---
title: "Mini Skills i Gladsaxe: Fremtidens talenter foldede sig ud"
description: "I denne uge blev Mini Skills afholdt i Gladsaxe for første gang. Her prøvede lokale skoleelever kræfter med alt fra håndværk til madlavning."
date: "2026-05-29"
created: "2026-05-29"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Mini Skills i Gladsaxe: Fremtidens talenter foldede sig ud](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/mini-skills-i-gladsaxe-fremtidens-talenter-foldede-sig-ud)

# Mini Skills i Gladsaxe: Fremtidens talenter foldede sig ud

29. maj 2026

I denne uge blev Mini Skills afholdt i Gladsaxe for første gang. Her prøvede lokale skoleelever kræfter med alt fra håndværk til madlavning.

![Borgmester Serdal Benli står på scenen sammen med elever, der har vundet en medalje](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/4c6784fc-56e6-49c2-548e-08debc95e372?width=800)

Torsdag 28. maj drog alle Gladsaxe Kommunes 7. klasser til festsalen på Grønnemose Skole, hvor en lang række virksomheder og uddannelser stillede op til Mini Skills. Arrangementet er en del af Skills-universet, hvor skoleelever prøver kræfter med forskellige fag og erhverv og bliver klogere på de mange uddannelsesmuligheder efter folkeskolen.

**Samarbejde mellem uddannelse og erhvervsliv**

Borgmester Serdal Benli åbnede arrangementet med budskabet om, at vi har behov for et stærkt samarbejde mellem skoler og erhvervsliv, når der skal investeres i fremtidens arbejdskraft, og netop derfor er mødet mellem de primært lokale virksomheder og 7. klasserne til Mini Skills et vigtigt initiativ.

I løbet af dagen kunne man opleve de unge mennesker kaste sig over alt fra taglægning til dækskift, madlavning, gartnerarbejde og meget mere på de 24 stande i og omkring festsalen. På standene blev elever med særligt gode ’skills’ nomineret i en konkurrence mellem alle skolerne – og de heldige vindere gik derfra med guldmedaljer fra Skills Denmark og biografbilletter til hele deres klasse.

Det første Mini Skills i Gladsaxe var præget af god stemning fra start til slut, og de deltagende virksomheder og uddannelser, der frivilligt stillede op for at inspirere de unge, meldte sig i slutningen af dagen klar til at gentage succesen næste år.

GXU og Gladsaxe Kommunes erhvervsplaymaker har stået i spidsen for at stable dette års arrangement på benene.

[Du kan læse mere om Mini Skills på skillsdenmark.dk her.](https://skillsdenmark.dk/nyheder/miniskills-en-del-af-erhvervsuddannelsernes-ar/)
