---
title: "Nu begynder testkørslen af letbanen gennem Gladsaxe"
description: "Togene testkører fra 16. marts"
date: "2026-03-13"
created: "2026-03-13"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Nu begynder testkørslen af letbanen gennem Gladsaxe](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/nu-begynder-testkoerslen-af-letbanen-gennem-gladsaxe)

# Nu begynder testkørslen af letbanen gennem Gladsaxe

13. marts 2026

Fra mandag 16. marts 2026 begynder Hovedstadens Letbane at testkøre letbanetogene fra Rødovre Nord, gennem Gladsaxe og til Lundtofte.

I oktober åbnede den sydlige del af Hovedstadens Letbane, og inden det sidste stræk fra Rødovre Nord til Lundtofte kan tages i brug til august, skal der nu køres testkøres på strækningen.

Gladsaxes borgmester Serdal Benli glæder sig til at se de grønne letbanetog i Gladsaxe.

- De flotte grønne tog minder mig om, at vi nu endelig får et helt nyt kollektivt transporttilbud, som binder hovedstaden sammen, så vi nemt og hurtigt kan komme på arbejde, studie, hospitalet eller ud og nye kulturen og naturen. Det bliver en kæmpe gevinst for både vores borgere og vores virksomheder, siger Serdal Benli.

Testkørslerne begynder 16. marts 2026. Det sker først med et enkelt tog og senere med flere af de nye grønne letbanetog i begge retninger. I begyndelsen af testperioden bliver der kørt med lavere hastighed, end når toget er i drift.

## Hold øje med de grønne tog langs vejen

Med testkørslen kommer der samtidig et nyt element i trafikken, som de andre trafikanter – også gående og cyklister – skal forholde sig til. Derfor er borgerne langs strækningen blevet informeret om testkørslen via nyhedsbreve, hjemmeside, sociale medier og for eksempel bag på busser og i læskure ved busstoppesteder.

- Med et nyt element i trafikken er det vigtigt at være ekstra opmærksom. Så borgerne skal holde godt øje med de grønne tog og følge færdselsreglerne. På den sydlige strækning har vi desværre flere gange oplevet, at biler er kørt ind på sporet. De erfaringer bygger vi allerede nu ind på hele strækningen. Men det vigtigste element er stadig at være opmærksom, fortæller driftsdirektør i Hovedstadens Letbane, Søren Boysen.

## Overhold færdselsreglerne

På langt størstedelen af strækningen kører letbanen i sit eget spor, men flere steder skifter den vejside, og den blander sig også med den øvrige trafik i vejkryds. Lyssignaler sørger for rødt for krydsende trafikanter, når letbanen skal krydse en vej eller skal igennem et kryds, ligesom Letbanen holder tilbage, når der er grønt for den øvrige trafik. Altså gælder de samme færdselsregler som normalt. Dog er der etableret flere lyssignaler på ruten, end trafikanter og gående tidligere har været vant til, så hold godt øje og vær opmærksom, når du krydser Letbanens rute.

## **Ting, der skal testes**

I testperioden bliver togene udsat for en lang række test af blandt andet acceleration, bremselængde, sikkerhedsudstyr og andre køreegenskaber. Det sikres, at sporskifterne fungerer, og at kørestrømsanlægget leverer den rigtige strøm. Og endelig skal lyssignalerne også fungere og tilpasses. Hovedstadens Letbane bruger derfor også testkørslerne til at lære strækningen at kende og tilrettelægge måden togene kommer igennem vejkrydsene på.

## Fakta om Letbanen

- Hovedstadens Letbane er 28 kilometer lang, og strækker sig fra Ishøj i syd langs Ring 3 til Lundtofte nord for Lyngby.
- Hovedstadens Letbane har i alt 29 stationer, der forbinder 8 kommuner i Region Hovedstaden, og som tilbyder nem adgang til hospitaler (Herlev og Glostrup), Danmarks Tekniske Universitet og en lang række andre store uddannelsesinstitutioner og virksomheder.
- Den sydligste halvdel af letbanestrækningen – fra Ishøj til Rødovre Nord – blev indviet den 26. oktober 2025. Den nordlige halvdel af strækningen åbner til sommer.
- Passagerer kan skifte mellem Letbane og S-tog på 6 stationer: Ishøj, Vallensbæk, Glostrup, Herlev, Buddinge og Lyngby.

 [Læs mere om sikkerhed og testkørsel af Letbanen](https://dinletbane.dk/da/testkoersel/ "Læs mere om sikkerhed og testkørsel af Letbanen")
