---
title: "Sol, sommer og feriehjælp til lokale familier"
description: "I sommerferien har familier fra Værebro Park været afsted på familieferie som en del af Folkekirkens Feriehjælp."
date: "2026-07-09"
created: "2026-07-09"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Sol, sommer og feriehjælp til lokale familier](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/sol-sommer-og-feriehjaelp-til-lokale-familier)

# Sol, sommer og feriehjælp til lokale familier

9. juli 2026

I sommerferien har familier fra Værebro Park været afsted på familieferie som en del af Folkekirkens Feriehjælp.

![Mennesker er på vej til stranden](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/824ac9ae-65b0-4026-b8ea-bac33e515ed1?width=800)

I den første uge af sommerferien drog 12 familier fra Værebro Park på familieferie som en del af Folkekirkens Feriehjælp. For mange af familierne er en ferie uden for hjemmet ikke en selvfølge.

Ugen bød på alt fra skattejagt, kreative værksteder og strandture til fællesspisning, bingo og bålhygge. Samtidig havde det lokale team sammensat et program med aktiviteter, der skulle styrke relationerne mellem familierne og skabe plads til både samvær og nye oplevelser.

**Ferier skaber fællesskaber**

Værebro Rådgivning i Gladsaxe Kommune har gennem længere tid arbejdet med at identificere og invitere familier, som kunne have gavn af både oplevelserne og fællesskabet på ferieopholdet.

- Når familierne får mulighed for at være sammen på en anden måde end i hverdagen, opstår der nogle relationer og samtaler, som kan være svære at skabe i andre rammer. Vi ser både børn og voksne få succesoplevelser og danne nye fællesskaber, fortæller Linda fra Værebro Rådgivning, som har været tovholder på turen.

Hver morgen på ferien stod Linda for ’Godmorgen til kroppen-yoga’. Her blev yoga og meditation brugt som en måde at skabe nærvær og give familierne en anderledes kropslig erfaring sammen. På familieferien gav det en god og rolig start på dagen, hvor der ellers var fart over feltet med oplevelsesture og fællesaktiviteter.

**Del af landsdækkende ferieprogram**

Familieferien er en del af Folkekirkens Feriehjælp, som giver udsatte børnefamilier mulighed for ferieoplevelser og nye netværk gennem et landsdækkende ferieprogram. For Gladsaxe Kommune er ferien en del af den forebyggende indsats, hvor fællesskaber, relationer og netværk er med til at styrke familiers trivsel og deltagelse i lokalområdet.

Turen blev arrangeret i et samarbejde mellem Gladsaxe Kommune og Gladsaxe almennyttige Boligselskab (GAB).
