---
title: "Senioridrætsturen 2027 går til Ærø"
description: "Du kan se frem til et ophold med undervisning, motion, udflugter og hyggelige oplevelser 23.-28. maj."
date: "2026-11-09"
created: "2026-11-09"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Senioridrætsturen 2027 går til Ærø](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/senioridraetsturen-2027-gaar-til-aeroe)

# Senioridrætsturen 2027 går til Ærø

9. november 2026

Du kan se frem til et ophold med undervisning, motion, udflugter og hyggelige oplevelser 23.-28. maj.

![Billede fra senioridrætsturen 2026, hvor deltagerne  dyrker yoga.](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/97355b93-e04d-48b0-9b5a-39ac68ee58c6?width=800)

Turen kan bedst beskrives som et højskoleophold med fokus på bevægelse, samvær og gode oplevelser. I løbet af de seks dage får du mulighed for at prøve kræfter med forskellige former for motion og aktiviteter. Du kan blandt andet deltage i vandgymnastik, motionsgymnastik og fitness eller komme med på vandreture. Programmet byder også på udflugter, petanque og foredrag.

**Transport og ophold**
 Der er sørget for buskørsel fra Gladsaxe Rådhus til Ærø og retur. Transporten foregår i moderne firestjernede turistbusser, som også bliver brugt til udflugterne rundt på øen. Under turen bor vi fem nætter på Ærø Hotel i Marstal.

Turen er for borgere, der bor i Gladsaxe Kommune, og som er 60 år eller derover eller førtidspensionister.

**Pris og tilmelding**
 Prisen for opholdet i dobbeltværelse er 6.795 kr. pr. person. Ønsker du et enkeltværelse, er der et tillæg på 1.300 kr. Prisen er inklusive undervisning, mad, udflugter og underholdning. Så når turen er betalt, er det kun drikkevarer, du selv skal betales for.

Tilmeldingen foregår på [gladsaxe.dk/senioridraet](https://gladsaxe.dk/borger/seniorer/aktiviteter-ture-og-motion/rejser-og-ture/senioridraetstur), hvor du også kan læse mere om turen. Tilmeldingsfristen er mandag 18. januar 2027. Hvis du ikke har modtaget besked 30. januar, betyder det, at du er kommet på venteliste.

Tilmeldingen er bindende. Hvis du melder afbud, skal udgiften dækkes af din egen private rejseforsikring. Når deltagerholdet er sammensat, bliver alle deltagere inviteret til et informationsmøde.

Der er plads til 115 deltagere i alt.

**Mere information**

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte rejseleder og ansvarlig idrætsleder Lis Greisholm Christiansen på telefon 29 36 81 80, mandag og onsdag kl. 8.00-9.00.
