---
title: "Nyt projekt styrker børnefamiliers adgang til naturoplevelser i Gladsaxe"
description: "Et nyt tiltag i Gladsaxe fremmer børnefamiliers muligheder for gode oplevelser i na-turen. Tiltaget hedder Svalens Naturkort og blev lanceret onsdag den 8. april i Børnehuset Mosen."
date: "2026-04-08"
created: "2026-04-08"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Nyt projekt styrker børnefamiliers adgang til naturoplevelser i Gladsaxe](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/nyt-projekt-styrker-boernefamiliers-adgang-til-naturoplevelser-i-gladsaxe)

# Nyt projekt styrker børnefamiliers adgang til naturoplevelser i Gladsaxe

8. april 2026

Et nyt tiltag i Gladsaxe fremmer børnefamiliers muligheder for gode oplevelser i na-turen. Tiltaget hedder Svalens Naturkort og blev lanceret onsdag den 8. april i Børnehuset Mosen.

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/d993d37a-c1bb-49c6-2c6b-08de952cf996?width=800)

*Svalens Naturkort blev fejret ved et arrangement i Børnehuset Mosen i dag 8. april. Borgmester Serdal Benli deltog i fejringen.*

Gladsaxe Kommune har mange skønne naturområder. Med det nye projekt Svalens Naturkort ønsker Gladsaxe at gøre det nemt for børnefamilier at komme ud i det fri.

Svalens Naturkort er et børnevenligt kort over grønne lokalområder. Det er fyldt med viden og inspiration til hyggelige aktiviteter, så familier let kan gå på opdagelse på egen hånd. Dertil er der skabt en aktivitetskalender med pop up-events i naturen, som man finder på gladsaxe.dk/svalensnaturkort.

Nogle af de ting, man kan opleve i Gladsaxes naturområder, er alt fra at leje en kano og lave bål til at se naturheste og overnatte i shelter.

- Vi ønsker at fremme, at børn og voksne bruger naturen og får gode oplevelser i Gladsaxes rige natur sammen. Svalens Naturkort giver masser af inspiration til, hvor man kan tage hen og udfolde de mange muligheder, der netop er for grønne oplevelser sammen i familien, siger borgmester Serdal Benli, der var med ved åbningseventet for Svalens Naturkort i børnehuset Mosen den 8. april.

Gladsaxe Kommune uddeler muleposer med Svalens Naturkort til 1.800 børn, der nærmer sig skolealderen. I muleposen får børnefamilierne også klistermærker, som børnene kan sætte i hæftet, når de har besøgt naturområderne. Når familierne har besøgt områderne i hæftet, kan de få et gratis eksemplar af bogen ”Danmarks største naturnørd” skrevet af Emil Poulsen og udgivet af Gyldendal. Emil Poulsen er kendt fra blandt andet DR Ultra og YouTube.

Tiltaget strækker til sommer 2027 og potentielt længere med hjælp fra frivillige naturentusiaster.
