Skip til hoved indholdet Søg Søg Job Job
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Stor succes med låne-elcykler til Gladsaxes borgere

Stor succes med låne-elcykler til Gladsaxes borgere

3. februar 2026

200 borgere i Gladsaxe har i to måneder fået stillet en elcykel til rådighed for at fremme grønne transportformer. Cyklingen har givet deltagerne bedre humør og mere energi, og efter prøveperioden cykler dobbelt så mange regelmæssigt.

Gennem to måneder har 200 borgere i Gladsaxe fået stillet en gratis elcykel til rådighed, så de nemmere har kunnet transportere sig bæredygtigt og sundt til arbejde og fritidsaktiviteter. I gennemsnit cyklede hver borger 539 kilometer i de to måneder. Det svarer til cirka ni kilometer om dagen. Efterfølgende evaluering viser, at daglige cykelture ikke kun gavner klimaet, men også humøret.

-Hurtig og nem transport, og man er ikke forpustet og svedig på samme måde som på en almindelig cykel, fortæller en af deltagerne.

Deltagerne fremhæver især friheden. Elcyklen gør det nemt at komme hurtigt frem – uden sved på panden, uden lange bilkøer og uden at kæmpe mod vinden. Nogle har dog været udfordret af, at cykler og batterier kan være lidt svære at håndtere.

Efter prøveperioden cykler dobbelt så mange regelmæssigt
Før forsøget cyklede kun hver fjerde af de adspurgte til arbejde og fritidsaktiviteter, men efter to måneder med den gratis elcykel, er andelen steget til 50 procent, som bruger cyklen mellem tre til fem dage om ugen. Mange borgere har fået smag for at cykle, og cirka en fjerdedel har selv valgt at købe en cykel eller at fortsætte lejen af elcyklen. Over halvdelen fortæller, at de føler sig gladere og mere energiske når de cykler, og at de ser frem til dagens cykeltur. Projektets resultater vækker derfor også glæde i Gladsaxe Kommune. Programleder Signe Sloth Hansen fremhæver:

-Transport er en af vores største klimamæssige udfordringer i Gladsaxe Kommune. Forsøget med at udlåne gratis elcykler til borgerne viser, at når vi gør det lettere at transportere sig grønt, så gør mange det faktisk. Og når flere cykler, betyder det færre biler på vejene, mindre kamp om parkeringspladserne og et lavere CO2-aftryk fra den daglige transport samt bedre humør. Derfor vil vi fortsætte med at udlåne elcykler og med andre initiativer, der kan skabe grønnere transportvaner.

Tilbuddet om at låne en gratis elcykel kommer igen
Der bliver igen mulighed for at låne en elcykel gratis til foråret i 2026. Her kan Gladsaxe-borgerne afprøve en elcykel i hverdagen, som en del af kommunens arbejde for bedre trivsel og grønnere transportvaner. Dertil vil nyansatte medarbejdere i kommunen blive tilbudt at låne en elcykel i to måneder, for at skabe de gode vaner fra jobstarten.

Har du spørgsmål til projektet, er du meget velkommen til at kontakte Grøn Omstilling på mail: groenomstilling@gladsaxe.dk

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback