---
title: "Vær med til at passe på vandet"
description: "Danmark har haft det tørreste forår i mere end 10 år. Det kan mærkes hos vandselskaberne, som appellerer til, at borgerne bruger vand med omtanke: Fyld ikke badebassinet og undlad at vande græsplænen."
date: "2025-05-20"
created: "2025-05-20"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Vær med til at passe på vandet](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/vaer-med-til-at-passe-paa-vandet)

# Vær med til at passe på vandet

Danmark har haft det tørreste forår i mere end 10 år. Det kan mærkes hos vandselskaberne, som appellerer til, at borgerne bruger vand med omtanke: Fyld ikke badebassinet og undlad at vande græsplænen.

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/13caa892-6e74-45c9-5b54-08dd9777450d?width=800)

*Foto: Novafos*

Normalt er der ikke problemer med forsyningen af drikkevand
i Danmark, men når det er tørt i længere tid, stiger vandforbruget – blandt
andet på grund af havevanding. Men selvom haven tørster, er det vigtigt at
bruge vand med omtanke, så der fortsat er nok til alle.

I Gladsaxe Kommune er det Novafos, der leverer drikkevandet,
og selvom der ikke er akut udsigt til vandmangel, opfordrer vandselskabet til
at tænke over vandforbruget:

- Det er ikke længere så let at producere drikkevand som
tidligere. Det er generelt for hovedstadsområdet, at man nogle steder må lukke
boringer eller etablere ekstra rensning. Og det sætter vandforsyningen under
pres, især når vi samtidig oplever tørke i vækstsæsonen. Så jeg håber, at alle
vil tænke over deres vandforbrug, så der fortsat er vand til alle, siger Bo
Lindhardt, der er direktør for vand i Novafos.

**Tænk dig om i tørken**

Det er ikke så svært at spare på vandet, som det måske kan
lyde. Meget handler om vaner, der let kan ændres. Hvis det daglige brusebad for
eksempel kan beskæres med blot et minut, giver det en vandbesparelse på over
3.000 liter om året pr. person i husstanden. Og da 1.000 liter vand koster 65
kroner, er der også en økonomisk gevinst.

En anden stor synder er dryppende vandhaner og løbende
toiletter. Selv et toilet, der løber, så man næsten ikke kan se det, kan bruge
100.000 liter vand om året, så ud over ressourcespildet er det også en
væsentlig udskrivning på vandregningen. I haven kan man med fordel etablere
regnvandstønder og vande med kande i stedet for vandslange. Med vandkanden
rammer man mere målrettet og sparer derfor store mængder vand.

[Få
flere gode vandspareråd på novafos.dk](https://novafos.dk/nyheder/taenk-dig-om-toerken)

Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.
