Skip til hoved indholdet
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Tøjbutikken Hanne Hove i Buddingecentret er en af Gladsaxes nye Gazeller

Tøjbutikken Hanne Hove i Buddingecentret er en af Gladsaxes nye Gazeller

”Det er nok bare en reklame,” tænkte Camilla Hove, da hun stod i sin butik med et brev i hånden. Kuverten gemte dog på en stor overraskelse, da Camilla åbnede brevet og kunne læse, at hendes tøjbutik, Butik Hove var blevet kåret som Gazellevirksomhed – noget, som kun sker for én procent af danske virksomheder.

41 Gladsaxe-virksomheder er i år kåret som Børsen Gazelle. For at opnå Gazelle-titlen skal virksomheden hvert år have haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år. Det er derfor en stor anerkendelse at blive kåret som Gazelle.

”Jeg føler, at det er et kæmpe skulderklap – det har været en virkelig sej kamp. Det er ikke altid lige nemt at have butik. Vi har både været igennem corona, meget vejarbejde og energikrise, og det har i høj grad påvirket kundernes lyst til at købe. Derfor er jeg både overrasket og meget glad,” fortæller Camilla, der for 14 år siden åbnede Butik Hove i Buddingecentret.

Spørger man Camilla, hvad det vigtigste er for hende som butiksejer, skal hun ikke tænke længe over svaret: kunderne og personalet. Hun går meget op i det trygge, tætte samarbejde med sine kollegaer og et godt arbejdsmiljø. Samtidig er det kunderne, der bestemmer, hvilket tøj, der skal hænge på bøjlerne – og Camilla tøver aldrig med at bestille bestemt tøj hjem, hvis det bliver efterspurgt. Det er vigtigt, at kunderne føler sig set og hørt, og det er én af grundene til, at butikken har så mange gode stamkunder og er lykkedes med at skabe en god omsætning, der nu anerkendes med Gazellekåringen.

En god erhvervskommune

Camilla kender selv værdien af at føle sig hørt og hjulpet. Det har hun også oplevet i den tid, hun har drevet virksomhed i Gladsaxe. Hun bider især mærke i det rigtig stærke sammenhold, der er mellem hende og nabobutikkerne.

”Gladsaxe er en kommune, som virkelig lytter til de erhvervsdrivende. Vi får al den opbakning, vi har brug for. Blandt andet til vores månedlige BID-netværksmøder, som er møder, hvor vi samarbejder på kryds og tværs af butikkerne i Buddingecenteret og planlægger alle årets aktiviteter og får hjælp og støtte fra kommunen. Disse møder er meget værdifulde – og vi får generelt meget ud af at have samarbejde og fællesskab med de andre butikker i bymidten,” fortæller Camilla.

Udover butikken i Buddingecentret, har Camilla også en butik i Bagsværd og er på udkig efter et sted at åbne sin tredje butik.

Den 14. januar kl. 17 er de 41 Gazeller i Gladsaxe Kommune inviteret til fejring på Rådhuset. Det er Dagbladet Børsen, der hvert år kårer Gazellevirksomhederne – og i år slår kommunen rekord med hele 41 Gazeller, hvilket er 10 mere end sidste år. Her ser Camilla og de andre Gazeller frem til at få deres gode indsats fejret.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback