---
title: "Ny, fælles aftale om udlejning af boliger i Gladsaxe"
description: "Alle otte almene boligorganisationer i Gladsaxe har indgået en fælles aftale med Gladsaxe Kommune. Den fælles aftale skaber gennemsigtighed og understøtter attraktive boligområder."
date: "2024-10-07"
created: "2024-10-07"
tags:
  - "boligselskaber"
  - "boliger"
  - "boligorganisationer"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Ny, fælles aftale om udlejning af boliger i Gladsaxe](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/ny-faelles-aftale-om-udlejning-af-boliger-i-gladsaxe)

# Ny, fælles aftale om udlejning af boliger i Gladsaxe

Alle otte almene boligorganisationer i Gladsaxe har indgået en fælles aftale med Gladsaxe Kommune. Den fælles aftale skaber gennemsigtighed og understøtter attraktive boligområder.

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/fca9e6ab-639d-4253-ee4f-08dcdd251d52?width=800)

*Alle otte boligorganisationer i Gladsaxe er med i aftalen. Her er det Kildeparken, som hører under Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe.*

Den
fælles udlejningsaftale fastlægger de grundlæggende principper for udlejning og
kommunal anvisning af almene boliger i Gladsaxe.****Aftalen
betyder, at Gladsaxe Kommune og de otte boligorganisationer fremover kan indgå
aftaler, som sikrer, at boligsøgende borgere oplever større gennemsigtighed og
fleksibilitet, når de skal leje en bolig i en af Gladsaxes almene
boligafdelinger. I sidste ende er målet at skabe endnu mere balancerede og
attraktive boligområder.

-
Alle bydele i Gladsaxe skal være attraktive og i god balance. Med den fælles
aftale får vi mulighed for i højere grad at understøtte dette. De boligsøgende
vil opleve større gennemsigtighed og en mere ensartet tilgang, når der tildeles
og anvises boliger.  Med aftalen sikrer
vi også, at vi fortsat kan tilbyde attraktive boliger til de boligsøgende på
den almindelige venteliste samt anvise enlige eller familier, der står i en
akut boligsituation, til en almen bolig i Gladsaxe. På den måde er aftalen en
gevinst for både de boligsøgende, boligorganisationerne og kommunen, siger
borgmester Trine Græse.

Aftalen
har været testet og de første erfaringer er gode.

-
Vi har nu prøvet rammeaftalen af ved en række konkrete møder, både i fællesskab
og individuelt med de enkelte boligorganisationer. Erfaringerne viser, at
aftalen overordnet sikrer en effektiv proces samtidig med, at der er plads til
dialog og refleksioner undervejs, siger Trine Græse.

**Tætog konstruktivt samarbejde**
Aftalen
er resultatet af et tæt samarbejde og en konstruktiv proces mellem kommune og boligorganisationer.

-
Aftalen sikrer en grundlæggende gennemsigtighed. Samtidig har boligorganisationerne
fortsat en afgørende indflydelse på, om der behov for fleksible
udlejningsaftaler eller andre tiltag. På den måde er det de personer, der er
tættest på boligafdelingen, der træffer beslutningerne i sidste ende, siger
formand for Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe, Ryno Scheil.

-
Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at lande en aftale på trods af, at der
er mange forskellige hensyn og ønsker fra boligorganisationerne. Vi har haft
mange gode diskussioner om de forskellige ønsker og forbehold, som
boligorganisationerne har, og det er også noget, vi løbende vil have en dialog
om i det fremadrettede samarbejde om aftalen, siger Trine Græse.

**Nytboligsocialt netværk**
Som
en del af rammeaftalen er der også etableret et nyt netværk mellem relevante
medarbejdere fra boligorganisationerne og kommunen. Netværket har fokus på
sociale udfordringer eller ubalancer i boligafdelingerne, for eksempel
bekymringer for beboeres trivsel, uhensigtsmæssig adfærd, utryghed i området og
lignende. Målet er at opbygge viden om hinandens tilbud, indsatser og
muligheder, og dermed at kunne samarbejde effektivt om at løse udfordringer og
tage eventuelle udfordringer opløbet.

**Boligorganisationerne i Gladsaxe**

I Gladsaxe Kommune er godt 1/3 af boligerne almene boliger, drevet af principperne for non-profit og efter beboerdemokratiske principper. De almene boliger drives af de otte forskellige boligorganisationer. I langt de fleste områder udlejes boligerne efter ventelister. I enkelte boligområder udlejes boligerne efter princippet om fleksibel udlejning. Ved fleksibel udlejning tildeles boligerne til boligsøgende ud fra særlige kriterier – også kaldet fortrinsrettigheder. Alle, der er fyldt 15 år, har mulighed for at skrive sig op til en almen bolig i Gladsaxe.

De otte boligorganisationer, der er en del af den fælles udlejningsaftale er:

- 3B
- Arbejdernes
     Andels-Boligforening (AAB)
- Arbejdernes Boligselskab
     i Gladsaxe (ABG)
- Boligselskabet Sæbjørnshuse
     i Gladsaxe (administreres af Boligkontoret Danmark)
- FSB Gladsaxe
     (administreres af FA09)
- Gladsaxe almennyttige
     Andelsboligforening (GAA) (administreres af FA09)
- Gladsaxe almennyttige
     Boligselskab (GaB) (administreres af DAB)
- Lejerbo i Gladsaxe.

[Se den fælles udlejningsaftale her (PDF)](https://gladsaxe.dk/p/Filer-Nyheder/2024/Fælles-udlejnings--og-anvisningsaftale.-Rammeaftale_endelig.pdf "Se den fælles udlejningsaftale her (PDF)")

Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.
