Skip til hoved indholdet Søg Søg Job Job
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Mørkhøj skal rustes til vildere vejr

Mørkhøj skal rustes til vildere vejr

4. februar 2026

Separatkloakering af regn- og spildevand skal ruste Gladsaxe til fremtidens vildere vejr, så vi begrænser oversvømmelser af kældre og veje samt skåner naturen for skadelige overløb af spildevand. Projektet starter i Mørkhøj.

Vi får mere vand fra oven, og det presser kloaksystemet, fordi der ikke er plads til både spildevand og regnvand. Mørkhøj er det første område i Gladsaxe, der skal separatkloakeres, og nu har Novafos og Gladsaxe Kommune en plan for, hvor arbejdet starter, og hvornår det går i gang.

Regnvand for sig – spildevand for sig

Det regner oftere og kraftigere. Regnvandet presser kloaksystemet, og det giver oversvømmelser med spildevand til kældre og veje og overløb til åer, moser og søer. Det er uhygiejnisk og skader naturen. Gladsaxe Kommune skal derfor have et nyt kloaksystem, hvor spildevand og regnvand bliver adskilt i hvert sit system. Det kaldes separatkloakering.

Først skal der findes plads til regnvandet i Mørkhøj

Mørkhøj er det første område i Gladsaxe, der skal separatkloakeres, og regnvandet skal ledes til Kagså. Men der falder mere regn, end vi kan lede til Kagsåen på én gang. Derfor skal der findes plads til at tilbageholde regnvandet i Mørkhøj.

- I Mørkhøj er vi udfordrede af, at der ikke er mange ledige arealer, hvor vi kan forsinke regnvandet. Derfor er det en god nyhed for Mørkhøj, at vi har lavet en aftale med boligforeningen Pileparken 4 om at lægge to regnvandsbassiner under boligforeningens grønne arealer – bl.a. under deres fodboldbane. Her kan en stor del af regnvandet fra Mørkhøj opbevares og forsinkes i stedet for at oversvømme kældre og veje, fortæller Marie Blanner, projektleder hos forsyningsselskabet Novafos.

Et grønnere Mørkhøj med større tryghed

Når der alligevel skal graves i Mørkhøj, vil Gladsaxe Kommune gerne forbedre bydelen og skabe positive forandringer.

- Med separeringen vil vi gerne skabe et mere grønt Mørkhøj. Det sker f.eks. med vejbede, der skal håndtere regnvandet. Det vil samtidig dæmpe hastigheden på vejene og skabe større tryghed i trafikken. Løsningerne tager dog udgangspunkt i behovet for at tilbageholde vand, så der vil være forskel på den nordlige og sydlige del af Mørkhøj, forklarer Sebastian Weinreich Thanning, der er projektleder i Gladsaxe Kommune.

- Projektet kan også være med til at skabe små pladser og flere cykelstier og træer – omfanget skal politikerne beslutte det kommende års tid. Det bliver et Mørkhøj, der i højere grad er indrettet på menneskers og ikke trafikkens præmisser – blandt andet med færre parkeringspladser og smallere veje, fortsætter han.


Vi starter omkring Stavnsbjerg Alle i 2029

Separeringen af Mørkhøj bliver delt op i fem etaper for ikke at grave hele bydelen op samtidig. Første etape bliver området omkring den østlige del af Stavnsbjerg Alle. Vi forventer at være færdige med at separatkloakere i hele Mørkhøj i 2034. Grundejerne i Mørkhøj vil løbende blive orienteret om, hvornår de skal være færdige med egen separering.

Projektets miljøvurdering er i høring

Store anlægsarbejder kan påvirke det omgivende miljø – både negativt og positivt. Derfor bliver der udarbejdet en undersøgelse af, hvordan separatkloakeringen af Mørkhøj kan påvirke miljøet.

Miljøvurderingen er i 1. høring fra 4. februar til 4. marts 2026, og alle er velkomne til at give et høringssvar på Gladsaxe Kommunes høringsportal: gladsaxe.dk/høring

Få mere at vide – Kom til drop-in på Mørkhøj Bibliotek

Separatkloakering af Mørkhøj er et omfattende og komplekst projekt. Derfor står Gladsaxe Kommune og Novafos klar til at svare på spørgsmål og fortælle om projektet lørdag 21. februar på Mørkhøj Bibliotek. Her er alle velkomne til at kigge forbi mellem kl. 10-12, hvor der også vil blive budt på en kop kaffe og en fastelavnsbolle.

Du kan læse meget mere om separatkloakeringen i Mørkhøj på gladsaxe.dk/nykloak

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback