---
title: "Nyt forsøg skal afkorte sagsbehandlingstiden på byggesager"
description: "Gladsaxe Kommune vil afprøve en ny praksis, hvor ansøgninger for handelsdrivende i bymidterne og byggesager, der umiddelbart er klar til en afgørelse, prioriteres i sagsbehandlingen."
date: "2026-09-03"
created: "2026-09-03"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Nyt forsøg skal afkorte sagsbehandlingstiden på byggesager](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/nyt-forsoeg-skal-afkorte-sagsbehandlingstiden-paa-byggesager)

# Nyt forsøg skal afkorte sagsbehandlingstiden på byggesager

3. september 2026

Gladsaxe Kommune vil afprøve en ny praksis, hvor ansøgninger for handelsdrivende i bymidterne og byggesager, der umiddelbart er klar til en afgørelse, prioriteres i sagsbehandlingen.

Formålet er at styrke handelslivet i bymidterne og forkorte behandlingstiden i de sager, hvor det er muligt at træffe en hurtig afgørelse. Det gælder blandt andet sager, hvor ansøgeren har indsendt alle nødvendige oplysninger, og hvor der ikke er andre forhold, som kommunen skal undersøge nærmere.

**Forsøget understøtter levende og attraktive bymidter**
 Som en del af forsøget vil kommunen også prioritere ansøgninger fra handelsdrivende i bymidterne. Det skal understøtte arbejdet med attraktive og levende bymidter ved at gøre det lettere for butikker og andre erhvervsdrivende at komme videre med deres projekter.

- Butikshandlen i Danmark forandrer sig. Folk handler mere på internettet og i indkøbscentrene. Det ændrer måden, vi bruger vores bymidter på. Og det skaber et behov for et bedre miks mellem oplevelser og handelsliv.  Derfor er det vigtigt, at vi understøtter det lokale handelsliv i at skabe levende og attraktive bymidter. Lavere sagsbehandlingstider er en oplagt måde at understøtte handelslivet på i denne forandring, siger Gladsaxes borgmester Serdal Benli.

**Så kort sagsbehandlingstid som muligt**

Gladsaxe har i dag en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 16 til 20 uger. Forsøgsperioden vil vise, hvor meget sagsbehandlingstiden kan bringes ned med den nye praksis. Den nye praksis kan samtidig give ansøgerne et større incitament til at sikre, at deres ansøgninger er fyldestgørende fra begyndelsen.

»Vi arbejder løbende på at forbedre og effektivisere vores arbejdsgange, så sagsbehandlingstiderne bliver så korte som muligt. Og mit personlige mål er, at sagsbehandlingen skal sænkes  til seks uger.  Hvis en sag er fuldt oplyst og umiddelbart klar til en afgørelse, giver det god mening at undersøge, om vi kan få den hurtigere gennem systemet,« siger formand for Trafik- og Teknikudvalget Martin Skou Heidemann.

**Flere initiativer på vej**
 Gladsaxe Kommune arbejder desuden med flere andre initiativer, der skal optimere byggesagsbehandlingen. Fra september afprøver Byggesagsteamet en ny model for den indledende screening af byggesager. Kommunen undersøger også mulighederne for at anvende kunstig intelligens og deler viden med Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommuner gennem 4K-samarbejdet.
