-boern-i-foreningslivet "gladsaxe.dk")
