---
title: "Status på egeprocessionsspinderlarven i Gladsaxe"
description: "Der er ikke konstateret fund af egeprocessionsspinderlarver i Gladsaxe, men kommunen er både i gang med at forebygge og er klar til at handle, hvis larven skulle dukke op."
date: "2026-07-10"
created: "2026-07-10"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Status på egeprocessionsspinderlarven i Gladsaxe](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/status-paa-egeprocessionsspinderlarven-i-gladsaxe)

# Status på egeprocessionsspinderlarven i Gladsaxe

Der er ikke konstateret fund af egeprocessionsspinderlarver i Gladsaxe, men kommunen er både i gang med at forebygge og er klar til at handle, hvis larven skulle dukke op.

![Billede af egeprocessionsspinderlarven](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/548c37e4-06d9-4130-a7eb-02e73749cca0?width=800)

I Gladsaxe har vi ikke konstateret fund af egeprocessionsspinderlarver, som i disse dage skaber bekymring og omtale flere steder i landet. Alligevel er vi både i gang med at forebygge, og vi er klar til at handle, hvis den skulle dukke op i Gladsaxe.

**Sådan forebygger vi angreb** Risikoen for at finde larven vurderes lige nu til at være størst i nyplantede egetræer, som kommer udefra. Derfor gennemgår vi lige nu alle vores nyplantede egetræer. Når plantesæsonen begynder igen til efteråret, vil vi have et særligt fokus på, hvor vi køber vores træer, og på den systematiske kontrol af nye egetræer, der plantes på kommunale arealer.

De stigende temperaturer i Danmark giver egeprocessionsspinderen bedre muligheder for at sprede sig. Derfor arbejder vi også langsigtet med at gøre byens træbestand mere robust. Og vi fortsætter arbejdet med at skabe en grøn og robust by, hvor risikoen for, at egeprocessionsspinderen og andre uønskede skadedyr kan finde fodfæste, begrænses. Det gør vi blandt andet ved at plante en større variation af træarter, og ved at udvikle vores bymiljøer og grønne områder og styrke levevilkårene for fuglene, som er larvens naturlige fjender.

**Lever kun på egetræer** Egeprocessionsspinderen findes kun på egetræer, da larven er afhængig af eg som fødekilde. I øjeblikket kan man også finde spind fra hægspindemøl på flere af kommunens hægtræer. Men de er ikke farlige.

**Hjælp os med at undgå spredning** Hvis vi skal undgå, at den uønskede larve spreder sig, er det vigtigt, at vi alle reagerer, hvis vi møder den. Derfor får du her nogle råd til, hvad du skal gøre, hvis du møder larven.

Hvis du observerer egeprocessionsspinderlarver på kommunale egetræer, opfordrer vi til, at du hurtigst muligt indberette det på [gladsaxe.dk/tipgladsaxe](https://gladsaxe.dk/borger/veje-og-trafik/tip-kommunen) eller på mobilappen ’Tip Gladsaxe’, så vi kan handle på det.

**På egetræer på privat grund og i boligforeninger** Som kommune har vi ikke lov til at bekæmpe larven på privat grund. Så hvis du, din boligforening eller din virksomhed observerer egeprocessionsspinderlarver på egen grund, har I pligt til selv at bekæmpe dem.

Men gå endelig ikke selv i gang med at bekæmpe den eller med at fælde alle egetræerne. Egetræer er hjemmehørende i Danmark og en vigtig del af vores biodiversitet. Og egeprocessionsspinderen er ligesom myg, flåter og hvepse noget, vi kommer til at lære at leve med, på grund af det varmere klima.

Hvis der konstateres larver på private grunde, er det vigtigt at I indberetter til på http://gladsaxe.dk/tipgladsaxe, så vi kan iværksætte øget kontrol af egetræer i nærområdet.

**Kontakt et skadebekæmpelsesfirma eller en anlægsgartner** I stedet opfordrer vi til, at I kontakter et skadedyrsbekæmpelsesfirma, som kan bekæmpe larverne korrekt, professionelt og forsvarligt. Det kræver nemlig både særligt udstyr at få bugt med egeprocessionspinderen, og en særlig måde at komme af med den på bagefter som affald.

Og husk, at du som privatperson ikke selv kan aflevere træ med larver eller reder på hverken genbrugsstationen eller forbrændingen. Derfor er bekæmpelsen en opgave for professionelle.

 I Gladsaxe Kommune bruger vi blandt andet firmaet Rentokil, som har bekræftet, at de har de nødvendige ressourcer til at påtage sig opgaven. Men du kan selv bestemme, hvem du vil bruge, så længe de bruger midler og metoder, der er godkendt.

 På [gladsaxe.dk/larver](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/ca0ef637-0fd1-488f-b5f2-166c0d3832b7 "gladsaxe.dk/larver") vil vi fra mandag løbende holde jer opdateret, hvis larven skulle komme til Gladsaxe.
