Ny genbrugsstation åbner til november
Sådan kommer den nye genbrugsstation til at se ud.
Byggeriet af Gladsaxes nye genbrugsstation er desværre blevet yderligere forsinket. Planen var, at genbrugsstationen skulle have åbnet i september, men Gladsaxe Kommune forventer nu, at det bliver i midten af november 2024. Den præcise åbningsdato bliver meldt ud, når vi kommer tættere på.
En moderne, grøn genbrugsstation
Den nye genbrugsstation bliver opført af genbrugsmaterialer fra tidligere bygninger i Gladsaxe Kommune, herunder den gamle Gladsaxe Skole, hvilket reducerer både affaldsmængden og CO2-aftrykket betydeligt. Byggeriet tager også hensyn til den historiske gravhøj Sneglehøj, som dateres tilbage til oldtiden. Genbrugsstationen bygges omkring højen for at bevare Gladsaxes kulturarv og sikre dens fredning, mens brugerne får en god anledning til at nyde den smukke, forhistoriske rundhøj.
Desuden kommer genbrugsstationen til at indeholde et undervisningslokale, hvor skoleklasser kan deltage i workshops og læring om genbrug, bæredygtighed og affaldshåndtering. Lokalet vil også kunne lånes ud til foreninger.
Mens vi venter
Indtil Gladsaxes nye genbrugsstation slår dørene op, kan du benytte genbrugsstationerne i Herlev eller Gentofte.
Herlev Genbrugsstation:
Mileparken 23, 2730 Herlev
Åbningstider hverdage: 12-18
Åbningstider weekend: 10-18
Gentofte Genbrugsstation:
Ørnegårdsvej 15, 2820 Gentofte
Åbningstider hverdage: 8-18
Åbningstider weekend: 10-18