Skip til hoved indholdet Job Job
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Rejsegilde for nyt svanemærket børnehus med idrætsprofil i Gladsaxe

Rejsegilde for nyt svanemærket børnehus med idrætsprofil i Gladsaxe

13. november 2023

Der blev i fredags holdt rejsegilde for et nyt svanemærket børnehus, som får idrætsprofil. I opførelsen af huset er der tænkt i både genanvendelse, stedsans og bæredygtighed.

Gladsaxe markerede i fredags rejsegilde for endnu et svanemærket børnehus, der ligger i en grøn oase ved Idrætsanlæggene. Børnehuset får idrætsprofil og er tegnet med afsæt i selve placeringen.

Hen over børnehusets tag bliver der således etableret en sti, hvorfra der er en fin udsigt ind over København og ned over fodboldbanerne. Det bliver et af kommunens højest beliggende punkter.

- Det nye børnehus kommer til at ligge i flotte, grønne omgivelser med rigtig gode muligheder for bevægelse for alle børnene. Jeg glæder mig samtidig over, at byggeriet er både svanemærket og har fokus på genanvendelse af materialer. Børnehuset er vores syvende svanemærkede børnehus, og det er skønt at se frem til, at vores børn og medarbejdere får så inspirerende og bæredygtige rammer at udfolde sig i, siger borgmester Trine Græse. 


Bassin er blevet til en vej

Oprindelig har der på området, hvor det nye børnehus skal ligge, været et friluftsbassin, som blev bygget tilbage i 1967. Bassinet var i funktion frem til slut 80’erne, hvor det blev lukket, da der var store utætheder i bassinet.

Selve bassinet er i forbindelse med byggeriet af børnehuset blevet saneret og nedrevet. Betonen fra bassinet er blevet knust og er nu en del af bærelaget for nye tilkørselsveje til Gladsaxes nye Genbrugsplads.

Dele af selve bassinhullet bliver desuden genanvendt til teknik- og depotkælder i det nye børnehus. 


Børnehus med idrætsprofil
Det nye børnehus får idrætsprofil. Det betyder blandt andet, at børnehuset vil lægge særligt vægt på idræt og bevægelse i de pædagogiske aktiviteter og de pædagogiske læringsmiljøer. Samtidig giver beliggenheden mulighed for, at børnehuset kan bruge mange af idrætsanlæggets faciliteter på tidspunkter, hvor der ikke er så mange fritidsbrugere.

Der kommer til at være otte børnegrupper i det nye børnehus; tre vuggestuegrupper, tre børnehavegrupper og to specialgrupper. Børnene kommer fra Børnehuset Lundegården og Børnehuset Høje Søborg. 

Huset og legepladsen er indrettet således, at specialgrupperne er placeret mere roligt, end de øvrige grupper. Legepladsen til vuggestuebørn og børnehavebørn ligger mellem børnehuset og svømmehallen. Legepladsen vil uden for børnehusets åbningstider være åben for offentligheden, så det bliver en del af de aktivitetsmuligheder, der er i caféhaven.

Børnehuset, der ikke har et navn endnu, indvies til næste år.

Holdet, der sammen med Ejendomscenteret og Børne- og Kulturforvaltningen, har udformet det nye børnehus er hovedentreprenør ASON, Bjerg Arkitektur, ingeniører fra Frandsen & Søndergaard og landskabsarkitekterne fra By + Land.

Læs mere om svanemærkede børnehuse i Gladsaxe

Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback