---
title: "Nyt samarbejde mellem Gladsaxe Handicaptilbud og SOSU H"
description: "Gladsaxe Handicaptilbud og SOSU H har indgået et nyt samarbejde, der skal styrke koblingen mellem teori og praksis for grundforløbselever og samtidig give dem indblik i handicapområdet."
date: "2026-06-12"
created: "2026-06-12"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Nyt samarbejde mellem Gladsaxe Handicaptilbud og SOSU H](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/nyt-samarbejde-mellem-gladsaxe-handicaptilbud-og-sosu-h)

# Nyt samarbejde mellem Gladsaxe Handicaptilbud og SOSU H

12. juni 2026

Gladsaxe Handicaptilbud og SOSU H har indgået et nyt samarbejde, der skal styrke koblingen mellem teori og praksis for grundforløbselever og samtidig give eleverne indblik i handicapområdet.

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/ef891f6a-1e0b-428e-2fd7-08dec84ae178?width=800)

Eleverne fra SOSU H besøger forskellige botilbud og får erfaring med arbejdet med borgere med udviklingshandicap, psykiske lidelser og komplekse støttebehov.

Besøgene gennemføres på Kellersvej og Cathrinegården og varer to timer ad gangen. De omfatter blandt andet præsentation af botilbuddene, introduktion til sundhedsfaglige og pædagogiske tilgange, rundvisning samt møde med borgere.

Flere elever fik ifølge underviser fra SOSU H Marina Bang Jensen vakt deres interesse for Kellersvej og handicapområdet:

-Som underviser for en elevgruppe med meget forskellige erfaringer var det en fornøjelse at opleve deres store engagement i mødet med borgerne på Kellersvej. Samtalerne med både borgere og social- og sundhedsassistenter gav eleverne et værdifuldt indblik i, hvordan teori omsættes til praksis. Eleverne fremhævede især den respektfulde tilgang til borgerne og den måde, de understøttes i at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv. Flere var så begejstrede for besøget, at de efterlod deres kontaktoplysninger i håbet om at få arbejde der.

**Samarbejdet understøtter rekrutteringen**
 For Gladsaxe Handicaptilbud er samarbejdet en mulighed for at dele faglig viden og skabe interesse for området blandt kommende fagprofessionelle. Det understøtter rekrutteringen af fremtidige fagprofessionelle.

-Vi er utrolig stolte af samarbejdet med SOSU H – og vi mærkede tydeligt, hvor stor en værdi det kommer til at bringe. Samarbejdet giver energi, styrker fagligheden hos både elever og medarbejdere og gør koblingen mellem teori og praksis levende allerede fra starten af uddannelsen. Samtidig oplever vi, at det styrker rekrutteringen og skaber endnu større viden og engagement omkring det socialfaglige felt, siger Sandra Filbert, Kvalitets- og udviklingssygeplejerske i Gladsaxe Handicaptilbud.

**Brobygning mellem teori og praksis**
Eleverne får også indblik i tværfagligt samarbejde, dokumentation og social- og sundhedsassistenternes sundhedsfaglige ansvar.

-Samarbejdet mellem Gladsaxe Handicaptilbud og SOSU H viser, hvor stærkt det kan være, når vi samskaber på tværs af områder og bygger bro mellem teori og praksis. Sammen skaber vi nye læringsrum for eleverne og er samtidig med til at styrke den høje faglighed i kommunen, siger Mille Tindø, civilsamfundskoordinator i Gladsaxe Handicaptilbud.

 De næste besøg af elever fra SOSUH er allerede planlagt til efteråret.
