---
title: "Svindel kommer i mange former"
description: "Heldigvis findes der gode råd og forholdsregler, som gør det nemmere for dig at få en mere sikker hverdag."
date: "2026-04-08"
created: "2026-04-08"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Svindel kommer i mange former](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/svindel-kommer-i-mange-former)

# Svindel kommer i mange former

Heldigvis findes der gode råd og forholdsregler, som gør det nemmere for dig at få en mere sikker hverdag.

![En illustration af en indbrudstyv, der sidder på et dankort](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/bb85ce70-c135-465b-2c15-08de952cf996?width=800)

Svindel rammer desværre mange, og svindlerne bliver hele tiden mere opfindsomme, men heldigvis er der gode måder at beskytte sig og tage sine forholdsregler på.

**Spot faresignalerne**

Svindel kan komme i mange former. Det kan blandt andet være:

- Telefonopkald, hvor nogen udgiver sig for at være fra banken, politiet eller en offentlig myndighed.
- Mails eller sms’er, der beder dig klikke på et link eller videregive personlige oplysninger.
- Falske henvendelser fra familie eller bekendte, der pludselig mangler penge og beder dig om at overføre på MobilePay.
- Besøg på din adresse, hvor en person ringer på dørklokken og udgiver sig for at være et bankbud eller en medarbejder fra kommunen.

Uanset om der er tale om det ene eller andet, handler det om at spotte faresignalerne og altid tænke sig om en ekstra gang. Svindlere er topprofessionelle, og ofte forsøger de at skabe travlhed eller frygt, så du handler hurtigt og ikke får tid til at bruge din kritiske sans. Hellere et nej for meget end et for lidt.

**Telefonopkald**

Hvis du bliver ringet op af en fremmed, skal du altid huske, at hverken banker, myndigheder eller private virksomheder nogensinde vil ringe og bede dig om at overføre penge eller udlevere personlige oplysninger eller koder.

Smæk derfor røret på. Hvis du er i tvivl, kan du altid ringe til banken, et familiemedlem eller til politiet på telefon 114.

**Mails eller sms’er**

Ligesom med telefonopkald gælder det, at ingen virksomheder eller myndigheder nogensinde vil kontakte dig på mail eller sms og bede om dine private oplysninger, såsom MitID eller andre login-informationer. Undlad derfor at svare eller klikke på eventuelle links.

Hvis du er kommet til at videregive oplysninger, så skynd dig at få spærret dit kort eller MitID og anmeld herefter hændelsen til politiet.

**Falske henvendelser**

Svindlere kan finde på at lade som om, at de er familie eller en bekendt, som står i en nødsituation og har brug for, at du overfører penge til dem. Det er også kendt som ’bekendt i knibe’-svindel. Som hovedregel skal du altid sørge for at ringe til den givne person eller møde dem fysisk, før du overfører penge til dem. Du kan også stille et spørgsmål, som kun den rigtige person kan svare på, for at kontrollere, at det ikke er en svindler.

**Besøg på din adresse**

Du skal også forholde dig skeptisk, hvis du får uanmeldt besøg – også selvom vedkommende siger, at de er kommet for at hjælpe dig. Vær opmærksom på, at du altid kan bede om at se legitimation fra for eksempel hjemmeplejen eller myndigheder, hvis du er i tvivl. Og husk, at du er i din gode ret til at lukke og låse din dør. Du skylder ikke nogen en forklaring på hvorfor.

Kontakt politiet på 112, hvis svindleren fortsat er til stede eller lige er flygtet. Ring 114 og foretag en anmeldelse, hvis svindleren ikke længere er til stede.

**Gør livet sværere for svindlere**

Københavns Vestegns Politi opfordrer til, at man nedsætter beløbsgrænsen for bankoverførsler og får gjort sit telefonnummer hemmeligt, så det ikke fremgår på Krak og De Gule Sider. På den måde bliver det både sværere for svindlere at franarre dig større pengesummer og i det hele taget komme i kontakt med dig.

**Mere information**

På [politi.dk](https://politi.dk/anmeld-kriminalitet) og [sikkerdigital.dk](https://www.sikkerdigital.dk/) kan du læse mere om svindel, og hvordan du undgår at blive svindlet. Du er også velkommen til at kontakte Cyberhotline for digital sikkerhed på telefon 33 37 00 37, hvis du har brug for vejledning eller har været udsat for svindel.
